Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 3) 1660 - 1814
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aarh. ud, kun afbrudt af en kortvarig, men
temmelig bekostelig Krig med Sverige.
Mageskiftet 1773 havde medført et Forbund med
Rusland, der bragte D. i en uheldig
Afhængighed af denne Magt og tvang det til 1788, da
Gustaf III angreb Zarriget, at sende en Hær
fra Norge ned i Sverige. Den tog nogle Byer og
besatte Grænseprovinserne, men Englands og
Preussens Trusler nødte hurtig D. til at slutte
Fred.
Trods Klager fra Godsejerne og ikke sjælden
ogsaa Modstand fra Bønderne var
Udskiftningsforordningen af 1781 med Held blevet
gennemført, og Tidsaanden havde i det stille virket
ikke lidt til at forbedre Bondens Kaar. Ikke
blot havde mange Godsejere af eget Initiativ
rakt sig vidt for at hjælpe deres Bønder, men
den raa Behandling, de barbariske
Straffemidler, var aabenbart i Færd med at komme ud af
Kurs. Dertil kom, at ogsaa stigende Priser paa
Landbrugsprodukterne aabnede Udsigt til en
lysere Fremtid. Imidlertid, det var alt sammen
ikke nok. For at Bonden skulde kunne blive en
virkelig fri Mand, maatte han først og
fremmest ud af det Tyendeforhold, hvori han stod
til Herskabet, og det kunde han ikke komme,
førend Stavnsbaandet hævedes.
Til Dels under Paavirkning fra
Landhusholdningsselskabet var allerede i Slutn. af
Guldberg’s Tid Diskussionen begyndt om alle de
herhen hørende Forhold. Da den ny Regering
indrømmede fuldstændig ubunden
Ytringsfrihed om disse Spørgsmaal, kom det snart til
voldsomme Sammenstød mellem Reformvenner
og Reformfjender; men ud af denne Drøftelse
klarede der sig efterhaanden en offentlig
Mening, der blev Reformernes Talsmænd en
uvurderlig Støtte. Til dem hørte i Statsraadet
Bernstorff og, som den ivrigste af alle, den unge
Kronprins. Men Størsteparten af Æren for, at
der endelig blev taget fat, tilkommer dog Kr. D.
Reventlow, i hvem Bondefrigivelsen havde en
lige saa begejstret som ihærdig Ven, og hvem
Ledelsen, som den, der stod i Spidsen for
Rentekamret, naturlig maatte tilfalde. Han begyndte
med at udskifte Krongodset i Frederiksborg og
Kronborg Amter, give Bønderne deres Gaarde
til Arvefæste, afløse Hoveriet o. s. v.; ikke
mindre tog man sig af Husmændene, og da alt
tegnede til at lykkes, fik han let Kronprinsens
ivrige og ubetingede Tilslutning til sit Forslag
om Nedsættelsen af en Kommission, der skulde
»fuldkommen bestemme saavel Proprietærernes
som Bøndernes Rettigheder til fælles Fordel for
dem og Staten«. Den kom Aug. 1786. Ved Siden
af Reventlow maa bl. dens Medlemmer først og
fremmest nævnes dens Sekretær Kr.
Colbjørnsen, dernæst Etatsraad W. A. Hansen. Men
ogsaa Publikum droges med ind i Sagen. Pram’s
og Rahbek’s Maanedsskrift »Minerva« blev
Fremskridtsvennernes Organ. I Digternes Sange
kom Forhaabningerne og Hadet til
Undertrykkelsen til Orde; de litterært interesserede i
Dreyer’s Klub priste Reventlow ikke mindre end
»Bondefrihedens Arveven Bernstorff den anden«
og »Demosthenes Colbjørnsen«, Bønderne selv
begyndte at indgive Andragender. Fra
Modstandernes Side var Polemikken lidt uhyggelig
bitter og skarp, og dog lededes de ingenlunde
blot af egennyttige Bevæggrunde. For mange af
dem stod det som en Ulykke for Bonden, om
det gl. patriarkalske Forhold skulde ophøre.
Man kunde ikke tænke sig, hvorledes han, uvant
som han var til at staa paa sine egne Ben,
skulde kunne klare sig, naar den Støtte, han
hidtil i trange Tider havde haft i
Herremanden, berøvedes ham. Endogsaa Hoveriet, mente
somme, var en Velsignelse, da det gjorde
Bonden flittig, og dog kunde ingen klartseende
være i Tvivl om, at det Arbejde, der
herigennem ydedes, var forfærdelig kostbart og
tidsspildende. Regeringen lod sig da ikke heller
rokke af Indvendinger. Frd. 8. Juni 1787
fastsatte, at der forud for enhver Bortfæstning
skulde gaa en Synsforretning, og Herremanden
skulde sørge for, at Bondegaarden ved
Bortfæstningen havde fuld Besætning. Kun paa
lovmæssig Maade skulde Bonden fremtidig kunne
sættes fra sin Gaard. De forhadte Straffe,
Træhest, Halsjern o. s. v., forbødes ganske; men
der paalagdes samtidig Bonden Hørighed i hans
Arbejde og sømmelig Agtelse og Ærbødighed
mod Herskabet. Det vigtigste, borgerlig Frihed
for Bonden, var dog stadig ikke naaet, og
herpaa satte Kommissionen nu al Kraft ind. Trods
Generalitetets stærke Modstand hævedes
Stavnsbaandet endelig ved Frd. 20. Juni
1788, saaledes at fra Aaret 1800 al Hæftelse til
Godserne skulde ophøre. Herremændenes
Udskrivningsret ophævedes og dermed deres Magt
til at tvinge Bønderne til at tage Gaard.
Fremtidig skulde Udskrivningen finde Sted paa
Sessioner og efter Folketallet, ikke efter
Hartkornet, men den paahvilede stadig alene
Bondestanden. Livegenskabet i Holsten og Sydslesvig
hævedes noget senere.
Haand i Haand hermed gik andre Reformer.
1788 frigaves Kornhandelen, og det tillodes
enhver at staldfodre Øksne, hvilken Ret tidligere
havde været Sædegaardene og Købstæderne
forbeholdt. Paa alle Omraader var Sejren vundet,
og der var Grund nok til 1792 at rejse den et
varigt Mindesmærke i Frihedsstøtten
uden for Kbhvn. Andensteds i Europa var f.
Eks. Frederik II’s og Josef II’s Forsøg paa at
frigive Bønderne strandede paa de privilegerede
Stænders Modstand, og da Preussen 1807
endelig tog fat paa Reformerne, saa man der hen til
D. som »Mønsterlandet«. Den store
Landbokommission ophævedes først 1816. Indtil 1788 havde
Colbjørnsen spillet den største Rolle, senere blev
det Reventlow. Den havde endnu betydelige
Opgaver at løse; saaledes naaede man ved fl.
Forordninger efterhaanden at faa Hoveriet
gjort fra ubestemt til bestemt; adskillige Steder
afløstes det med en Pengeafgift, hvilket ogsaa
efter Regeringens Opfordring hyppig blev
Tilfældet med Tiendens Ydelse i Kærven. Den
humane og frisindede Aand, der prægede
Regeringens Færd, gav sig i disse Aar ogsaa andre
Vidnesbyrd. Saaledes fik Jøderne borgerlige
Rettigheder, Negerhandelen forbødes,
Retsplejen forbedredes ved Indførelse af
Forligskommissioner og ved den ypperlige Forordning
1796 om »Rettens vedbørlige og hurtige Pleje«.
Paa Omsætningens Omraade gennemførte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
