Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 3) 1660 - 1814
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Med Oppebørslerne fik de intet at gøre; de
besørgedes af Amtsforvaltere. Paa alle Maader
søgte man at bringe Orden i Finanserne. En stor
Del af den meget betydelige Statsgæld frigjorde
man sig for ved at udlægge Krongods til
Kreditorerne (i alt for omtr. 20 Mill. Kr.).
Konsumtionen, som Stænderne havde bevilget for tre
Aar, blev for Byernes Vedk. en fast Afgift;
desuden paalagdes der nu de første faste
Hartkornsskatter. Hær og Flaade bragtes, saa vidt
de ringe Midler tillod det, nogenlunde paa Fode.
Den første fik, i Modsætning til Flaaden, et
overvejende tysk Præg. Kastellet i Kbhvn
byggedes, til Misfornøjelse for Byens Borgere i
øvrigt, der heri saa en Trusel mod sig selv. I det
hele var det næppe alene Adelen, der følte sig
brøstholden ved den ny Regeringsform. Det
synes, at ogsaa de to lavere Stænder kun med
nogen Uvilje har set sig enhver Indflydelse
berøvet. Men unægtelig var det dog ikke lidt, der
var naaet, først og fremmest Enhed i Styrelsen,
hvilket betød en ganske overordentlig Forøgelse
af Styrken udadtil. Paa den anden Side
sporedes der under Absolutismens faderlige
Formynderskab ikke meget til den Handlekraft, den
Sans for det heles Vel, som navnlig Kbhvn’s
Borgerskab baade under og efter Belejringen
havde lagt for Dagen. Baade Handel og
Industri stod i Stampe, og Bondestanden led under
det haarde Skattetryk.
Frederik III døde 1670. Den, der i de sidste
Aar af hans Regering havde haft mest at sige,
var hans trofaste Hjælper fra Stændermødet,
dengang Kammerskriver, nu Kbhvn’s Statholder,
Christoffer Gabel. Et af Sønnens, Christian
V’s (1670-99), første Skridt var at fjerne denne
Faderens almægtige Yndling. Derimod fremdrog
han en anden Borgerlig, som Faderen havde sat
megen Pris paa, Kongelovens Forf. Peter
Schumacher. Han adledes under Navnet
Griffenfeld, blev Greve og Storkansler og var til sit
Fald 1676 Rigets egl. Styrer. Opgaven maatte
først og fremmest være at fæstne og videre
udvikle det saa heldig paabegyndte. Et højeste
Raad (Konseil’et, Geheimestatsraadet) dannedes.
I det vilde Kongen forhandle de vigtigste Sager,
navnlig de udenrigske og hvad der henhørte
under de to Kancellier, det danske og det tyske,
med en snævrere Kreds af særlig betroede
Mænd. Kollegierne fik ny Instrukser. Om at
genindføre Stænderinstitutionen blev der ikke
for Alvor Tale. Derimod skabte man Handelens
og Industriens Interesser et Organ i
Kommercekollegiet, ligesom Statskollegiet, en blot
raadgivende, ikke administrerende Forsamling, men
i Modsætning til dette, hvor Adelen
efterhaanden helt havde faaet Overvægten, næsten
udelukkende sammensat af Borgerlige. Denne
Sondring er imidlertid noget enestaaende og for
Statskollegiets Vedk. maaske tilfældig.
Griffenfeld arbejdede nemlig konsekvent paa, som han
selv udtrykte det, »at sætte vore (ɔ: de
Borgerlige) paa lige Bænk med Adelen«, og Kongen
var i dette Punkt ganske enig med ham. De fik
under hans Regering bestandig mere at sige i
Kollegierne. Dette hænger sammen med
Christian V’s voksende Mistillid til den danske Adel,
en Mistillid, der, skønt nu temmelig umotiveret,
forstærket gik i Arv til Sønnen Frederik IV.
Under Christian V kunde den derimod have sin
Berettigelse. Der var ikke faa af den gl. Adel,
hos hvem Kongen, sikkert med Grund, mente
at kunne spore Tilbøjelighed for den tidligere
Tingenes Tilstand. Han nøjedes til Gengæld ikke
med at fortrænge den af Kollegierne. Dens
Sammenhold skulde brydes, dens Anseelse
nedsættes. Det første naaede han ved at skabe en
Højadel i de nybagte Grever og Friherrer, til Dels
fremmede Adelige, der, for at de skulde kunne
sprede Glans over Hoffet, fik betydelige
Forrettigheder, som Skattefrihed ogsaa for en Del
af Bøndergodset, Birke- og Patronatsret; det
andet ved Rangforordningen, der gav en hel
Række uadelige Embedsmænd Rang over alm.
Adelige. Særlige Fortjenester og særlig
Hengivenhed lønnedes med den nystiftede
Dannebrogorden; Elefantordenen, der var ældre,
gaves kun til fyrstelige Personer og de
allerhøjeste Embedsmænd. Et økonomisk Fremskridt
for Adelen var det, at der 1670 indrømmedes
Sædegaardene Skattefrihed, men det var kun
et ringe Vederlag for, at Godsejerne siden 1660
havde maattet indestaa for deres Bønders
Skatter.
For Christian V stod det som det vigtigste af
alt, at ingen gunstig Lejlighed til at vinde
tilbage, hvad der var tabt ved de sidste Krige,
forsømtes. Derfor styrkedes Hær og Flaade af
yderste Evne. Midler dertil fik man ved
vidtgaaende Besparelser, Nedsættelser af
Embedslønninger og Reduktion af Gælden. Da Sverige
1672 fornyede sit gl., en Tid lang brudte
Forbund med Frankrig, mente Kongen, at nu
maatte Øjeblikket snart komme, da der skulde
slaas til. Griffenfeld, der næppe ventede sig
stort af en Krig, hvor man havde Frankrig imod
sig, fik imidlertid Udbrudet afværget, indtil D.
ikke alene selv stod fuldt rustet, men ogsaa
havde sikret sig virksom Hjælp af
Forbundsfællerne, og dette er maaske hans største
Fortjeneste som Statsmand.
Den Skaanske Krig 1675-79 viste, hvor
stærkt Landet udadtil allerede var blevet under
Enevælden. Medens D. i de foreg. Krige havde
været Sverige ganske underlegent, saa vandt nu
ikke alene Niels Juel en Række glimrende Sejre
til Søs, men næsten alle Sveriges tyske Prov.
erobredes, og den danske Hær fik fast Fod i
Skaane, hvor Kærligheden til det gl. Fædreland
saa lidt var uddød, at Befolkningen rejste sig,
saa Landet næsten sognevis maatte tages tilbage
igen af de sv. Tropper. Dog bragte
Fredsslutningerne i Lund og Fontainebleau 1679 intet
Resultat af Bet. Kun opgav Sverige at holde sin
Haand over Holsten-Gottorp og afsluttede et
Forsvarsforbund med D. For første Gang
dæmrede det for den danske Konge, at Skaane var
uigenkaldelig tabt, og at alle Kræfter maatte
sættes ind paa at vinde hele Slesvig for den
danske Krone. Snart efter sluttede Sverige sig
til Frankrig’s Modstandere, og D. blev Ludvig
XIV’s Forbundsfælle. Det var ham, der 1679
havde forlangt Christian Albrecht af Holsten
Gottorp genindsat, efter at Christian V ved
Krigens Udbrud havde tvunget Hertugen til at
overlade sig Hær og Fæstninger. Nu kunde den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
