Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dannecker, Johann Heinrich v. - Dannecker, Johann Heinrich v., tysk Billedhugger, (1758-1841) - Dannefer, Jacob Nielsen, dansk Officer, ( -1676) - Dannekvinde, se Dannemand. - Dannelse. D.'s Bet. fremgaar ikke blot deraf, at D. er Formaalet for Opdragelsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
varieret Eksemplar i Gravkapellet Skt
Emmeran, Regensburg) og »Evangelisten Johannes«
(1823-28, Rotenberg’s Gravkapel). En
betydningsfuld Gren af D.’s Virksomhed er hans
Portrætkunst, hvor hans latente, realistiske Evne
bryder frem: de berømte Buster af Schiller
(hans gode Ven fra Ungdommen og senere),
den legemsstore Buste 1794 (Weimars Bibl.),
Kolossalbusten (1810, beskadiget af D. selv
under hans Sindssygdom, Mus. i Stuttgart); en
tredie Buste af Schiller udført for Kronprins
Ludwig af Bayern. Ogsaa mange andre
Berømtheder blev portrætterede af ham. I det hele nød
han stor Anseelse. Hans Hus i Stuttgart (tillige
Museum og Kunstskole, som han blev Direktør
for) var en Tid Midtpunktet for Byens
aandelige Liv; Canova, Thorvaldsen o. a. Storheder
besøgte ham; men Aandssvækkelse formørkede
de sidste Aar af hans Liv. I Mus. i Stuttgart er
der et særligt D.-Kabinet, paa Slotspladsen er
rejst et Monument til hans Ære (1888). I Ny
Carlsberg Glyptotek ses et Gips-Eksemplar af
Schillerbusten 1794 og Statuen »Amor« (i Gips;
1810. (Litt.: A. Spemann, »D.« [1909]).
A. Hk.
Dannefer, Jacob Nielsen, dansk Officer, d.
1676; hans Fødeaar og Herkomst kendes ikke.
Han træffes først 1656 i Polen, hvor han
kæmpede mod Svenskerne som Korporal i den
polske Konges Livregiment Ryttere. Saa snart han
fik at vide, at Danmark rustede til Krig, forlod
han Polen, ilede hjem og tog Tjeneste som
menig Rytter under Josias Breide Rantzau. Under
Felttoget steg han til Adjutant, men efter
Freden i Roskilde blev han stukken ind mellem de
2000 Ryttere, som i Henhold til
Fredsbetingelserne skulde overleveres Svenskerne. Han kom
nu til at tjene under Karl Gustaf’s højre Haand,
Rigsadmiralen Karl Gustaf Wrangel, og
mærkeligt nok fattede denne hurtig Tillid til den
tidligere danske Rytter, som al sin Tid havde
staaet under Vaaben mod Svenskerne. Efter
Kronborgs Fald skulde et væbnet Handelsfartøj
paa 16 Kanoner bringe 120 fangne danske
Soldater til Pommern, og Wrangel lod med samme
Skib følge en Del røvede Kostbarheder som
Gaver til sin Hustru. D. skulde føre Tilsynet
med Rigsadmiralens Gods; men alt inden
Skibet forlod Helsingør, havde han sikret sig
Bistand hos 10 raske Folk bl. Soldaterne. Ved
deres Hjælp overrumplede hans
Skibsbesætningen og tvang Skipperen til at styre Skuden til
Kbhvn, skønt en lille, sv. Orlogsmand, som
skulde følge med til Pommern, skød livlig
efter dem. Frederik III lønnede denne raske
Daad ved at gøre D. til Ritmester i U. K.
Gyldenløve’s Rytterregiment og skænke ham noget
Gods paa Møen. D. tjente under den sv. Krig
med Hæder i fl. Afdelinger, derimod havde han
noget ondt ved at underordne sig og kom i en
Strid med Oberstløjtnant Rauch, som voldte
hans Afskedigelse. Frederik III ihukom dog
hans tidligere Fortjenester og gjorde ham 1661
igen til Ritmester. Aaret efter blev han Tolder
i Stege, en Stilling, han beklædte i 9 Aar. Da
den Skaanske Krig brød ud, meldte D. sig igen
under Fanen og tjente først som Staldmester
ved Artilleriet, senere som Generalvognmester.
A. L.
Dannekvinde, se Dannemand.
Dannelse. D.’s Bet. fremgaar ikke blot
deraf, at D. er Formaalet for Opdragelsen, men
end mere af den Kendsgerning, at den tidligere
Adskillelse af Folket i Stænder er opløst og
erstattet ved Klassemodsætningen af »dannede«
og »udannede«. Selv om Forskel i Besiddelse
(»besiddende Klasser«) hævder sin Bet.,
bestemmes Menneskers Omgang, Selskabelighed,
Ægteskab o. s. v. dog nærmest ved, at de tilhører
samme Dannelseslag. Og dog benyttes Ordet i
Alm. i en meget overfladisk Bet. Spørger man,
hvem der saa er dannet i »de dannede Klassers«
Øjne, kan Svaret ret vel formuleres saaledes:
»den, der ikke arbejder med Haanden, har
lange, rene Negle, forstaar at klæde sig rigtig
ell. med Smag, iagttager Reglerne for god Tone
ell. Levemaade, kan tale med i Selskabet,
bruger fremmede Ord rigtig og har Kendskab til et
Par fremmede Sprog«; et Dannelsesideal, der i
sin Fladhed er et Nutidens Sidebillede til dette
for en eng. Adelsmand i 17. Aarh.: »en
Adelsmand bør klæde sig godt, fægte godt, have
Talent til at skrive Kærlighedsbreve, være noget
forelsket, temmelig tavs med sine Eventyr, men
ikke alt for trofast«. Noget dybere kommer man
ind paa Begrebet D. ved at fremhæve de
særlige Arter ell. Sider af almen D. (i
Modsætning til speciel D. som videnskabelig,
akademisk, tekn., milit., politisk D. o. s. v.).
Her dæmrer den Opfattelse, at D. er
Formning, en Udvikling af Evner og Kræfter
saaledes, at disse er styrkede og bragte i det rette
indbyrdes Forhold, dannede til Ligevægt og
Harmoni. Saaledes taler man da om
intellektuel D., ikke at forveksle med
Kundskaber, der kan erhverves paa en meget udvortes
Maade og som en blot Hukommelsesfylde, men
forstaaet som en saadan alsidig Udvikling af
Erkendekræfterne, at Mennesket lærer at
iagttage selvstændig, at tænke klart og skarpt og
at fantasere frit under Tænkningens Kontrol,
saa Forestillingsorden er forbundet med
Forestillingsrigdom (Aandsdannelse); om
Hjertets D., der forudsætter, at Mennesket ikke
blot tager Hensyn til sig selv, men ogsaa i al sin
Færd til andre, og at hans naturlige
Følelsesfond af Medlidenhed, Sympati og Velvilje er
udviklet og samtidig formet af Fornuften; om
Karakterens og Viljens ell. sædelig
D., der kræver, at Viljen er øvet og styrket og
Drifternes Raastof formet af den sædelige,
Almenvellet agtende Vilje; om æstetisk D., der
først ytrer sig i en vis Smag, Behag ved
Renlighed og Orden, ved skønne Former og
Forhold og Mishag ved det disharmoniske,
usymmetriske, grelle og uordentlige og derfra
udvikler sig til en sikker Følelse for Skønhedens
Love og Grænser og til en fint mærkende Sans
for de Værdier, der ligger i Skønhedens og
Kunstens Verden; om formel og
selskabelig D., i hvilket meget sammensatte Begreb
der ligger en Mængde forsk. Krav til
Legemsførelse og Holdning, til Sprogets Renhed, Fylde
og Lethed, til Kendskab til og Indøvelse i de
Former, der har udviklet sig for menneskeligt
Samkvem, de Regler, Høflighed og god Tone
kræver, o. s. v.; og endelig om legemlig D.,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
