Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 4) 1814 - 1894
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kongeriget som i det danske Slesvig, med sig.
Novbr 1848 udtraadte da Tscherning,
Monrad, Lehmann og Knuth, og i
deres Sted indtraadte Grev Sponneck, Bang,
General Hansen, Madvig og Clausen.
Novemberministeriet betegnede et Skridt
længere til højre, og det samme gjorde sig
gældende ved de senere Omformninger, Ministeriet
undergik. Den konservative Strømning blev
stadig stærkere baade hjemme og ude, og samtidig
trængtes man stedse mere bort fra
Ejderprogrammet. Grl. var opr. tænkt at skulle have
omfattet baade Kongeriget og Slesvig, men den
maatte indskrænkes til Kongeriget alene, da
Krigsforholdene hindrede Valg af slesvigske
Repræsentanter til Rigsforsamlingen, og Tanken
heller ikke var velset af de neutrale Stormagter.
Rusland havde sympatiseret med D., saa længe
det gjaldt Oprørets Undertrykkelse, og det
havde bidraget meget til den for D. saa
gunstige Udgang af Konflikten; men baade det og
de tyske Stormagter saa med Uvillie paa den
demokratiske danske Grl. og vilde paa ingen
Maade have dens Omraade udvidet til Ejderen.
Desuden misbilligede man Tillisch’s nationale
Styrelse i det efter Istedslaget genvundne
Slesvig, og særlig var man tilbøjelig til at give det
slesvigholstenske Parti Ret i, at de saakaldte
Sprogreskripter af 1854 - hvorved
Slesvig, hvad Kirke-, Skole-, Rets- og
Administrationssprog angik, deltes i 3 Bælter, et rent
dansk, et rent tysk og et blandet -, havde
forurettet den tyske Nationalitet. Resultatet blev,
at de forsk. Forsøg, der gjordes paa at nærme
sig Ejdertanken, strandede paa Europas
Modstand, og det endte med, at
Novemberministeriet Jan. 1852 veg Pladsen for en af
Bluhme dannet Regering, som var udpræget
konservativ i sin Sammensætning og bestemt paa
at bringe de fornødne Ofre for at opnaa en
Forstaaelse med Udlandet. Efter at der først ved
en Noteveksling, som førtes i Slutn. af 1851 og
Beg. af 1852, var opnaaet Enighed med Østerrig
og Preussen om Grundtrækkene i den ny
Forfatningsordning, udstedtes der 28. Jan. 1852 en
kgl. Kundgørelse, hvorved det erklæredes for
Kongens Hensigt at organisere Monarkiet
saaledes, at Kongeriget, Slesvig, Holsten og
Lauenborg skulde have hver sin konstitutionelle
Forfatning for deres særlige Anliggender og en
Fællesforfatning for de fælles. Den politiske
Forbindelse mellem Slesvig og Holsten skulde ikke
træde i Live paa ny, men samtidig skulde der
heller ingen særlig Forbindelse være mellem
Slesvig og Kongeriget. Dette, samt at
Fællesforfatningen skulde være konservativ og ikke
afpasset efter Kongerigets Grundlov, at den
skulde tilvejebringes ved Medvirkning saavel af
Hertugdømmernes Stænderforsamlinger som af
Kongerigets Rigsdag, og endelig at der ikke
maatte være Tale om Slesvigs Inkorporation i
Kongeriget ell. om, at nogen af Monarkiets
Landsdele blev nogen anden underordnet,
præciseredes nærmere i den Noteveksling mellem
D. og de tyske Stormagter, som gik forud for
Kundgørelsen, og som tillige med denne
udgjorde de senere saa ofte paaberaabte »Aftaler
af 1851 og 1852«. Kundgørelsen af 28. Jan.
godkendtes af de tyske Stormagter og af
Forbundsdagen som et tilfredsstillende Grundlag for
Ordningen af det danske Monarkis
Forfatningsforhold, og Holsten blev nu atter givet ind under
den kgl. Myndighed.
Kundgørelsen af 28. Jan. betegnede
Helstatssystemets Sejr og vakte derfor afgjort
Misbilligelse hos det nationalliberale Parti. Derimod
fandt den Støtte hos Bondevennerne, som nu ved
Tscherning’s Indflydelse bragtes til at
støtte Ministeriets Helstatspolitik. Denne gik i
den flg. Tid ud paa at styrke Statsenheden ved
forsk. Foranstaltninger. Allerede under den
foregaaende Regering var der blevet arbejdet
ivrig for at opnaa en fra alle Sider anerkendt
Ordning af Tronfølgespørgsmaalet. Det gjaldt
her navnlig at naa til en Overenskomst med
Rusland, hvis Herskerhus havde Arvekrav paa
Dele af Holsten. Efter Ruslands Anvisning
bestemte man sig da først for Arvestorhertug
Peter af Oldenburg; men da han senere
umuliggjorde sin Kandidatur ved aabenlyst at lægge sit
slesvigholstenske Sindelag for Dagen, enedes
man med Rusland om, at Prins Christian
af Lyksborg, som var gift med Christian VIII’s
Søsterdatter Prinsesse Louise af Hessen,
skulde bestige det danske Monarkis Trone efter
den oldenborgske Mandstammes Uddøen og
Tronen nedarves i hans Mandsstamme af
Ægteskabet med Prinsesse Louise. Saaledes toges der
et berettiget Hensyn til den tilsidesatte
oldenborgske Kvindelinie, og for den danske
Befolkning anbefaledes dette Valg ved, at Prins
Christian under Oprørskrigen loyalt havde sluttet
sig til den danske Sag og tjent i den danske
Hær. De nødvendige Arveafkald tilvejebragtes,
og da Overenskomst var opnaaet ang.
Ordningen af Monarkiets Forfatningsforhold gennem
Kundgørelsen af 28. Jan., var ogsaa de tyske
Stormagter villige til at deltage i en europæisk
Anerkendelse af det danske Monarkis Integritet,
specielt dets Arveenhed, og af Valget af Prins
Christian og hans Efterkommere paa
Sværdsiden til Tronfølgere i Monarkiet. Denne
Anerkendelse ydedes ved London-Traktaten af 8.
Maj 1852. Forinden havde ogsaa Hertugen
af Augustenborg, mod at den danske
Regering for en i Forhold til Værdien meget
betydelig Sum afkøbte ham hans slesvigske
Godser, ved sit hertugelige Ord og Ære paa egne
og Families Vegne lovet intet at foretage, der
kunde true Roligheden i det danske Monarki
ell. den ny Tronfølgeordning. Tilbage stod kun
den danske Rigsdags Godkendelse. Om Prins
Christian’s Valg var der her ingen Uenighed;
men de Nationalliberale modsatte sig bestemt
den Ophævelse af Kongelovens kvindelige
Arvefølge, som - i Overensstemmelse med de russ.
Aftaler og London-Traktaten - var
Hovedpunktet i det »kgl. Budskab«, som forelagdes
Rigsdagen. Det samme Parti havde ogsaa modsat
sig Regeringens Forslag om en for hele
Monarkiet fælles Toldlov; men Bondevennerne
støttede Regeringen i begge Sager, og ved de forsk.
Opløsningsvalg, som foranledigedes ved
Rigsdagens Modstand, kæmpede Partiet Side om
Side med de konservative Helstatsmænd, og de
Nationalliberales Styrke forringedes ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
