Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 3) 1660 - 1814
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dets Brug. Ogsaa Almueskolevæsenet tog han
sig af, men Pengemangel hindrede ham i paa
dette Omraade at udrette synderligt. Men alt
dette var for Kongen endnu kun noget
underordnet i Forhold til det at gøre sine
Undersaatter til gode Kristne. Til at føre Tilsyn baade
med Gejstlighed og Menigheder indrettedes 1737
Generalkirkeinspektionskollegiet, der udrustedes
med vidtrækkende Myndighed. Dets
indflydelsesrigeste Mænd var A. Hojer og Hofpræsten
Bluhme. Faderens strenge Sabbatsforordning
havde Christian VI hævet 1731, efter at den
næppe havde bestaaet et Aar; men 1735
genoptoges, dog i noget mildnet Form, dens
Straffebestemmelser for Forsømmelse af Gudstjenesten
paa Søn- og Helligdage. Som andre Udslag af
samme Tankegang og Aand kan nævnes, at
Konfirmationen indførtes 1736, og at der dreves
stærkt paa Katekisation i Kirkerne. Dette havde
heldige Virkninger baade for Gejstlighedens
Dygtighed og for Menighedernes Sædelighed;
men ogsaa i andre Retninger havde det religiøse
Røre sine gode Sider. For det første drev den
voldsomme Kamp mellem den gammel-ortodokse
Gejstlighed og den fra Tyskland fremtrængende
Pietisme Kongen til at vise en inden for
Statskirken hidtil ukendt Tolerance, der ogsaa kom
f. Eks. de Reformerte til gode; dernæst
fremkaldte Pietismen for første Gang siden
Reformationen en aandelig Bevægelse ogsaa hos Almuen,
og endelig har utvivlsomt Meningsbrydningen
bidraget sit til at skabe det Mod og den Lyst til
at ytre sig, der var Betingelsen for den stærke
offentlige Mening, som senere i Aarh. fik saa
megen Bet. Christian VI’s noget sky og forlegne
Væsen ikke mindre end hans tunge og mørke
Religiøsitet drev ham til at afsondre sig fra
Folket i en Grad, som var noget helt nyt for de
enevældige Konger. Paa de pragtfulde Slotte,
han og Dronningen, Sofie Magdalene, opførte
(Christiansborg, der kostede uhyre Summer,
Hirschholm o. fl.), levede de, som han selv har
sagt, et rent Eremitliv, begge sygelige, han helt
optaget af flittigt Arbejde. Det lykkedes ham
heller aldrig at vinde nogen Plads i Folkets Hjerte.
1743 var D. nær kommet i Krig med Sverige.
Kongen, Frederik af Hessen, var gl og barnløs,
og bl. de sv. Bønder var der stærk Stemning
for at vælge den danske Kronprins til
Tronfølger; men Elisabeth af Rusland, som kort i
Forvejen havde gjort sin Søster Anna’s og Karl
Frederik’s Søn, den gottorpske Hertug Karl
Peter Ulrik, til russ. Tronfølger, fik i St f. den
danske Prins en anden Gottorper, Adolf
Frederik, valgt. Christian VI mente sig ikke alene
skammelig narret, men saa ogsaa en Fare heri.
Han rustede baade Hæren og Flaaden, som det
især var Danneskjold-Samsøe’s Fortjeneste at
have skabt; men Frygt for Ruslands Indgriben
fik ham dog til at opgive Planen om et Angreb.
Rustningerne ved denne Lejlighed, de kostbare
Slotsbygninger og den ikke mindre kostbare
Hofholdning krævede saa store Udgifter, at
Finanstilstanden trods den i øvrigt fredelige
Regering ikke bedredes under Christian VI.
Bestræbelserne for at ophjælpe Handel og
Industri fortsattes efter udvidet Maalestok af
Frederik V (1746-66), især efter at J. H. E.
Bernstorff var blevet Minister. For at fremme
den danske Fragtfart i Middelhavet sluttedes
der foruden med Algier ogsaa Handelstraktater
med de andre Barbareskstater, med Sultanen,
Genua og Neapel. Den ostindisk-kinesiske
Handel trivedes saa godt, at Kompagniet rejste
Kongen den ypperlige Rytterstatue paa
Amalienborg Plads i Kbhvn; ligeledes fik den
vestindiske Handel Bet., efter at den ved
Kompagniets Ophævelse var blevet givet fri. Derimod
lykkedes hverken det afrikanske ell. det alm.
Handelsselskab, hvis Formaal var at gøre Kbhvn
til en Stabelstad for Østersøens Varer.
Manufakturer og Fabrikvæsen støttedes paa enhver
Maade: ved Laan og Gaver fra Statskassen, ved
Monopoler og Indførselsforbud, hvis
Overtrædere truedes med strenge Straffe. Til sidst var
der ikke mindre end 150 Handelsgenstande, i
Spidsen Korn, som det var forbudt at indføre i
Landet. Tilsyneladende var Resultatet godt nok.
Især i Kbhvn skød Fabrik op ved Fabrik, og
noget af, hvad der tilvirkedes, som f. Eks. baade
Silke- og Uldvarer, kunde i Godhed kappes
med Udlandets Fabrikater, kun var det langt
dyrere. Derfor maatte ogsaa denne kunstig
frem-; kaldte Virksomhed efterhaanden sygne hen, og
det væsentligste Udbytte var, at de danske
Haandværkere havde lært en Del af de
indkaldte, tit meget dygtige Fremmede.
Bondens Kaar forværredes i visse Retninger
under Frederik V; saaledes bestemtes det 1764,
at Stavnsbaandet skulde gælde fra det 4. Aar.
I Virkeligheden var Tilstanden nu ikke meget
bedre end under Vornedskabet; men de Forsøg,
der fra enkelte Sider gjordes paa ogsaa at
stavnsbinde Bondens Døtre, afvistes dog
bestemt af Generalprokurøren Henrik Stampe, en
lige saa varmtfølende Mand som fremragende
Jurist. I det hele fik Bonden nu Talsmænd,
tilmed i selve Regeringskredsene. Fysiokraternes
Opfattelse, at Handel og Industri helst burde
skøtte sig selv, men Agerbruget derimod af al
Magt tages under Armene, vandt nemlig ikke
faa Tilhængere ogsaa i D. Kongens Ven
Hofmarskal A. G. Moltke skaffede 1755
Censurfrihed for Skr, der angik Statshusholdningen og
Landvæsenet, og hermed begyndte en ivrig og
dygtig Forhandling om Landbrugsspørgsmaal og
Bondens hele Stilling. Moltke interesserede sig
personlig mere for at faa den gl. Trevangsdrift
afløst af den holstenske Kobbeldrift end for
Bondens Frigørelse, men adskillige Forf. tog
ogsaa til Orde for, at Bonden burde have
»Frihed og Ejendom«. En Kommission, der
nedsattes 1757, arbejdede ivrig for Ophævelse af
Fællesskabet og Jordens Udskiftning, og enkelte
Private gik langt videre. Saaledes indførte
Bernstorff Arvefæste og afskaffede Hoveriet paa sit
Gods ved Gentofte; allerede et Par Aar
forinden havde Sofie Magdalene gjort det samme
paa Hirschholm, og andre Godsejere gik i deres
Spor, som det snart viste sig, ikke blot til
Fordel for Bonden, men ogsaa for dem selv.
Derimod var det Bortsalg af Krongodserne, der
begyndte 1765, ikke nogen Vinding for Bønderne.
Kun de færreste evnede at købe deres Gaarde;
det meste solgtes til Spekulanter, der lavede ny
Herregaarde i Snesevis og forøgede Hoveriet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
