Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 2) 1241 - 1660
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nettoudbytte gik til Kongens Fadebur, paa den
anden Afgiftslenet, der svarede en bestemt
Afgift til Kronen, og Tjenestelenet, hvor
Lensmanden oppebar alle Indtægter mod at yde
Krigstjeneste. Disse sidste var efter Praksis
forbeholdte Adelen, medens Fadeburslenene til
Dels bestyredes af ufri Fogeder. Allerede Hans
havde overtraadt denne Regel, men Christian II
gik mere systematisk til Værks. 1513 laa af
Landets 155 Herreder kun 43 til Fadeburet,
1522 var Antallet steget til 62, og i mange
Tjenestelen var de højadelige Lensmænd afløste
af ufri ell. lavættede Fogeder, uagtet han i sin
Haandfæstning havde lovet Adelen ej at »drage
den nogen vanbyrdig over Hovedet«. Samtidig
søgte Kongen ved sine store Lovarbejder at
styrke Kongemagten bl. a. ved en fuldstændig
Omordning af Retsvæsenet og Købstædernes
Styrelse jævnsides med, at de lavere Stænders
Kaar delvis forbedredes. Han skred ind mod
Vornedskabet og forbød at sælge Bønderne;
Købstædernes Handel stræbte han paa mange
Maader at ophjælpe, bl. a. ved Stiftelsen af et
alm. nordisk Handelsselskab, ligesom han
havde i Sinde at gøre Kbhvn til en Stabelstad for
Østersøen; alt sammen Skridt, der tillige med
hans Begunstigelse af Hollænderne tilsigtede at
gøre Ende paa Lübecks Handelsvælde. Denne
Stad havde aldrig været Christian II god, den
understøttede Gustaf Vasa i
Uafhængighedskampen og erklærede endelig Krig 1522,
samtidig med at Kongen stod paa en meget spændt
Fod med sin Farbroder Hertug Frederik. De
højere Stænder havde Christian for længst
stødt fra sig, men ogsaa Folket var misfornøjet
over de store Skatter og Udskrivninger. Ny kom
nu til og bragte Bægeret til at flyde over. De
jyske Rigsraader opsagde Jan. 1523 Kongen
Huldskab og Troskab, rejste Befolkningen mod
ham og tilbød Hertug Frederik Kronen, som
han modtog. Han sluttede Forbund med Lübeck,
og kort efter at Frederik I (1523-33) var
hyldet, flygtede Christian II til Nederlandene.
Kbhvn og Malmö holdt dog fast ved hans Sag
og overgav sig først efter et tappert Forsvar,
og paa Gotland slog den trofaste Søren Norby
de Svenskes Angreb tilbage. 1525 rejste han en
Bondeopstand i Skaane; men den blev knust,
og han maatte nu afstaa Gotland til Frederik I.
Dennes Tronbestigelse betegner Adelens
Reaktion mod det kraftige Kongedømme, Christian
II’s Love opbrændtes, Rigsraadets Magt steg, og
de ufri Fogeder afløstes af adelige Lensmænd,
der med Held stræbte henimod at gøre
Lenene arvelige og ved Kongens Død havde 3/5 af
Landet i Pant. Ogsaa den menige Adel fik store
Fordele, men Kirken kæmpede derimod sin
sidste Kamp. Siden Christian I havde Kongerne
her som andensteds forenet sig med Paverne
mod Nationalkirken og delt Besættelsen af de
store Prælaturer mellem sig. Mod et klækkeligt
Vederlag rettede Kurien sig som oftest efter
Kongens Ønske, og Christian II kunde uhindret
ind- og afsætte Ærkebisperne i Lund og
afpresse Gejstligheden uhyre Summer. Alt under ham
havde Lutheranismen begyndt at vise sig i
Landet, og Frederik I maatte derfor i sin
Haandfæstning love at optræde mod Kætteriet, men
jævnsides hermed gjordes der Forsøg paa at
skabe en Nationalkirke med delvis
Uafhængighed af Rom. Bisperne formaaede dog ikke at
hindre den ny Lære, der fandt Tilslutning hos
Borgerstanden og i Hans Tavsen havde en
dygtig Prædikant. Over for Adelen, der med
Misundelse saa paa Gejstlighedens store
Rigdomme, maatte de gøre store Indrømmelser paa
Herredagene i Odense (1527) og Kbhvn (1530),
og Kongen, som hældede til Lutheranismen,
vidste snildt at benytte denne Splid. Frygten
for den fordrevne Konge holdt dog
Magthaverrie sammen, og da Christian II efter fl.
forgæves Forsøg landede i Norge Efteraaret 1531,
bukkede han hurtig under for D.’s og Lübecks
forenede Magt; ved et Brud paa Tro og Love
førtes han som Fange til Sønderborg (1532),
hvorpaa Norge faldt til Føje. Aaret efter døde
Frederik I, uden at der var valgt nogen
Tronfølger.
Rigsraadet overtog nu Regeringen, og paa
Herredagen i Kbhvn besluttede man at udsætte
Kongevalget, medens der samtidig blev truffet
skarpe Bestemmelser mod den ny Lære.
Kongemagten var elimineret, den kat. Reaktion havde
sejret, og Aristokratiets Magt stod nu paa sit
Højdepunkt. Men inden for Sejrherrerne
herskede der Splid; mange, særlig af den menige
Adel, var Lutheranere, og da de lavere
Stænder med Kbhvn’s og Malmös Borgere i Spidsen i
Grevefejden sluttede sig til Lübeck, der
havde hængt Christian II’s Navn ud som Skilt
for sine Stormagtsplaner, viste det sig, at
Raadet og Adelen ikke var deres Opgave
voksne. Mod sin Villie maatte det kat. Parti
samtykke i den luthersksindede Hertug
Christian’s (III, 1534-59) Valg, og med fremmede
Lejetropper, anførte af Holsteneren Johan
Rantzau, erobrede den ny Konge sit Rige. Den
afgørende Kamp stod ved Øxnebjerg paa Fyn,
men først et helt Aar senere endtes Krigen,
efter at Kbhvn endelig havde maatte
overgive sig (1536).
Christian III’s Sejr betegner et stort Omslag
i D.’s Historie; thi ved den var Faren for, at
Landet skulde forvandles til en Adelsrepublik,
afværget. Først og fremmest gik det dog ud
over den gl. Kirke; Bisperne fængsledes, og paa
Rigsdagen i Kbhvn (1536) gav Folket sit
Samtykke til Religionsforandringen, medens
Kirkeforholdene, hvis Enkeltheder fastsloges i
Kirkeordinansen af 1537, ordnedes af Luther’s
Discipel Bugenhagen. Hele det store Bispegods
tilfaldt Kongen, og Klostrene forlenedes til
Adelsmænd, der dog kom til at staa som kgl.
Lensmænd; for øvrigt tillodes det Munkene at blive
boende i »Herreklostrene«, som først lidt efter
lidt ophævedes og for største Delen
forvandledes til kgl. Len. Ved disse Inddragelser
udvidedes Kronens Gods betydelig, og dens
Indtægter tredobledes, medens de Fordele, Adelen
høstede af Reformationen, i Sammenligning
hermed var lidet betydelige.
Ogsaa i Norge havde Grevefejden vakt
Uroligheder, men de dæmpedes uden Vanskelighed;
det norske Rigsraad var skrumpet saa stærkt ind,
og Adelen var saa faatallig, at Folket, der
manglede Ledere, ikke rejste nogen Modstand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
