Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
haver intet forsög giort paa tragœdier. Jeg haver
ei eller inclination dertil: thi ieg væmes ved
alt hvad som er affecteret, og ligesom satt paa
stylter; dog dömme mange af de hoitravne
Scener, som findes udj den tragicomœdie, kalden
Melampe item af min »Metamorphosis«, at ieg
til saadant arbeid haver beqvemhed: men ieg
haver stedse undslaaet mig derfor; og nu udj
denne min höie alder finder ieg mig ubeqvem
saavel til saadant som andet arbeide af
hovedbryden. Rolighed tiener mig nu best, og ingen
kand fortænke mig, om ieg efter saa mange
aars stedsvarende arbeid söger lidt hvile.
I den trykte Udg. af Epistlerne har Stykket
flg. Udseende: »Man seer saaledes, at jeg har
udarbeydet over 30 Skue-Spil, hvilke alle er
udi Brug, og ofte paa Skue-Pladsen igientages.
Jeg haver intet Forsøg giort paa Tragoedier,
jeg haver ey heller Inclination dertil: Thi jeg
væmmes ved alt det som er affecteret, og
ligesom sat paa Stylter; Dog dømme mange af de
høytravne Scener, som findes udi den
Tragi-Comoedie, kaldet Melampe; Item af min
Metamorphosis, at jeg til saadant Arbeyd haver
Beqvemhed: Men jeg haver stedse undslaaet mig
derfor; og nu udi denne min høye Alder finder
jeg mig ubeqvem, saavel til saadant som andet
Arbeyde af Hoved-Bryd. Roelighed tiener mig
nu best, og ingen kand fortænke mig, om jeg
efter saa mange Aars stedsevarende Arbeyd
søger lidt Hvile«.
Tilsvarende Afvigelser findes mellem Holberg’s
Manuskript til Heltehistorierne (i Kria
Universitetsbibliotek) og den af Høpffner trykte Udg.
[1739]).
Det var ikke alene m. H. t. Retskrivningen,
Sproget paa Holberg’s Tid »fluktuerede«. Den
Usikkerhed i selve Sprogformerne, som havde
udmærket de foregaaende Tidsrum, var endnu
til Stede, vel ikke i saa høj Grad som tidligere,
men dog tilstrækkelig til at være Holberg
ubehagelig. Endnu stredes i Sproget gammelt og
nyt, Skriftsprogs- og Talesprogsformer,
Østdansk og Vestdansk m. m., i en langt højere
Grad, end Nutiden kender til. Man finder f. Eks.
i Holberg’s Værker bl. a. svemme og svømme,
fegte og figte, kieppes og kappes, Datter og
Dotter (Daatter), en Laas og et Laas, en Sted
og et Sted, een af mine Lemmer og et af mine
Lemmer, Verden hun og Verden den, udfodre
og udfordre, tvivle og tvile, et Stift og et Stikt,
Penger og Penge, Lover og Love, Havner og
Havne, Huuser og Huuse, Fæderne og Fædrene,
galen og gal (gall), stille og still, straxen og
strax, ieg haver og ieg har, ieg giver og ieg
gir, hand meen og hand meener, hand miste
og hand mistede, læsede og læste, hand satt og
satte, besæt og besat, de funde, de fandte og
de fandt, du est og du er o. m. a. Valget
mellem disse forsk. Sprogformer er ligeledes for
Holberg et »ortografisk« Spørgsmaal. Hans
Standpunkt i slige Tilfælde er i Alm. det, at
han, i det mindste teoretisk, forkaster de rent
forældede Former; du kandst, du est o. s. v.
erklærer han for »en særdeles bizarre
anomalie«; de »selsomme« Genitiver Hiertens,
Menneskens, Dødsens, Kiødsens o. s. v. er han
»meget villig at give deres Pass og Afskeed«, han
retter en Skabere til skaber, frelsere til frelser;
han foretrækker Imperativen staa for statt;
Dotter anser han for rigtigere end Datter p. Gr. a.
Flertalsformen Døtre. Men som oftest stod
Holberg raadløs over for de forsk. Sprogformer:
»mand kand fast disputere sig ihiel derpaa«, om
man skal bruge den ene ell. den anden,
»saalænge vi ingen Authentiqves Grammaires eller
Lexica have, som kand løse Knuden«. Særlig
stor Usikkerhed i det sproglige følte Holberg
p. Gr. a. sin norske Fødsel; et temmelig
norskfarvet Dansk har sikkert været den
Sprogart, som faldt ham naturligst. I sine første
Værker bruger han ogsaa en Del for Danske ret
afstikkende Norskheder: Byser (norsk Bysa, et
Slags Fartøj); Vær-Fader (senere rettet til
Svigerfader); see hvilcke haarde Togter (Tider,
Tilstande), jeg arme Mand staar ud!; min
Mad-Bomme (Madkasse); Hvor kommer du ifra?; den
Gek, den Fleske-Fante; vande (vrage) den
søde Mad; han rimer tage paa Mage (Mave)
o. s. v.; men en Del af disse Norvagismer, der
af hans Samtid maatte opfattes som
Provinsialismer, fjernede han senere. I 1. Udg. af »Peder
Paars« (1719) hedder det saaledes: »Men Avind!
Langt ifra at faa din Villie frem«, i den
saakaldte 3. Edition (1720) bliver det til: »Men
Avind! Langt fra at du fick din Villie frem«;
ligeledes rettes »helst siunger han kun slet« til
»han siunger ellers slet«, og i Fortalen til
»Peder Paars« (1720) oplyser Holberg os om, at
Rettelserne er foretagne, fordi Folk havde
erklæret disse Ord for ikke at være danske.
I alle Holberg’s Skr bærer hans Sprog dog et let
norsk Præg; som en Norskhed bør man i de fleste
Tilfælde opfatte hans Forkærlighed for -er som
Flertalsendelse i Substantiverne, og i det
mindste i Slutn. af hans Levetid virkede saadanne
Flertalsformer utvivlsomt stødende paa
danskfødte, hvad man ser af et Eksempel af 1. Udg.
af Holberg’s Danmarkshistorie, hvori det
Høpffner’ske Bogtrykkeri (ikke, som man har ment,
Holberg selv) har foretaget mange
»orthographiske« Rettelser, som indførtes i 2. Udg. af
Værket; bl. a. rettes der stadig Dager til Dage,
Kriger til Krige o. desl.
Men var Holberg end ude af Stand til at løse
de »orthographiske« Vanskeligheder, som
Sproget gjorde ham, saa løste han med sikker Haand
de Knuder, som det uuddannede Sprog frembød
for alle andre. »Hvad Rasmus Bartholin allerede
for et halvt Aarh. siden havde antydet som den
højeste Trang for Nationen, at frigøre Tanken
og dens Udtryk fra det døde Sprogs
udelukkende Herredømme og den akademiske Lærdoms
Monopol, dette iværksatte Holberg, saa vidt det
for een Mand var muligt« (Molbech). Baade for
den komiske Poesis og populære
Videnskabeligheds Vedk. uddannede han Sproget, saaledes at
Stof og Form, det fattelige Indhold og den lette,
levende Stil nøje svarede til hinanden.
M. H. t. Dialogen i Komedierne er hans Kilde
aabenbart Datidens danske Talesprog,
og uden at gøre Forsøg paa at skrive virkelig
Dialekt forstod han at gengive det mest
karakteristiske ved kbhvn’ske Smaaborgeres og
Tjenestefolks, sjællandske Bønders og jyske
Proprietærers Tale. Hvor Holberg derimod skal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
