Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Værker, især Karl Magnus, der findes i et jysk
Haandskrift fra 1480 og omtr. uforandret
blev trykt 1501; men 1534 udgav Kr.
Pedersen Krøniken i »rettet og forbedret« Skikkelse,
idet han fjernede alt, hvad han ansaa for
provinsielt ell. forældet. Vi træffer der bl. a. flg.
Rettelser (Kr. Pedersen’s Rettelser betegnes ved
Kursivbogstaver): wynne, winde; meg, mig;
tegh, dig; thet, det; tesse, disse; bloo,
blaa; skoghen, skouwen; sade, sagde; lade,
lagde; giore, giorde; megtuge, megtige;
hannum, hannem; sielff ell. sielffuer,
selff; thøm, dem; watneth, wannet;
øtken, ørken; wor gud (Flertal), wore guder;
all land, alle lande; brødher, brødere;
thyn ordh, dine ord; ether men, eders
mend; en ander, en anden; en man
wæpnedher, en mand vebnet; kam, kom; lass,
læsde; sam, sømede (d. e. svømmede); drap,
drabte (d. e. dræbte); fiøll, fait; tw ant, du
under; the brudhæ, de brøde; ydmykt,
ydmyghed; hælften, halff delen;
tredingen, tredye parten; Pippingh koningh,
kong Pipping; Neymys hertogh, hertug
Neymis; en søn som Karll hether, en
søn som heder Karl; mo ieg myth ryge
beholde, maa jeg beholde mit rige; so
meget gull han gider boret, saa meget guld
som han kan bere; wij orkæ at staa, wi
kunde staa; wordh bwndhen, bleff bunden;
worth wred, bleff wred; han nam, han
lærde; fogher, deilig; ransmen, røffuere;
løne, dølge; i thy, i det (i det samme);
teligen, saadan en; han otthæ, han hagde
(havde); rønnis, forsøgis; gørsømmer,
klenodie; pa stadhen, paa stand (straks);
bidhe, tøffue; orme kyn ok nature, orme
nature; myt hor hauer skift syn løtth,
mit haar haffuer skifftet sin farffue och lyd.
Skønt ogsaa andre Faktorer end
Aldersforskellen har bidraget til at frembringe
Afvigelserne mellem Sprogformen i de to Værker,
angiver de foretagne Ændringer dog i det hele
og store Retningen af den Udvikling, som
foregaar med Sproget i Beg. af 16. Aarh.
Et Skriftsprog med fæstnede Ordformer findes
endnu ikke. Man vakler mellem forsk.
Lydbetegnelser, snart bruges etymologisk
(traditionel) Stavemaade, snart fonetisk, der skrives
then og den, tig og dig, spørie, spørge og spørre,
følge, fylle og følle, uduele og wduellyæ,
laffde og lagde, haffde og hagde, skapt og skafft
(af at skabe), griffue, roffue (raabe), behaffuelig
o. s. v.; -æ og -e veksler i Endelserne (giøre
og giøræ); foran s og t bruges desuden ofte i:
gribes oc bort føriss, tyenniste, haffde wæridt,
Fiskene i Haffuit, it liwss. Hos samme Forf.
kan man finde Sprogformer som:
weyerstyggelighed og wederstyggelig, sielff og selff,
mennisker og menniske (som Flertal), aander og
wndhæ oendhæ, tegner og tegne (af »et Tegn«),
then mene mand og then menige mand o. s. v.
Dialekternes Indflydelse viser sig i Former som:
fløyende fowle, wutthæ (vogte), how och hiarthe,
en kiæld (Brønd) o. s. v.; men i det hele er
Dialektformerne ikke mange, maaske som Følge
af, at Forf. som unge kom rundt til Skoler i
forsk. Landsdele og ogsaa senere flyttede
meget om; Fynboen Hans Tavsen opholdt sig f.
Eks. til forsk. Tider i Antvorskov, Viborg,
Kjøbenhavn, Roskilde og Ribe. En Stræben efter
sproglig Fasthed er umiskendelig; især hos Kr.
Pedersen træffer vi en nogenlunde fast
Retskrivning og temmelig konstante Sprogformer;
særlig gælder det dog om det litterære
Hovedværk: Christian III’s Bibel, et Værk,
hvorom fl. af Datidens ypperste Forf. (især Kr.
Pedersen og P. Palladius) havde forenet deres
Kræfter, og hvor man med stor Omhu havde
stræbt at bruge en konsekvent Retskrivning
og at undgaa Dobbeltformer.
De vigtigste af de Ejendommeligheder,
hvorved Reformationstidens Sprog er forsk. fra
Nutidens, er flg.: De tre Køn adskilles endnu:
huercken ved Himmelen, thi hand er Guds
stoel, oc ey ved Jorden, thi hun er hans
Fodeskammel, oc ey om Jerusalem, thi det er en
stoer Kongis stad. En Del Ord, som nu er
Intetkøn, var da Fælleskøn (Hankøn ell.
Hunkøn): en skiold, en sted (smlg.: i Steden for),
støffuen paa iorden, veden til brendofferet, en
af dine Lemmer o. s. v. Genitiv af Substantiver
med efterhængt Artikel ender paa -ens eller
-sens: dieffisens ell. dieffuelens, mørkhedzens
engel, sandhedens wey, gaardsens, i Intetkøn
haves: barnsens, kødsens, vandens, Diursens
Mercke, lammens blod o. s. v.; Former som
barnetz, folcketz hører derimod til de største
Sjældenheder. Flertalsdannelsen er i
Alm. Nutidens; afvigende er f. Eks. lower, axer
(af »et Aks«), tho Spurrer, Reffue haffue
Graffuer, søllfhancker oc søllfknappe, manghæ
teghnæ, sodanæ wobnæ, andre Læbe, døtter, træ,
høye Bierg. I Ental bruges Endelsen -ere i
Ord som: en domere, stympere, bagtalere,
skiørleffwere, røffuere, tienere, arbeydere, mestere,
altere, svarende til Dommer, Stymper o.
s. v. Adjektivendelsen -er bruges kun sjælden:
en haarder sten, en feder grød, hun wor
føder (!). Intetkøn af Adjektiver paa -en ender
paa -et: christet, visset, it raadet træ, skiidhet
vand. Som Adverbiumsendelse bruges baade -ig:
trolig tiene, ønckeligh ildhæ, -ige: visselige,
kortelige, og (efter Plattysk) -igen: snarligen,
skammeligen, korteligen (se Adverbium).
De stærke Verber har ofte Endelsen -st i 2.
Person Fortid: ikke alene dw leest (du led), men
ogsaa: thu worst ell. wast, du lost (d. e. du lo),
ligeledes du tørst, derimod bruges endnu: du
wilt, skalt, kant, maat. Mange nu helt
forældede Flertalsformer findes i Fortid: de bunde,
funde, drucke, fulde paa knæ, hulde raad,
hudstruge; det hedder som oftest iegh halp og
haffuer hulpet, sjælden: iegh hialp og haffuer
hiolpeth. Enstavelsesformer i Præsens Ental
bruges ofte i Verber paa l, n, r, s: hand tall
(taler), fyll (følger), føel, Hanen gal, iegh meen,
ber, spør, Visdom opblæss o. s. v. I de svage
Verbers Fortidsbøjning bevares endnu mange
gl. Former: hun fødde, hand dømde, førde,
ledde (af lede: føre), lydde (adlød), de skiffte
hans Kleder, de velte en Sten faar dørren, hand
tagde stille, de tuingede hannem. I Præsens
Participium er Endelsen -es (is) alm.: det
lydendes oc leffendes Ord, Du lidet Troendis. Ogsaa
Konjunktivformer bruges meget: ligesom nogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
