Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
medvirkede, og tillige for Udsmykningen af
Universitetets Forhal med Freskomalerier (1844
-53), af hvilke Hilker udførte den
ornamentale Del og Constantin Hansen
Figurbillederne over Emner af den gr. Mytologi.
Denne store Dekoration blev det sidste og det
mest udprægede Værk af den antikiserende
Retning: Const. Hansen’s Opfattelse af Mytologien
er strengere, lærdere, objektivere end de
Ældres. Det er udført som Freskomaleri, og det
var denne Kunstnergruppe (Bindesbøll, Hilker
og Const. Hansen), som havde indført Teknikken
i nyere dansk Kunst; de senere Maleres store
Billeder paa Muren har mest været malede i
Oliefarve, saaledes de hist. Malerier i Univ.’s
Festsal, hvis Udsmykning som Helhed dog er
langt mindre ejendommelig og gedigen end
Forhallens.
Nogle Aar efter Freund ankom til Rom en
anden dansk Billedhugger, der fik en betydelig
Fremtid, nemlig Sønderjyden H. V. Bissen.
Indtil Aarh.’s Midte tilhørte han aldeles den
Gruppe af Kunstnere, som samlede sig om
Thorvaldsen og fulgte hans Retning, og udførte
mange fremragende Arbejder over Emner af gr.
Mytologi, bl. a. den kolossale Frise til
Christiansborgs Riddersal: Ceres’ og Bacchus’
Triumf (ødelagt ved Slotsbranden 1884). Men hans
Livs senere og betydningsfuldere Del tilhørte
overvejende den ny nationale Retning, hvorfor
vi i det flg. genoptager hans Navn. Bl. de
Billedhuggere, som for Resten sluttede sig til den
Thorvaldsenske Gruppe, bør erindres den
begavede Medaillør Chr. Christensen.
Vi vender tilbage til den Tid, da Thorvaldsen
vandt sine første Laurbær ude i den store
Verden. Hjemme i hans Fædrelands lille Verden
var det en kummerlig Periode for Kunsten, ikke
alene p. Gr. a. økonomisk Elendighed og
nationale Ulykker, men ogsaa fordi der
manglede betydeligere ledende kunstneriske
Kræfter. Den gl. Stok fra Slutn. af 18. Aarh. var
næsten uddød, og hvem skulde tage Arv efter
den? Om Bygningskunsten har vi allerede talt,
og om Billedhuggerkunsten i D. paa den Tid
er der intet at sige. I Malerkunsten var der
vel spredte, ret begavede Kræfter som
Blomstermaleren C. D. Fritzsch og Dyrmaleren
C. D. Gebauer, der nærmest havde taget
Cuyp til Forbillede. C. A. Lorentzen skulde
gælde for Historiemaler, men havde intet at
betyde; snarere kunde man knytte
Forventninger til C. G. Kratzenstein Stub, der
rigtignok ikke havde megen Kraft og Marv,
men ingenlunde manglede Aand og
Kompositionstalent; imidlertid døde han tidlig, 1816.
Men s. A. vendte Maleren C. W.
Eckersberg, Slesviger af Fødsel, hjem efter et
fleraarigt Ophold i Udlandet. I sin Ungdom i D.
havde han været Elev af Abildgaard, derefter
i Paris af Louis David, og i Rom havde han
levet i stadig Omgang med Thorvaldsen. Alt
dette lovede jo en Idealist, en klassisk Maler i
stor Stil. Men det var der i D. paa hin Tid ikke
megen Brug for; og selv om der havde været
det, havde Eckersberg dog ikke været den rette
Mand. Det blev vel en stor Fordel for hans
lange Virksomhed som akademisk Lærer -
han blev Prof. 1817 og døde 1853 -, at han
var udmærket grundig indøvet i Fremstillingen
af den nøgne menneskelige Figur; men i hans
egen produktive Virksomhed kom det ham kun
lidet til gode. Hans Virksomhed som
Historiemaler indskrænkede sig næsten kun til nogle
Altertavler og nogle officielle Billeder af de
danske Kongers Historie til det ny
Christiansborg. Han havde kun ringe Fantasi; derimod
havde han overordentlig Kærlighed til
Realiteter, som han saa med sine legemlige Øjne;
hans Anlæg gik nærmest i samme Retning som
de gammelnederlandske og gammeltyske
Realisters (van Eyck’s, Holbein’s). Han var
ypperlig til at portrætere Mennesker og Naturen,
grundig og utrættelig i Studiet af Forbilledet,
fuldendt redelig og samvittighedsfuld i
Gengivelsen, som vel ikke er fri for noget
malerisk Pedanteri, men dog paa en højst
velgørende Maade er gennemtrængt af Malerens
personlige Følelse, hans stille Varme for sit
Emne. Hans maleriske Stil bevarede hele hans
Liv igennem Præget af hans fr. Mester Louis
David’s Skole med dens klare, renlige,
nøgterne, prosaiske Farve, dens forstandsmæssige,
grundige og sanddru Redegørelse for alle
haandgribelige Ting og alle faste Former; det
var en stram kunstnerisk Eksercits, som
minder om det fr. Militærdespoti og passer godt
til Frederik VI’s Periode i D. Det bedste,
Eckersberg har givet, er vel hans
Arkitekturbilleder, hans smaa og faa Landskaber og hans
heller ikke store, men talrige Søbilleder; han
holdt fra Ungdommen meget af at færdes paa
Søen og indførte Sømaleriet i dansk Kunst.
Ved disse Naturbilleder gjorde han Epoke i
dansk Malerkunst; medens al tidligere
Skildring af den danske Natur havde været
aabenbart paavirket af de gl. holl. Malerier, er
Eckersberg’s aldeles selvstændige og udmærker
sig ved en fuldendt Renhed, en
camera-obscura-agtig Natursandhed i Farven, som næppe
senere er naaet - det skulde da være af hans
egne bedste Elever. For Sømaleriets Skyld
kastede han sig ind i grundige perspektiviske
Studier.
Da Eckersberg forenede en ualmindelig
Skoledannelse som Maler med et Kunstnersind, der
forholdt sig fuldkommen loyalt til
Naturstudiet, havde han Betingelser for at blive en
ypperlig Lærer. Hans Kollega ved Akademiet, J.
L. Lund, stod baade som Kunstner og som
Lærer, til Trods for sit mere idealistiske Sving,
afgjort tilbage for ham og drog ikke de Yngre
til sig. Derimod stiftede Eckersberg Skole i
væsentligere Bet., end det kan siges om nogen
anden dansk Maler; og endnu længe efter hans
Død udgjorde den fra ham stammende
Tradition Grundpræget i dansk Malerkunst. Hvad
Eckersberg lærte sine Elever, var kun et
Grundlag; han indøvede dem i sin simple og
retskafne Teknik og gav dem ved Eksempel og
Lære Anvisning paa at se ganske lige og
uforbeholdent paa Naturen. Mere krævede han ikke;
og hvad de for Resten vilde bruge deres Kunst
til, lod han være deres egen Sag; han vogtede
sig overhovedet for al Tvang over deres
Individualitet. Men det intensive Naturstudium, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
