Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Laale«, en Skolebog med lat. og danske
Ordsprog.
Opbyggelse og moralsk Belæring, sammen
med et svagere underholdende Element, er
Grundtrækkene i denne Tids Litt. Af
Renais-sancen mærkes kun sjælden en Luftning.
Fynboen Claudius Glavus skrev den første
videnskabelige D.’s Beskrivelse (c. 1426), men blev
kun læst i Sydeuropa. I D. er Morten Børup
den første Foraarssvale; han digtede kvikke
lat. Viser for Skolepiltene i Aarhus og lærte
dem Fastelavnsspil; fl. af Reformatorerne var
hans Lærlinge. Da Bogtrykkerkunsten kommer
hertil, fremkalder den ingen ny Litt.; men den
indvandrede Nederlænder Gotfred af Ghemen
trykker den foreliggende danske Litt. af alle
Arter (1495-1510). Saaledes finder Rimkrønike
og Lovbog Vej til Borgermandens Hylde; og
Adelsfruer begynder først nu at opkalde deres
Døtre efter Blanceflor i Romanen. A. O.
3) Renaissancebevægelsen naaede D. sent og
i svage Dønninger. Den standsedes af en
kirkelig Bevægelse, Reformationen, der i sig
optog Renaissancens Trang til Frigørelse. Men
Vejene, ad hvilke dette naaedes, var ganske
forsk. i N. og i S. Medens Studiet af den
klassiske Oldtid for de romanske Lande blev en
Genfødelse af Folkets gL. Liv, svandt dette
Studiums nationale Bet. mere og mere, jo længere
mod N. det naaede. Men ved Siden af den
videnskabelige Bevægelse gik Borgeres og
Bønders Rejsning. Reformationen, der vilde bruge
Folkets Sprog og hævde Folkets Ret til af
forstaa, var da i Virkeligheden en Renaissance for
de nordiske Folk. De to Bevægelser: den
videnskabelige og den folkelige, blandedes hos
enkelte sammen. Christiern Pedersen
udgav saavel Bøger for de Lærde og den
studerende Ungdom som for det hele Folk. Hans
Udg. af Sakse er betegnende for hans dobbelte
Interesse: for Sakse’s »ædelig god og dybe
Latine« og for »de mange store underlige
manddommelige Gerninger, som danske Mænd
bedreve over al Verden i forne Tid mere end
noget andet Folk«. Han hørte til den ældre
Tid, der var modnet, før Luther traadte frem,
men han fulgte ham dog. Saa let gik det ikke
for hans Samtidige Povl Helgesen, i hvem
det gL. og det ny brødes paa en Maade, der
er saare betegnende for denne Overgangstid.
Han var højt dannet og fulgte i meget den
lærde Erasmus Rotterdamus. Som denne blev
han skræmmet af Luther’s Voldsomhed og blev
til sidst Reformatorernes hidsigste og p. Gr. a.
sit bidende Vid og sin store Begavelse tillige
farligste Fjende. En Modsætning til den smidige
og vittige Munk er Hans Tavsen’s
bredskuldrede og støtte Personlighed. Uden at vakle
fulgte han Luther, den unge Slægt staar den
ny Tid nærmere. Til ham sluttede sig en Kreds
af Mænd, der bar Reformationen frem ved
Gerning og Ord. En overvejende Del af denne
Tids Litt. var Stridsskrifter, der enten
grupperede sig om de hist. Begivenheder:
Reformationen i Malmö, Herredagen i Kbhvn 1536,
ell. om de store Hovedspørgsmaal Præsters
Ægteskab, Messen o. s, v. Tonen i disse Skr er,
som man kan vente den i en Tid, hvor der ikke
er Stunder til at vælge og vrage sine Ord. Der
er noget ejendommeligt stærkt og sundt over
denne Polemik, en vederhæftig Ubehjælpsomhed
og en kraftig Komik. Til disse Stridsskrifter
sluttede sig en Del Viser og Satirer, mest
overs. og bearbejdede. Højest staar »Dialogus
om den syge Messe«, en lokaliseret Bearbejdelse
af Berner-Digteren og Maleren Manuel’s
meget udbredte Satire, og »En Historie om Peder
Smid og Atzer Bonde«, der rimeligvis er
original. Den beundres med Rette for sin faste
Plan og det livlige Interiør, den opruller. Den
lille Komedie giver uden Tvivl et rigtigt
Billede af mangen Samtale, som den faldt, ved
Ølkruset ell. Kortspillet, Mand og Mand imellem.
En vigtig Del af Reformatorernes Virksomhed
var Udgivelse af Bibeloversættelser
og Salmebøger. Alle Reformationens Mænd
har været virksomme paa dette Omraade:
Hans Mikkelsen, Christiern
Pedersen: det ny Test. 1529, Hans Tavsen: de
fem Mosebøger (fra Hebraisk), Christian
III’s Bibel 1550, ved Chr. Pedersen og
gennemset af n. Hertil slutter sig en Række Overs.
af David’s Salmer, Katekismer o. s. v.
Salmedigtningen er delvis original, delvis en
Bearbejdelse af gl. Salmer og Overs. fra Tysk.
Fælles for disse Salmer er en jævn, naturlig
Tone. Hos fl. Forf. findes en tydelig Lighed
med Folkeviserne. Den første Salmebog udkom
1528 i Malmö ved Klavs Mortensen og
fulgtes af ny Udg. ved Chr. Pedersen og Hans
Tavsen, indtil Hans Thomissen 1569
samlede de hidtil digtede Salmer og føjede ny til.
Den betydeligste Digter var Hans
Kristensen Sthen, der skrev i Slutn. af 16. Aarh.
Da saa Reformationen havde sejret, gjaldt
det om at føre alt det, man havde kæmpet for,
ud i Praksis. Den frejdige og sunde Glæde over
Livet, der var det bærende i Tiden, faar intet
Sted et bedre Udtryk end i Peder
Palladius’, Sjællands første evangeliske Biskops,
Visitatsbog. Ved sin ægte Veltalenhed,
indtagende og troskyldige Humor og stundom helt dram.
Anskuelighed bærer denne Bog Bud om det
bedste i Reformationstiden. Friskheden blev
ikke af lang Varighed. Da Reformationen
skulde til at bygge op, rejste den en ny Bygning,
der ragede lige saa truende ud over sin
Menighed, som den papistiske Kirke havde gjort.
Der opstod teol. Videnskabsmænd, som
granskede Skriften, og øvede Systematikere, der
sammenfattede de indvundne Resultater i kunstige
Systemer. Univ., der havde været lukket under
Krigen, genaabnedes 1537; det ordnedes af den
indkaldte Tysker Bugenhagen, indrettedes efter
tysk Mønster og fremelskede en teol. Videnskab,
som havde sin Rod i Granskerens Celle. Nu
førtes Diskussionen ikke mere paa Torvet, men
i Høresalene og Studerekamrene, og
Skolastikken skød atter sine blege Blomster. Hermed
fulgte Ufordragelighed over for anderledes
tænkende. Var den evangeliske Tro den rette, saa
var det en Pligt at bibringe alle den, og vilde
de ikke tage ved med det gode, saa havde den
herskende Kirke Midlerne til at tvinge. Det er
farligt at sejre. Den lutherske Kirke blev
intolerant i det Øjeblik, den havde den verdslige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
