Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dalby, Landsby i Skaane, Malmohus Len, Torna Herred, c. 8 km Ø. f. Lund - Dalby Bugt, paa Vestsiden af Hindsholm, N. f. Indløbet til Odense Fjord - Dalbyelven, se Klarelven. - Dalcroze, Emile Jaques, (1865- ) - Dalelven, den længste af Sveriges Floder, opstaar al to Kildefloder, Øster- og Vesterdalelven - d'Alembert's Princip, mat. Fremgangsmaade, omformer enhver Opgave om Legemers Bevægelse til en om Legemers Ligevægt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Egin forflyttedes da til denne By, og hans
forrige Stift blev lagt ind under Lundestift.
Imidlertid var D. dog fremdeles saare anset; Kong
Harald Hén blev jordfæstet her (1080), og en
Ligsten, der er prydet med en Korsstav, er
blevet betegnet som hans, men den maa være
fra c. 1200. I Kirkens Langhus og den
ejendommelige Forhal (tidligere med Urette kaldet
Krypt) ses endnu adskilligt af den gl. Kampe-
og Sandstenskirke fra Slutn. af 11. og Beg. af
12. Aarh., der indtog en smuk Plads bl.
Danmarks ældste Bygningsmindesmærker. Allerede
i 13. Aarh. blev Kirken stærkt omdannet, særlig
blev dens Bjælkeloft ombyttet med spidsbuede
Krydshvælvinger. Da D. Kloster 1533 blev givet
Rigsraaden Anders Bille som Forlening og
saaledes sækulariseret, forsvandt den lille By, som
havde rejst sig om Klostret, og Kirken forfaldt,
ja dens Kor blev endog nedbrudt (1686); i 18.
Aarh. var den saa faldefærdig, at der maatte
foretages Ombygning, og den gl. Kirke led
meget derved. Efter at Skaane var kommet til
Sverige (1658), indrettedes der i D. et kongeligt
Stutteri. (Litt.: Brunjus, »Skånes
Konsthistoria« [Lund 1850]; J. B. Løffler, »Udsigt
over Danmarks Kirkebygninger fra den tidligere
Middelalder« [Kbhvn 1883]).
H. O.
Dalby Bugt, paa Vestsiden af Hindsholm,
N. f. Indløbet til Odense Fjord. Den gaar 1 1/2
Sm. ind mod SØ. og danner en fortrinlig
Ankerplads med Læ for alle Vinde undtagen
nordvestlige.
G. F. H.
Dalbyelven, se Klarelven.
Dalcroze [dal’kro.z], Émile Jaques, f.
i Wien 6. Juli 1865, opdroges i Genève, men
studerede senere Musik i Wien (hos Rob. Fuchs
og Bruckner) og i Paris (hos Délibes). D. var i
en Aarrække Teorilærer ved Konservatoriet i
Genève og gjorde sig kendt som Komponist af to
Violinsonater, nogle Korværker, et Par Operaer
og Operetter og af Samlingen Chansons
romandes et enfantines, med hvilken han endog foretog
Turneer (ogsaa her til Norden), idet Børn
udførte Sangene og de dertil hørende Lege. Den
heri liggende Tanke forfulgte D. i sin
Propaganda for »rytmisk Gymnastik«, der vakte saa
megen Opsigt og Interesse i Tyskland, at D.
kunde grunde et helt Institut i Hellerau ved
Dresden, hvor unge Mænd og Kvinder af mange
Nationaliteter søgte Uddannelse i Musik, Plastik,
Gymnastik etc., og hvor man begyndte at opføre
Festspil. Verdenskrigen 1914 afbrød brat denne
egenartede Virksomhed, hvis Værdi maaske
ogsaa var tvivlsom. - D. har i forsk. Skr fremsat
sine Ideer og reklameret for sin Metode.
W. B.
Dalelven, den længste af Sveriges Floder,
opstaar af to Kildefloder, Øster- og
Vesterdalelven, der udspringer paa Grænsen af
Norge og Sverige, og hver er c. 270 km
lange. Østerdalelvens Kildesø er
Vånsjön (825 m o. H.) i det nordligste
Dalarne, hvorfra den under Navn af Storån
løber gennem en Række af smaa Søer mod
S. til Idresjön (474 m o. H.) og herfra mod
SØ. til Särnasjön (442 m o. H.), hvor den efter
at have forenet sig med Fjätelven faar Navnet
Østerdalelv; den fortsætter med sydøstlig
Retning, gennemstrømmer Siljan Søen (165 m o. H.)
og forener sig ved Mjälgen i Gagnef Sogn med
Vesterdalelven (156 m o. H.).
Vesterdalelven opstaar i Transtrand Sogn af
Kildefloderne Fuluelv og Görelv, der begge
udspringer i Särna Sogn, nær Østerdalelvens Kilder.
Fuluelvens Tilløb, Njupån, danner Dalarnes
højeste Vandfald, Njupaskär (4 Fald paa 6, 8, 7
og 70 m), i Fulufjeld,. - Efter Foreningen
fortsætter Dalelven med stærkt slynget Løb
endnu 185 km, først mod SØ. og siden mod NØ.
og strømmer ud i Gäflebugten, i den bottniske
Bugt. I venstre Bred optager D. Lillelven fra
Søen Runn, og i den sidste Del af sit Løb
udvider den sig til en Række Søer ell. »Fjärdar«,
Bysjön, Österviken, Hedesundafjärderna o. fl.
Her danner den til Dels Grænsen mellem
Gestrikland og Uppland. 9 km fra Mundingen
danner D. sit nederste og mægtigste Vandfald,
Elfkarlebyfaldet (15 m); nedenfor dette bliver den
sejlbar. P. Gr. a. sine mange Vandfald har D.
for øvrigt ingen Bet. for Samfærdselen, med
Undtagelse af Tømmerflaadningen. D.’s
Vandkraft, ndf. Siljan Søen, beløber sig til c. 300000
H. K., og heraf er allerede en stor Del taget
i Brug til industrielle Anlæg, bl. a. ved
Domnarvet, Avesta og Näs. D. er islagt fra Midten
af Decbr til Midten af Apr. og har voldsomt
Højvande i Maj og Juni. Elvens samlede
Afløbsomraade, der omfatter næsten hele Dalarne
samt et smalt Bælte af Gestrikland og Uppland,
udgør 28930 km2, deraf 5,9 % Søer.
G. Ht.
d’Alembert’s Princip [d-alã’bæ.rsr] er en
mat. Fremgangsmaade, hvorved man kan
omforme enhver Opgave om Legemers Bevægelse
(»et dynamisk Problem«) til en Opgave om
Legemers Ligevægt
(»et statisk
Problem«). Vi
betragter en Samling af
Masser, der er
forbundne med
hverandre paa en ell.
anden Maade, f.
Eks. ved Snore,
Stænger, ved den
alm. Tiltrækning
etc. De Kræfter, hvormed Masserne virker paa
hverandre gennem disse Forbindelser, kaldes
indre Kræfter, medens alle andre Kræfter,
der angriber Masserne, kaldes ydre Kræfter.
Lad m være en af disse Masser, og lad A være
den ydre Kraft, som virker paa m. P. Gr. a.
den Tvang,, som Forbindelsen med de andre
Masser udøver paa m, vil den ikke antage
netop den Bevægelse, som A alene vilde give
den, men den vil faa en anden. Lad B være
den Kraft, der vilde udfordres til at give m
denne dens virkelige Bevægelse, om B virkede
alene. Vi kan da tænke os A opløst i de to
Kræfter B og C; men da m bevæger sig, som
om B alene virkede, maa de andre Massers
Indvirkning paa m netop være i Stand til at
holde Ligevægt mod C, som d’Alembert derfor
kalder »en tabt Kraft«. Noget tilsvarende
gælder om alle de andre Masser i Systemet, og
man kan derfor sige, at alle de tabte Kræfter
holder hverandre i Ligevægt gennem Massernes
indbyrdes Forbindelser. Man kan imidlertid
 |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
