Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - David, Jacques Louis, fr. Maler, (1748-1825)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han 1775 til Rom for den store Pris, som han
omsider, efter tre forgæves Forsøg, havde
vundet for »Antiochus og Stratonike«. Opholdet
her blev bestemmende for hans
Kunstnerudvikling; den arkæologiske, antikiserende Retning,
der særlig ved Winckelmann’s Indflydelse,
Fundene fra Pompeji og Roms Skatte af antikke
Vaser havde grebet Tidens ypperste hernede,
tog ham fangen, og han blev snart dens mest
energiske Forkæmper i Malerkunsten. Desuden
studerede han med Iver de gl. Mestere, grebes
i Beg. mest af Naturalisternes skarpe
Formgivning og kraftige Lysvirkning, men fandt
senere rigere Impulser i Rafael’s og
Michelangelo’s storladne Kunst. I »Skt Rocchus med de
Pestsyge« (1779, Marseille), der viser disse
Indflydelser, gryr allerede hans Storhed. I Paris,
hvortil han vendte tilbage 1780, udstillede han
derefter »Belisar« (Museet i Lille) og
»Andromache ved Hektor’s Lig« (1783), der skaffede
ham Medlemsplads i Akademiet. Med
»Horatiernes Ed« (1784, Louvre), der vakte
overordentlig Begejstring paa Salonen 1785, blev han
Banebryderen for en ny Æra i Frankrigs og
Nutidens Kunst. Den Strenghed i Aand og Form
og den skarpt udtalte plastiske Holdning i
Figurfremstillingen, der kendetegnede dette Værk,
revolutionerede Datidens Kunst; dets teatralske
Patos, der forekommer Nutiden saa usmagelig
og saa lidet baaret af personlig Følelse, fandt
Sangbund i Tidens Aandsretning, og dets
retoriske Tale om urokkelig Borgerdyd og
patriotisk Heltemod blev det rammende Udtryk for
Samfundets vaagnende Frihedsliv og
Romerkultus. Mærkeligt nok var dette Værk ligesom
det 1789 udførte »Liktorerne bringer Brutus
Ligene af hans Sønner« (Louvre) - to
Revolutionens Bebudere - malet paa Bestilling af
selve den Regering, de med deres hele
Tendens var med til at omstyrte. Særlig i »Brutus«
træder D.’s Stræben efter arkæologisk
Nøjagtighed og ren antik Stil betegnende frem: Brutus’
Hoved er en Kopi efter en antik Buste,
Klædedragt og Bohave er holdte nøje efter
overleverede antikke Mønstre, og D.’s - efter Datidens
Begreber - nøjagtige Gengivelse af det antikke
Livs ydre Snit gav Moden i Dragt og Udstyr
etc. ny Retning og aabnede Kunstindustrien ny
Felter. Til Tiden før Revolutionen hører
endvidere det dygtige »Sokrates drikker Giften«
(1787) og det af Greven af Artois bestilte »Paris
og Helena« (1788, Louvre). I Revolutionen tog
D., Kongens Maler, aktiv Del, han blev
Medlem af Nationalkonventet, var en kortere Tid
dettes Præsident; han optraadte her som rød
Jakobiner, var Marat’s Beundrer, Ven og
Tilhænger af Robespierre og stemte for Kongens
Død. Ved sin fremskudte Stilling fik han stor
Indflydelse paa Frankrigs Kunstforhold, øvede
et formeligt Diktatur over dem, gav sin
vægtige Støtte til Akademiets Ophævelse og
udviklede i sine Konventstaler, i den da gængse
bombastisk-retoriske Manér, sin Opfattelse af
Kunsten som de politiske Ideers Tjener, som
et Middel for den offentlige Opdragelse til
Bestyrkelse af det rette republikanske Borgersind;
han gjorde Udkast til Klædedragter, Optog og
Fester, foreslog Prægning af Medailler, paa gr.
og rom. Vis, til Ære for Frihedens Martyrer.
D.’s politiske Virksomhed - han var bl. a.
ogsaa Medlem af le comité de sûreté générale
- levnede ham kun ringe Tid til selvstændig
kunstnerisk Virksomhed; i sine Arbejder fra
denne Tid, hvilke han uegennyttig over for
Pengespørgsmaalet og entusiastisk for
Revolutionens Idé stillede til det Offentliges Raadighed,
blev han for første Gang stillet over for
Nutidsemner og gjorde paa dette ny Felt
lykkelige Fund for Kunsten. Hans »Eden i
Boldhuset«, malet paa Bestilling af den lovgivende
Forsamling og i Fremstillingssæt nær beslægtet
med hans tidligere Arbejder, forblev ufuldendt,
kun Kobberstik, Skitsen og den mægtige Karton
(Louvre) giver Forestilling om D.’s Gengivelse
af denne Begivenhed, hvis forholdsvise
Spagfærdighed Tiden og han selv hurtig tabte
Interessen for. I »Lepelletier’s Død«, »Døende
Marat« (kgl. Mus. i Bryssel) og Udkastet til
»Barras’ Død« (Avignon-Mus.) skabte han
betydelige Kunstværker, der baade udmærker sig
ved dygtig Naturiagttagelse og er beaandede
af sand og gribende Følelse. Med 9. Thermidor
var D.’s politiske Rolle udspillet; en Stund
syntes Guillotinen ham endog vis; ved sin lidet
mandige Tagen Afstand fra sin faldne Ven
Robespierre slap han dog med Fængsel, som hans
Elevers Forbøn snart reddede ham ud af, og
den alm. Amnesti 4. Brumaire Aar IV (1795)
gav ham fuld Frihed. I Fængslet genoptog D.
med Udkastet til det store Billede
»Sabinerinderne« sin klassiske Stil og Emnekreds, dog
med karakteristiske Tillempninger; han vilde
nu ikke længere male »romersk«, det var den
»græske« Stil i dens Linierenhed, han vilde
vække til Live igen. I dette Arbejde - der
udstilledes 1799 (nu i Louvre), gjorde stor Lykke
og indvirkede kendelig paa Tidens
Smagsretning - har han gjort interessante og dybt
gaaende Studier af det nøgne, men Skikkelserne
virker gennemgaaende som teatralsk opstillede
Modelfigurer. Han var i Færd med et stort
Billede af »Leonidas ved Thermopylæ«, da
Napoleon Bonaparte greb betydningsfuldt ind i
hans Skæbne. Allerede kort efter
Campo-Formio-Freden, da Bonaparte havde ladet sig
portrætere af D., havde han taget Kunstneren
med Storm; »Bonaparte er min Helt!« var hans
begejstrede Udbrud efter den første Seance; og
den holdningsløse Stemningspolitiker, der mere
handlede ved Instinkt end med roligt Overlæg,
saa nu i den opdukkende Storhed, med et
Hoved »skønt som Antikken«, den rette Mand,
til hvis Fane han med oprigtigt Sind svor; snart
bar han Æreslegionens Stjerne og optraadte ved
Førstekonsulens Hof i det paabudte, i sin Tid
saa forhadte, l’ancien régime’s Kostume.
Napoleon forstod hurtigt at bringe D.’s Kunst ind
paa de Baner, der passede hans politiske
Formaal. D. fik Bestilling paa fire mægtige
Arbejder, der skulde forherlige Kejseren som
Herskeren, og »Leonidas« blev foreløbig sat til
Side (først fuldendt 1814, Louvre); kun de to
fuldførtes: I »Napoleon’s Kroning« (le sacre,
1810, nu i Louvre), et stort Ceremonistykke
med talrige Portrætter, skabte han et
Mesterværk af udmærket malerisk Holdning, hvilket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
