Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Noreen, »Gesch. der nord. Sprachen«, 3. Oplag
[1913]).
En Paavisning af, hvorledes det danske Sprog
i det enkelte har udviklet sig efter Runeperioden,
er meget vanskelig, da vi saa at sige helt
mangler Optegnelser paa Dansk fra Tiden mellem
Midten af 11. og Slutn. af 13. Aarh.
Selv Runestenene fra denne Tid er meget faa;
bl. de mærkeligste kan nævnes en Sten fra
Tillise paa Lolland (Slutn. af 11. Aarh.) og den
Skaanske Åsum-Sten (c. 1210), rejst til Minde
om Ærkebiskop Absalon og Esbjørn Mule. Man
er saaledes især henvist til de Slutn., som kan
drages af Navnene i lat. Diplomer (det
ældste fra D. er dateret 6. Jan. 1135),
Nekrologier, Annaler, Krøniker o. desl. Af
særlig Vigtighed er den lundske Gavebog (udg.
af C. Weeke 1884-89), hvis ældste Haand
er fra Midten af 12. Aarh., idet Navnene ofte
har danske Bøjningsendelser: obiit Guthserc,
filius Agga; Ønder (»Øjvin«) presbiter o. s. v.
Navnene hos Sakse er derimod kun delvis
danske, da mange af dem er laante fra isl. Kilder
og gives i den norsk-isl. Form. Indskrifterne
paa de ældste danske Mønter, hvoraf nogle
er skrevne med Runer, er ofte Uforstaaelige
p. Gr. a., at Ordene er stærkt forkortede. (Litt.:
O. Nielsen, »Olddanske Personnavne« [1883]; A.
Olrik, »Kilder til Sakses Oldhistorie«, I [1892]).
En virkelig Litt. paa Dansk faar vi først
omkring Aar 1300, c. 100 Aar efter de ældste isl.
Haandskrifter. Hvad Indholdet angaar, er
den ret ensformig, da den især bestaar af
Optegnelser af de gl. danske Landskabslove. Af
Lovhaandskrifterne er eet (codex runicus af
Skaanske Lov) skrevet med Runer (men
afskrevet efter et Haandskrift med lat. Bogstaver), de
andre med lat. Bogstaver. De vigtigste af
Lovbøgerne er: Skaanske Lov og Skaanske
Kirkelov (udg. af P. G. Thorsen [1853] og
Schlyter, »Skånelagen« [1859]), to
sjællandske Love (der med vilkaarlige Navne kaldes
resp. Valdemar’s og Erik’s Love) samt
Sjællandske Kirkelov, Jyske Lov
(udstedt af Valdemar II 1241) (alle udgivne af
P. G. Thorsen, »D.’s gamle Provinslove« 1852
- 53) og Flensborg Stadsret (udg. af
Thorsen, »Stadsretter for Slesvig, Flensborg
o. s. v.« [1855]). Næsten lige saa gamle er
nogle Lægebøger: »Harpestreng« (udg. af
Marius Kristensen 1908) og en lidt yngre dansk
Lægebog, det Arna-Magnæanske Haandskrift
Nr 187, 8vo, udg. af Saaby (1886); et Par
Brudstykker af Legender o. desl. er udg. af
Brandt (Gammeldansk Læsebog, S. 56) og i
Transactions of the Cambridge Philological
Society (1902). Spredt ind i latinske
Diplomer o. desl. findes desuden en Mængde danske
Ord (f. Eks. i »Ribe Oldemoder«, udg. af O.
Nielsen [1869] og »Testamenter fra D.’s
Middelalder«, udg. af Kr. Erslev [1901]); først og
fremmest gælder dette om Kong
Valdemar’s Jordebog (udg. af O. Nielsen, 1873),
som med sine Tusinder af Stednavne, der
næsten altid gives i rent dansk Form, i Reglen er
den ældste Kilde, hvortil danske Stednavne kan
føres tilbage (Joh. Steenstrup, »De danske
Stednavne« [1908]).
Det Sprog, som kendes fra de nævnte Skr,
kaldes mest passende ældste-dansk. Det
afviger kendeligt fra det samtidige norsk-isl.
og skiller sig ligeledes paa en Del Punkter fra
det ældste Svensk, som det dog i det hele staar
meget nær. Ældste Dansk er dog ikke noget
ensartet Sprog; der har inden for det danske
Sprogomraade udviklet sig fl. Dialekter, som
mere ell. mindre stærkt præger alle Datidens
Skr; der gaves f. Eks. ikke noget fælles
Retssprog, men hver af de gl. Landskabslove er
skrevet i sin Sprogart, der henh. bærer et
skaansk, et sjællandsk eller et jysk
Præg.
Som Prøver paa Lovsproget fra de forsk.
Landsdele kan flg. Stykker tjene:
I. Af Skaanske Lov (efter
Runehaandskriftet):
Kærær flatføring at han hauær æi sua got sum
hanum uar iattat, þa uiti bondæn þæt mæþ
tuiggia manna uitni ok tyltær eþe at han hafir
sua got sum han iattaþæ hanum, ællær
þingmæn uisæ til dughande mæn at latæ uite at
han hafir sua got sum han ma litæ at, uil han
æi logh se ok æi æftir goþræ mannæ asyn uiþær
uaræ, þa fare han bort ok kænni sialfum sæ ok
fa ængin pænning af þy ær han gaf, utæn han
uili atær til fare ok litæ at sliku sum han hafþe
førræ.
Oversættelse: Klager en Fledføring (en,
som har overdraget sin Ejendom til en anden
mod Optagelse i dennes Husstand) over, at han
har det ej saa godt, som der blev lovet ham,
da bevise Bonden det med to Mænds Vidnesbyrd
og »Tyltered« (12 Mededsmænd), at han har det
saa godt, som han lovede ham, ell. Tingmændene
skulle sende troværdige Mænd (»Dannemænd«)
derhen for at lade føre Bevis for, at han har
det saa godt, som han kan være tilfreds med;
vil han ej se Lov (modtage Ed af Modparten)
og ej være til Stede (blive, hvor han er) efter
gode Mænds Besigtelse, da fare han bort og
beskylde det sig selv (tage Skade for Hjemgæld)
og faa ingen Skilling af det, som han gav,
medmindre han vil drage tilbage dertil (til det Sted,
hvor han var) og være tilfreds med sligt
(saadant Vilkaar), som han havde før.
II. Det samme Afsnit lyder i Valdemar’s
sjællandske Lov:
Kærær flætføring at han hauær ey swa got,
som hanum var iat. tha witæ bondæ thet mæth
tyugge manne-witnæ oc tyltær eth, at han hauær
swa got sum han iatæ hanum, ællær thing men
wisæ til gothæ men at latæ witæ, at han hauær
swa got, at han ma litæ at. Wil han ey logh se
oc ey æftær gothæ men asyun withær wæræ,
tha faræ burt oc fa ækki af thet thær han gaf,
num thes at han vil aftær til faræ oc litæ at
slict sum han hafthæ førræ.
III. Af Fortalen til jyske Lov:
Mæth logh skal land bygiæs. æn wildæ hwær
man oruæs at sit eghæt. oc latæ mæn nytæ
iafnæth tha thurftæ man ækki logh with. æn
ængi logh ær æmgoth at fylghæ sum sannænd.
hwaræ sum man æuær um sannænd. thær skal
logh letæ hwilkt ræt ær. waræ æi logh a landæ
tha hafuæ hin mest thær mest mattæ gripæ.
thy skal logh æftær allæ mæn gøræs. at rætæ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
