Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dante, af Slægten Alighieri, den berømteste italienske Digter, (1265-1321)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stadens Hersker fra 1316; derhen kom ogsaa
begge hans Sønner. Mange mener dog, at
han tillige har været en Tid i Mantua og i
Verona, hvor Can Grande della Scala modtog
ham med Venlighed, og hvor han 20. Jan. 1320
i Kirken Santa Elena disputerede om Jord og
Vand som Elementer; denne Disputats lod han
nedskrive, siges der. Fra Bologna fik han
Indbydelse til at komme og lade sig laurbærkranse
som Digter, thi hans Berømmelse bredte sig nu
viden om; men han svarede, at han haabede
endnu at frembringe Digterværker, der skulde
gøre ham mere fortjent til Kransen, og da
tænkte han, at det skulde lykkes ham at sætte
den paa sit Hoved i Firenze, - dette fremgaar
af to latinske, vistnok ægte Digte af D. til en
bolognesisk Beundrer Giovanni del Virgilio.
Under en opstaaet Tvist mellem Guido og den
venetianske Republik sendtes D. fra Ravenna til
Venedig for at søge Striden bilagt. Da han
var kommet tilbage fra denne Sendelse, blev
han heftig syg og døde. Hvad der er berettet
I det foregaaende, er det, som med nogenlunde
Vished kan fortælles om D.’s Liv, idet talrige
sagnagtige Tilsætninger til hans Biografi er
ladte ude af Betragtning. Hans mandlige
Livsarvinger uddøde omtr. 100 Aar efter; en Datter,
Beatrice, blev Nonne; men fra en kvindelig
Ætling af hans Søn Pietro (dygtig Jurist, død
1364) nedstammer den adelige Slægt
Sarego-Alighieri i Verona. - Hvor stor Pris Guido da
Polenta satte paa sin navnkundige Gæst, og
hvor dyb hans Sorg var ved dennes Død, viste
han ved at lade ham højtidelig begrave. Han
oplæste selv en Lovtale over den Afdøde og
gjorde Anstalter til at rejse ham et prægtigt
Gravmæle i Madonnakapellet ved Kirken San
Francesco, hvor han var stedet til Hvile. Men
der blev intet deraf; thi kort efter berøvedes
Guido Herskerværdigheden og Livet. D.’s Grav
henlaa nu længe uden nogen Pryd, men dog
ikke upaaagtet: en pavelig Legat, Kardinal
Bertrand du Poyet vilde faa Aar efter
Digterens Død lade hans jordiske Levninger
opgrave for at sprede hans Aske for alle
Vinde, men til Gengæld begyndte Florentinerne
allerede ved 14. Aarhundredes Slutning at
tænke paa at faa deres store Landsmands
Lig tilbage, og 1429 bad de Byen
Ravenna at udlevere det. Men Ravennaterne vilde
ikke ud dermed. Lorenzo de’ Medici gjorde
omtr. 1476 Forsøg paa hemmeligt at tilegne sig
det; 1515-19 henvendte Florentinerne sig til
Pave Leo X for at erhverve den kostbare Skat
ved hans Mægling, og Michelangelo lovede i den
Anledning at bygge Digteren et prægtigt
Mausoleum. Imidlertid havde Venetianeren
Bernardo Bembo 1483 ladet Pietro Lombardi udføre
et meget smukt Gravminde i Ravenna; dette
blev 200 Aar senere restaureret og atter 1780
forsynet med en tempelagtig Overbygning. Da
de florentinske Udsendinge 1520 mødte med
Pavens Fuldmagt til at faa det længe attraaede
udleveret, fandt de kun nogle visne
Laurbærblade i Kisten; de urolige Tider, der snart
begyndte i Italien, hindrede yderligere retslig
Undersøgelse. For at unddrage D.’s
Levninger mulige Efterstræbelser havde
Franciskanerne, hvem Kirken tilhørte, skjult dem
hemmelig i en Mur i 16. Aarh.’s 2. Aarti; kun
faa indviede vidste i de følgende Aarhundreder
deres Opbevaringssted, og i en Mur blev de
fundne Maj 1865, dengang Digterens 600-aarige
Jubilæum fejredes, og Mausoleets Omgivelser
reguleredes. Endnu engang (1864) havde
Florentinerne bedt Ravenna om ædelmodig at skænke
dem D.’s Ben som Gave, men atter denne Gang
svarede Byen et bestemt Nej. Naar man tænker
paa, at Kisten efter al Sandsynlighed har været
gemt i fl. forsk. Mure, og at man i 1864 slet ikke
vidste, hvor den i Virkeligheden var henne,
kan man anse det for et næsten lige saa stort
Held for Ravennaterne, at de afslog Firenzes
Bøn, som at Fundet skete næste Aar. Som
Firenze tidligere havde opstillet et Monument
for ham i Kirken Sta. Croce, maatte hans
Hjemstavn nu ved hans Jubilæum, der
højtideligholdtes bl. a. ved Indvielsen af
Nationalmuseet i Bargello, nøjes med at rejse ham en
Statue paa Pladsen foran den nys omtalte
Kirke. Der findes desuden et Par andre
Mindesmærker over ham i Firenze, og paa hans
Fødehus er anbragt en Mindetavle. D.’s ydre
Skikkelse er blevet bevaret for Efterverdenen
ved Beskrivelser, maaske ogsaa ved
Portrætter, bl. a. Giotto’s Freske i Bargello; men
hvilke ell. hvor mange af dem der er ægte, kan
hidtil ikke siges. Han var af Middelhøjde, noget
rundrygget, langsom i sin Fremtræden;
Ansigtet langt og markeret, Næsen stærkt kroget,
Underlæben fremtrædende, Øjnene temmelig
store og udtryksfulde; hans Hudfarve var mørk,
Haaret sort og tæt og Ansigtsudtrykket
tankefuldt og melankolsk. Han holdt af at være ene
og talte kun lidt. Hans Karakter svarede til
hans Udvortes. Kraft og Fasthed, Inderlighed
og dyb Alvor, Tungsind og Lidenskabelighed,
- det var dens Kendemærker, og det er dem,
der præger hans Skr.
II. D.’s Værker. Disse er flg. Paa Ital.:
La Vita Nuova, Il Convivio amoroso (ogsaa
kaldet Il Convito), La Commedia (senere La Divina
Commedia) og nogle lyriske Digte; paa Latin:
De vulgari eloquentia, De Monarchia og nogle
Breve; hertil kommer et Par, hvis Ægthed er
tvivlsom, nemlig den lat. Quaestio de duobas
elementis Aquæ et Terræ og ital., rimede Overs.
af de 7 Pønitensesalmer og Trosbekendelsen.
Vi vil straks tale om D.’s Hovedværk, La
Divina Commedia, hvortil hans Navn er knyttet
for alle Tider. D. kalder selv sit Værk La
Commedia, og det er først fra Midten af 16.
Aarh., at det faar Tilnavnet La Divina, den
guddommelige. Det benyttede Versemaal er terze
rime (Terziner), Strofer bestaaende af 3
femfodede Jamber og sammenknyttede ved fast
Rimslyngning til et Hele, hvoraf en enkelt
Rimlinie danner Afslutningen. Digtet bestaar af 3
store Afsnit: Inferno, Purgatorio og Paradiso,
der atter er delte i 100 Sange (Canti), henh.
34, 33 og 33, tilsammen 14233 Verslinier. Den
mægtige Komposition er udkastet og
gennemført med beundringsværdig Energi. D. skildrer,
hvorledes han i sit 35. Aar (»midt paa vor
Livsvej«) er faret vild i en mørk Skov; da han
endelig kommer ud af den, spærrer 3 vilde Dyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
