Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Retsvæsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
- Særlig Omtale kræver endelig Kirkeretten.
I den kat. Tid var Ordningen af Kirkens
Anliggender overladt den selv, og Kirkeretten
hvilede derfor hovedsagelig paa Forskrifter,
opstillede af Kirkens egne Myndigheder (kanonisk
Ret). Visse Spørgsmaal ordnedes dog ikke
ensidig af Kirken, men ved Overenskomst mellem
Kirke og Konge ell. Kirke og Folk. Af saadanne
Overenskomster foreligger fl., mest kendte er
den Skaanske og den sjællandske Kirkeret fra
1171 ell. Tiden der omkring. Efter
Reformationen udøvedes den kirkelige
Lovgivningsmagt af Konge og Rigsraad under en vis
Medvirkning af »de Lærde«. Den vigtigste rent
kirkelige Lov fra denne Tid er Kirkeordinansen
1539, hvorved den ny Kirkeordning udformedes
nærmere.
Foruden ved ny Lovgivning udvikledes Retten
stadig gennem Retsbrugen. Af stor Bet. var
navnlig den Praksis, som udgik fra
Landstingene og fra Kongens Retterting, der siden
15. Aarh. beklædtes af Konge og Rigsraad og
var Rigets Højesteret. Rettertingets Praksis
bidrog væsentlig til Fremme af Retsenhed og
virkede paa mange Omraader nyskabende, hvad
der var en naturlig Følge af den fri Stilling,
Konge og Raad som Indehavere af
Lovgivningsmagten indtog til Lovene.
Den Udvikling, dansk Ret gennemløb i den
heromhandlede Periode, var i det hele jævn
og kontinuerlig, og fandt Sted paa det opr.
nationale Grundlag, der aldrig fortrængtes gennem
en alm. Reception af fremmed Ret. Dog gjorde
Paavirkninger udefra sig gældende paa mange
Omraader og bidrog stærkt til at omforme
Retten. Disse Paavirkninger udgik tidligst fra
Frankrig og England, med hvilke D. traadte i
Berøring i Vikingetiden, senere især fra
Tyskland, hvis Indflydelse var tiltagende gennem
hele Middelalderen, i Købstæderne p. Gr. a.
Hansevælden og ellers som Følge af Kongernes
politiske Forbindelser i Nordtyskland og de
mange indvandrede nordtyske Adelsmænd. Af
mindst lige saa stor Bet. var dog i
Middelalderen den kanoniske Ret, der foruden ligefrem
at være gældende for de kirkelige Forhold paa
mange Maader blev et Forbillede for den
verdslige Retsudvikling. Derimod var den direkte
Paavirkning fra Romerretten vistnok kun
forholdsvis ringe. Reformationen, der fortrængte den
kanoniske Ret og berøvede Gejstligheden dens
politiske Indflydelse, styrkede nærmest det
nationale Element, og i samme Retning virkede
Hansevældens Nedgang og Opløsningen af
Unionen med Sverige. Dog fandt der ogsaa efter
Reformationen en vis Paavirkning fra tysk Ret
Sted; hvorved Sønderjylland i mange Tilfælde
dannede et Mellemled. Af største Bet. var det,
at Danmark ikke som Tyskland i denne Periode
reciperede Romerretten, et Forhold, hvis
Aarsag maatte søges i Manglerne af en
retsvidenskabelig Litt. og en faglært Dommerstand.
Den fremmede Paavirkning ytrede sig i det
hele stærkest paa den offentlige Rets Omraade.
Forfatningen gennemløb saaledes indtil 1660 i
det væsentlige de samme Stadier som i
Udlandet, om end Udviklingen i Reglen her var noget
senere paa Vej end andetsteds, og selv om
dette ikke udelukkende skyldes fremmede
Forbilleder, har disses Indflydelse utvivlsomt
været meget stor. Paa eet væsentligt Punkt
adskiller den ældre danske Forfatningsudvikling
sig dog fra de sydligere Landes, nemlig ved
den forholdsvis ringe Bet., Lensvæsenet har
haft. Lensvæsenet kom aldrig her i Landet til
at danne det alm. Grundlag for den offentlige
Ret - navnlig blev Embederne aldrig
feudaliserede - og det blev saa godt som ganske
uden Indflydelse paa Privatretten. Ogsaa
Processen og Strafferetten var udsat for stærk
Paavirkning udefra, baade fra tysk, og særlig
for Processens Vedk. fra kanonisk Ret, men
den ældre danske Rets Grundprincipper var dog
paa disse Omraader endnu ikke helt opgivne i
17. Aarh. Saaledes havde Processen endnu i
det væsentlige bevaret samme Struktur som i
Landskabslovene uden bestemt Sondring mellem
Kriminal- og Civilproces og kun med svage
Tilløb til et Inkvisitionsprincip i Straffesager. Af
størst Bet. var det paa dette Omraade, at
Vidnebeviset efterhaanden i vidt Omfang
havde fortrængt den ældre Rets Hovedbevismiddel,
Partsed med Mededsmænd, og at der i
Forbindelse hermed havde fundet en Ombytning af
Rollerne i Bevisførelsen Sted, idet det nu var
Sagsøgeren, der maatte bevise sin Paastand,
ikke Sagsøgte, der maatte fri sig for den. Ogsaa
Udviklingen af Appelsystemet, der sikkert har
fundet Sted under fremmed Paavirkning, var
en vigtig Nydannelse i Forhold til ældre Tid.
Ogsaa inden for Strafferetten var den
fremmede Paavirkning endnu forholdsvis spredt, og
navnlig havde den paa romerretligt Grundlag
udviklede ital.-tyske Doktrin kun i ringe
Omfang præget Opfattelsen af de strafferetlige
Grundspørgsmaal, f.Eks.
Tilregnelighedsspørgsmaalet. De vigtigste Forandringer inden for
Strafferetten stod i Forbindelse med
Kongemagtens Vækst, der havde muliggjort en
Forfølgning af Straffesager fra det Offentliges Side
og derved bidraget til, at den private
Slægtshævn var forsvundet. Mest konservativ og mest
national havde Udviklingen været inden for
Privatretten. Det var særlig inden for denne, at
det fik Bet., at Romerretten ikke reciperedes.
Naar dansk tilligemed anden nordisk Privatret
endnu i Nutiden indtager en Særstilling bl. de
europ. Retsforfatninger, skyldes det netop den
Omstændighed, at hverken Romerretten eller
Feudalismen nogen Sinde helt forandrede dens
opr. Grundpræg.
II. Tiden 1660-1849. En ny Periode i
den danske Rets Historie, begynder i Slutn. af
17. Aarh. For det første lider det danske
Retsomraade ved denne Tid en væsentlig
Indskrænkning, idet Afstaaelsen af de skaanske
Prov. ved Freden 1658 forholdsvis hurtigt fører
til sv. Rets Indtrængen i Landsdelene Ø. f.
Øresund, og ogsaa Sønderjylland fra nu af
ophører at være delagtig i den danske
Retsudvikling. Allerede i Middelalderen var den
sønderjyske Lovgivning som Følge af
Lovgivningsmagtens Overgang til Hertugen slaaet ind paa
egne Veje, og dette blev endnu mere Tilfældet
efter Hertugdømmets Deling under Kristian III.
Endnu i 16. og 17. Aarh. blev dog fl. af de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
