Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skrivere, der fik Betaling i Forhold til det
Dokuments Størrelse, som de skrev. Især i
Slutn. af 16. Aarh. finder man en urimelig Brug
af overflødige Bogstaver, f. Eks. thiill (til), kodtt
(kaad), wlldtt (Uld), skalldtt (han skal), huiss
(Hus), szelluff (selv), ind thember mandtt (en
Tømmermand), szynndtt (Sind), mynne suyndtt
ell. szuind (mine Svin), Handtt er icke werdtt
in szuer sziild (Han er ikke værd en sur Sild)
o. s. v.; af lgn. Art er Stavemaaden i de fleste
af de gl. Folkevisehaandskrifter. Endnu værre
bliver Forholdet, naar vedk. Skriver (ell. Forf.)
var mindre øvet i Pennens Brug, da kan vi faa
hele Gaader som flg. (af Breve fra Peder Okse’s
Hustru, Mette Rosenkrantz [1571 ff.]):
du haffuer vueærrde møgde eylle ttyl pass
(været meget ilde til Pas), belyffue ssuag (blive
svag); dinne vuge skal bet. »dine Veje«; god
gerreæss gan ttil ditt kvug er lig »god
Græsgang til dit Kvæg« o. s. v. En Del bedre er
Stavemaaden i Dokumenter fra 17. Aarh., som
det vil fremgaa f. Eks. af flg. Brev fra
Christian IV til Ellen Marsvin: »Keere Ellen, Ieg
glemde vdi myn siiste skriffuelsse at skriffue
dig tiill, At ephterdi den datter, kyrsten nu fyck,
med ded første endeligens skall kriistniss och
dertill bediss fadder, Och ieg inted mig
errindrer, huem tilforn fadder uerrid haffuer, Saa
skaldtu mig med ded første laade uyde, huem
man kan bede, huorpaa syden barsselid skall
anordniss. Befalendiss dig hermed gud y
himmelen. Aff krempe den 11 Septem: Anno 1629.
Christian«.
Efterhaanden opgav man dog denne stærke
Sammenhobning af Bogstaver; men hvor langt
selv højtstaaende Personer i Slutn. af 17. Aarh.
var fra at kende til Retskrivning i Nutidens
Forstand, vil kunne ses af efterfølgende Brev
fra Baronesse Birgitte Trolle til
Griffenfeld (1672): »Vforanderlige lille goven. Jeg haffer
nu til dato fat 3 aff hans kierkomne breffue
siden vi skildes ad, hvorfor jeg saa huldeligen
taker. Jeg gik ike i Seng i Mandags Afften før
en Klokken 11, mit bud kom fra Ons (Odense)
med breffe fra lille go ven. Jeg bekender ieg
har vert noget forsømlig, skal intte ske tiere
... Din lille go ven lider gud ske loff vell,
fattis inttet uden hindis beste venn er for langt
bort, som ieg saa inderlig som mig selff befaller
i gud den højestes beskermelse ... Aff mitt
Resdens den 30. ottob. 72«. I andre Skr, f. Eks.
Jammersmindet, træffer vi en forstandigere
Stavemaade; men »konsekvent Retskrivning« er
der ikke Tale om.
Et helt andet Udseende har Stavemaaden i
de trykte Bøger; ikke alene af Hensyn til
Tydelighed, men ligefrem af økonomiske
Grunde maatte Trykkerne, der ofte ogsaa var
Forlæggere, staa som Modstandere af Skrivernes
»Retskrivning«; vel bruges langt ned i Tiden
mange overflødige Bogstaver, som i haffue,
offte o. s. v.; men i det hele er Retskrivningen
i de trykte Bøger meget bedre end i
Haandskrifterne. Som Prøve kan tjene flg. Stykke
af Birgitte Thott’s Fortale til Seneca (1658):
Mit Raad var derfore dette, at mand elskede
Forstand høyere end Edelsteene; som kun gifve
en falsk Glands fra sig i den Sted Dydens og
Vjszdommens Skin er herligt, som Solens Lius,
oc at mand holt det for sømmeligere at smycke
sin Siæl med Dyd oc Fornuft, end at pryde sit
Legeme med kostelige Klæder: til hvilcket at
naae oc erlange, acter jeg disse Senecæ, med
fleere fornemme lærde Mænds Skrifter, et
meget nyttigt Middel at være; udi hvis Læsning
det var at ynske, en Deel af den Tjd maatte
anvendis, som u-nyttig af mange oc skammelig
af somme fordrifvis.
Som oftest har Bogtrykkerne utvivlsomt selv
sørget for Retskrivningen i de Bøger, de trykte,
og de rettede sig i den Henseende temmelig
nøje efter Brugen i Tyskland, saa vidt det lod
sig gøre. En meget iøjnefaldende Afvigelse
mellem Retskrivningen i de skrevne og de trykte
Kilder er, at de fleste haandskrevne Værker
bruger smaa Begyndelsesbogstaver
i alle Ord (ofte endogsaa i Navne), medens man
allerede i Reformationstiden begynder i trykte
Bøger (f. Eks. Christian III’s Bibel) at betegne
Substantiver ved store Begyndelsesbogstaver;
dog opnaas der selv i omhyggelig behandlede
Værker ingen Konsekvens, idet mange
Substantiver (især korte Ord som haand, mact, time
o. s. v.), skrives med smaa Bogstaver, og stundom
kan ogsaa andre Ord end Substantiver
fremhæves ved store Bogstaver, f. Eks. i Christian
V’s danske Lov: »Ingen skal Dømme imod den
Lov, som Kongen giver, men efter den skal
Landet Dømmis og Rettis«. — En stor
Indflydelse paa Retskrivningen fik Grammatikerne i
17. Aarh. (særlig Pontoppidan og Peder
Syv); af dem anbefaledes f. Eks. Stavemaaden
og (for oc, och), Brugen af j som Konsonanttegn
(jeg for ieg), Indskrænkning af de overflødige
Bogstaver (skrive for skriffue), en konsekventere
Vokalfordobling (endogsaa stood, døød o. s. v.)
m. m.; men end ikke Grammatikerne evnede at
gøre Retskrivningen i deres egne Værker
konsekvent i Nutidens Forstand.
Ved Bedømmelsen af Sproget i 16. og 17.
Aarh. maa man først tænke paa den Rolle,
som Dialekterne spillede. Litteratursproget
fik efterhaanden et — i Forhold til de
foregaaende Aarh. — mere ensartet Præg, men det
varede meget længe, før det fik nogen
synderlig Indflydelse paa Talesproget, og selv mod
Slutn. af 17. Aarh. har sikkert de allerfleste
talt Dialekt. Af opbevarede Anekdoter ved vi
f. Eks., at den mat. Prof. Longomontanus (d.
1647) sagde a i St f. jeg, en jysk Adelsmand
c. 1650 kaldte sig Jerrik for Erik; en Del af de
underlige Stavemaader, man finder i Mette
Rosenkrantz’ Breve, forklares af, at hun har talt
bredt Sjællandsk (Peær for Peder, saaren for
Sorgen, eud for ud, kiel for Kedel o. s. v.);
utvivlsomt har ligeledes Birgitte Trolle talt
Fynsk (hun skriver Ons ell. Onse for Odense,
goven for gode Ven o. s. v.). Et Talesprog,
der rettede sig efter Skriftsproget, har i lange
Tider næppe lydt paa stort fl. Steder end i
Kirken. Fra Slutn. af 17. Aarh. har vi dog
Udtalelser om, at Folk fra Provinserne »tracte
effter Kiøbenhaffn, hvor Sæderne oc Sprocket er
ypperligst« (Gerner).
Den Udvikling, som foregaar med
Skriftsproget i 16. og 17. Aarh., er af to Arter, en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
