Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 4) 1814 - 1894
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forfatningstilstand, hvorved
»Forbundsgrundsætningerne og de givne Tilsikringer«
fyldestgjordes. Ved forsk. Indrømmelser fra dansk Side
opsattes den truende Forbundseksekution; men
til sidst blev Stillingen dog saaledes, at D. fik
Valget imellem at ophæve Fællesforfatningen
for Holstens og Lauenborgs Vedk. ell. udsætte
sig for Eksekutionen. Finansminister Andræ
var stemt for at fastholde Fællesforfatningen og
tage Konflikten allerede nu paa Grundlag af
den; men i Statsraadet sejrede den Politik, for
hvilken Hall, som imidlertid var blevet
Konsejlspræsident og Udenrigsminister, var
Hovedrepræsentanten, og som i sin inderste Kerne gik
ud paa gennem en bogstavelig Opfyldelse af det
tyske Forbunds Fordringer m. H. t. Holsten
efterhaanden at isolere dette fra det øvrige
Monarki og saaledes faktisk nærme sig til
Ejderstaten. 6. Novbr 1858 ophævedes da
Fællesforfatningen for Holstens og Lauenborgs Vedk.,
samtidig med at den vedblev at bestaa for det
øvrige Monarki. Dette beroligede foreløbig de
tyske Stormagter noget, og da den fr.-østerr. Krig
desuden i den flg. Tid næsten ganske optog
deres Opmærksomhed, trak det i Langdrag med
Ordningen af det danske Anliggende. De
Forsøg, som i den flg. Tid gjordes paa at opnaa
Forstaaelse med den holstenske
Stænderforsamling og de tyske Magter om en
Fællesforfatningsordning, som kunde afløse den nu delvis
ophævede, glippede imidlertid fuldstændig.
Stændernes Forslag om, at alle Fælleslove
skulde behandles og vedtages i samtlige fire
Særrepræsentationer var ganske uantageligt for den
danske Regering, men fandt Sympati hos de tyske
Stormagter og Forbundsdagen, og alle de
Forslag, som gjordes fra dansk Side, afvistes. I
Tyskland rejste der sig desuden i Beg. af 1860’erne
paany en stærk national Enhedsbevægelse, som
med Begejstring knæsatte de slesvigholstenske
Fordringer og særlig i Slesvigs »Undertrykkelse«
saa Symbolet paa den Ydmygelse, som den
politiske Søndersplittelse havde ført over den
tyske Nation. Stemningen i Tyskland paavirkede
stærkt saavel Forbundsdagen som Østerrigs og
Preussens Regeringer. Det slesvigske
Spørgsmaal blev nu draget i Forgrunden, og trods den
danske Regerings bestemte Protester mod de
tyske Magters Indblanding paa dette Omraade,
førtes der baade i Frankfurt og fra de tyske
Stormagters Side idelige Klager over
Undertrykkelse af den tyske Nationalitet i Slesvig,
særlig hvad Sprogforholdene angik. Ogsaa i den
slesvigske Stænderforsamling indtog Flertallet
nu en yderst fjendtlig Holdning. I D. blev
Stemningen mod Tyskland under disse Forhold
bestandig bitrere. Ejderstaten proklameredes som
den eneste Udvej, og man dadlede Ministeriet
Hall for dets nølende Politik og idelige
Indrømmelser over for Tyskland. Under den stadig
fortsatte Noteveksling med de tyske Magter
havde Hall gennemgaaende været støttet - om
end til Tider med stærke Forbehold - af
England og Frankrig, medens Rusland havde stillet
sig meget kølig og kritisk over for den danske
Regering. Varm Tilslutning havde D. kun
fundet hos den svensk-norske Regering, som
gentagne Gange opfordrede den til at hugge
Knuden over ved en definitiv Udskillelse af
Holsten. Støttet hertil, til Vestmagternes velvillige
Holdning og til den stærke Folkestemning i D.
og overbevist om Umuligheden af at komme til
Enighed med den holstenske Stænderforsamling
og Tyskland om en Fællesorganisation af det
samlede Monarki, udstedte Hall da 30. Marts
1863 en kgl. Kundgørelse, ved hvilken Holsten
saa vidt gørligt udsondredes af Fællesskabet og
fik egen Hærafdeling og egne Finanser, medens
Lovgivningsmyndigheden i de tilbageblevne
Fællesanliggender deltes mellem Kongen og de
holstenske Stænder. Kundgørelsen modtoges med
skarp Protest fra de tyske Stormagters og
Forbundsdagens Side, og man skred til
Forberedelsen af en Forbundseksekution mod D., som
ogsaa endelig vedtoges 1. Oktbr. Imidlertid var
Hall gaaet videre i den ved Martskundgørelsen
betegnede Retning, og ved Rigsraadets
Sammentræden 28. Septbr forelagde han et Forslag
til en Forfatning for D.’s og Slesvigs
Fællesanliggender, bygget paa et Tokammersystem
med et Folketing, valgt efter de samme Regler
som Rigsdagens Folketing, og et Landsting,
sammensat dels af Kongevalgte, dels af
Medlemmer, valgte efter den for
Oktoberforfatningens Rigsraad fastsatte Census. Hall var sig vel
bevidst, hvilken Storm dette Skridt vilde
fremkalde i Tyskland, men han stolede paa
Vestmagternes Understøttelse og navnlig paa den
nære Forbindelse med Sverige-Norge, som i de
sidste Maaneder endog havde affødt et Udkast
til en Alliancetraktat, bygget paa de mellem de
to Konger og mellem Hall og den sv. Gesandt
i Kbhvn, Grev Hamilton, førte Forhandlinger.
Efter en Konference mellem Kongen og de
ledende sv. og norske Ministre paa Ulriksdal 8.
Septbr var det imidlertid klart for de Indviede,
at Sveriges ledende Statsmænd var imod
Alliancen, medmindre man var sikker paa Støtte
hos mindst een af Stormagterne, og fra nu af
forberedtes Tilbagetoget. Karl XV selv
ønskede at indfri sit givne Ord; men det var ham
ikke muligt at finde Statsmænd, som vilde og
kunde gennemføre en saadan Politik, og det saa
meget mindre, som den sv. Rigsdag
gennemgaaende ikke var stemt for at kaste sig ind i
en Krig med Tyskland. Det dansk-slesvigske
Fællesforfatningsforslag bekæmpedes stærkt af
Bondevennerne, som ikke kunde acceptere
Landstingets aristokratiske Sammensætning, og
af de konservative Helstatsmænd, som i det
saa en Fravigen af det af Europa anerkendte
Helstatsgrundlag og af »Aftalerne af 1851 og
1852«. De Nationalliberale støttede imidlertid
kraftig Forslaget, og dette vedtoges af
Rigsraadet 13. Novbr 1863 med 40 Stemmer mod
16. - 2 Dage efter døde Kong Frederik VII
paa Lyksborg. Under hans Regering havde
Landet udviklet sig stærkt i aandelig og materiel
Henseende. Betydningsfulde Reformer var
blevne gennemførte, bl. hvilke, foruden forsk. Love,
sigtende til at udslette de sidste Rester af
Bondestandens Ufrihedstilstand og fremme Fæstes
Overgang til Selveje, særlig skal fremhæves
Loven om alm. Værnepligts Indførelse,
Næringsloven af 1857, hvorved en lovbunden
Næringsfrihed afløste det tidligere Lavsvæsen, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
