Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 2) 1241 - 1660
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tyskland. Den 12-aarige Hertug Valdemar
af Sønderjylland blev nu Konge (1326-30)
under sin Morbroder Grev Gert’s Formynderskab,
og denne forlenedes med Hertugdømmet (jfr.
Constitutio Valdemariana), ligesom ogsaa de
andre Hjælpere belønnedes med Dele af Riget.
Der udbrød vel hurtig Oprør mod den ny
Magthaver, og Christoffer vendte atter tilbage 1329,
men gjorde kun ondt værre, og da han døde
1332, var Riget i en fuldstændig
Opløsningstilstand, der var forberedt ved Erik Menved’s
Pantsættelser og nok saa meget skyldtes
Adelens ubændige Frihedstrang som Kongens
Uduelighed. Øst-Danmark til Store Bælt var i
Hænderne paa Grev Johan, medens Gert sad som
Panteherre i Jylland og Fyn. Han var
utvivlsomt den egl. Herre i den flg. kongeløse Tid,
da »Holstenerne herskede med megen
Ondskab«, og knuste med Lethed paa Taphede et
Forsøg, Junker Otto, Christoffer’s Søn, 1334
gjorde paa at vinde sit Fædrenerige tilbage.
Men hans Myndling Hertug Valdemar følte sig
trykket af hans Overmagt og underhandlede
hemmelig med Christoffer’s yngste Søn, Junker
Valdemar, og da Gert 1340 drog ind i Jylland
for at kue et begyndende Oprør, faldt »den
kullede Greve« i Randers for Niels Ebbesøn’s
hævnende Haand.
Forholdene ordnedes nu saaledes, at Grev
Gert’s Sønner pantemageskiftede Nørrejylland
med Sønderjylland, medens Junker Valdemar
blev Konge og ægtede Hertugens Søster Helvig,
der bragte ham den nordlige Del af
Nørrejylland i Medgift. Ud fra denne ringe Beg.
lykkedes det Valdemar Atterdag ved snilde
Underhandlinger og dristige Kampe at samle
det opløste Rige, hvis Provinser Ø. f. Sundet
endogsaa ganske havde løsrevet sig fra D. og
1332 givet sig ind under Sverige. Inden
Udgangen af 1346 havde han faaet Sjælland i sin Magt,
og 1348 erhvervede han det østlige Fyn; i
Mellemtiden var omtr. det halve Jylland blevet
indløst, Resten fulgte snart efter, og ved snild
Benyttelse af Sveriges opløste Forhold lykkedes
det ham 1360 at erobre de skaanske Landskaber
tilbage. Derimod solgte han den sidste af
Valdemar Sejr’s Erobringer, det fjerne Estland, til
de tyske Riddere (1346). Samtidig stræbte
Valdemar at genskabe en kraftig Kongemagt, der
kunde holde Adelen i Tømme og hævde Freden
og Retssikkerheden, bl. a. ved flittig Brug af de
kgl. Retterting. Ved talrige Inddragelser af
bortkommet Krongods skaffede han sin Magt et
solidt Grundlag, og paa Danehoffet i Kalundborg
1360 udstedtes en af Konge og Folk besvoret
Landefred, der var som Slutstenen paa hele
denne Bygning. Men de høje Skatter,
Indløsningen krævede, hvilede tungt paa det udpinte
Land, der desuden 1349-50 hærgedes af den
frygtelige Farsot »den sorte Død«. Og medens
Gejstligheden gik Haand i Haand med
Kongemagten, bøjede særlig den jyske Adel nødig sin
Nakke under det uvante Aag og sluttede sig
Gang efter Gang til Rigets Fjender. - 1360 var
saa godt som hele D. befriet; men Valdemar,
der alt tidligere havde optaget sine
Forgængeres Politik i Nordtyskland, begyndte nu paa en
dynastisk Erobringspolitik, idet han 1361
erobrede Gotland. Han kom herved i Strid med
Hansestæderne, til hvilke Visby hørte.
Ved Midten af 13. Aarh. var de hidtil kun for
Lübeck gældende Privilegier blevne udvidede
til de øvrige saakaldte vendiske Stæder, og
disses overmægtige Konkurrence havde hemmet
den danske Handel og forhindret Udviklingen
af en livskraftig Borgerstand, der havde kunnet
danne en Modvægt mod Adelen. I Beg. var
Kongen heldig og besejrede Lybækkerne ved
Helsingborg, men paa en Hansedag i Köln 1367
besluttede c. 70 Stæder i Fællesskab at angribe
D.; de fandt Understøttelse hos Nabofyrsterne
og den jyske Adel, og Kongen maatte forlade
Landet. Det lykkedes dog Rigsforstanderen,
Henning Podebusk, at slutte Fred med Stæderne
i Stralsund 1370, hvorved de som Garanti for
deres Rettigheder fik de Skaanske Slotte i 15
Aar. Kongen vendte derpaa tilbage og forstod
snart at udslette de fleste af Krigens Spor og
gøre de af Stæderne vundne Fordele ret
illusoriske. Hans Politik var nu væsentlig rettet
mod Sønderjylland, hvis sydlige Hovedslot
Gottorp endnu var i Holstenernes Vold. Hertug
Valdemar’s Søn, Henrik, overlod ham
Indløsningsretten til dette, og da Hertugen døde 1375,
var største Delen af Landet i Kongens Haand.
Faa Maaneder efter døde imidlertid Valdemar,
og Sønderjylland erobredes nu af de holstenske
Grever, hvem Dronning Margrete 1386 maatte
give det som arveligt Len.
Med Valdemar Atterdag uddøde Mandslinien
af Sven Estridssøn’s Æt; men det lykkedes hans
Datter Margrete at faa sin Søn Oluf (1375-87)
valgt til Konge under hendes
Formynderskab, trods stærk Modstand fra Valdemar’s
ældre Dattersøn Albrecht af Mecklenburg.
Margrete søgte først at vinde de skaanske Slotte
tilbage, og da det store Hanseforbund var
sammensat af meget uligeartede Elementer med ofte
indbyrdes modstridende Interesser, udleverede
Stæderne ogsaa Slottene, da Fristen var
udløbet. Hendes Politik tog nu Sigte paa et højere
Maal. Oluf var 1380 efter sin Faders, Hakon
VI’s Død blevet Konge i Norge, og 1388
hyldedes hun, der efter Sønnens Død var blevet
valgt til Rigsforstanderske i D. og Norge, af en
stor Del af den sv. Adel, hvem Kong Albrecht
ved sin egenmægtige Opførsel havde kastet i
hendes Arme. I Slaget paa Falen 1389 mistede
Kong Albrecht sit Rige, og paa et stort, fælles
Rigsmøde i Kalmar 1397 kronedes Margrete’s
Søsterdattersøn Erik af Pommern, der
forud var blevet hyldet i de enkelte Lande, paa
een Gang til Konge over hele Norden.
Sammesteds blev der truffet Aftale om en nærmere
Forbindelse mellem Rigerne, den berømte
Kalmarunion (s. d.), men nogen fuldgyldig
Statsakt udstedtes ikke herom.
Inden for Unionen maatte D. naturnødvendig
blive Hovedlandet. Dets Befolkning var lige saa
stor som de to andre Rigers tilsammen og
spredt over et langt mindre Rum,
Kongemagten var stærk og omgivet af en krigersk Adel,
der med Glæde gik ind paa Unionspolitiken,
som aabnede den Adgang til fede norske og
svenske Len. Thi hverken Margrete ell. hendes
Efterfølgere overholdt Bestemmelsen om, at kun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
