Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - de Coster, Charles Théodore Henri, belg. Forf., (1827-1879) - Decourcelle, 1) Adrien, fr. dram. Forf. (1821-92) - 2) Pierre, fr. Forf., (1856- ) - Decourdemanche, Alphonse, fr. økonomisk Forf. (1797-1871) - décourt, se Dekort. - découvert. Sælge à d. kaldes i Terminshandelen at sælge med senere Levering Varer, som man ikke har disponible - Decrais, Albert, fr. Diplomat, (1838- ) - decrescendo, mus. Foredrags-betegnelse: aftagende i Tonestyrke. - décret er i Frankrig siden 1789 til de skiftende Tider blevet brugt i meget forsk. Bet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
München, d. 7. Maj 1879 i Ixelles (Forstad til
Bryssel). de C. studerede Jura i Bryssel, tog
1855 Advokateksamen og døde som Lærer i fr.
Litt. ved Krigsskolen i Ixelles. Som Digter
debuterede han først i Revue trimestrielle, som
Novellist i »Uylenspiegel«. Han høstede især
sine digteriske Impulser fra Studiet af 16.
Aarh.’s Litt. og Historie. 1856-57 udkom
Légendes flamandes, 1861 Contes brabançons, med
mange farverige Folkelivsbilleder og 1867 La
légende d’Uylenspiegel et de Lamme Goodzak,
en storslaaet, af Komik og Tragik mesterlig
blandet Prosa-Epopé, hvori den sp. Inkvisitions
Herredømme i Nederlandene under Filip II og
Alba er skildret med blændende Kraft; Bogen
er blevet Belgiens ypperste Nationalroman.
Desuden skrev han Le voyage de noce (1872)
og et lille Lystspil Jeanne (1865). Efter hans
Død er udkommet La Zélande dans le cours du
monde og Le mariage de Toulet. Bryssel har
rejst ham et Monument.
S. Ms.
Decourcelle [dökur’sæl], 1) Adrien, fr.
dram. Forf. (1821-92), begyndte meget tidlig
at skrive Komedier, Vaudeviller og, efter at
have ægtet en Niece af Dennery, tillige
Dramaer. Bl. hans Stykker, hvis Antal er henved
50, kan nævnes: Don Gusman ou la journée
d’un séducteur (1846), Un vilain monsieur (1848,
med Barrière), Les petits moyens (1850, med
Labiche), Un mériage à trois (1853, med
Dennery), Je dîne chez ma mère (1855, med
Lambert, overs. af A. Recke 1858), J’enlève ma
femme (1857, med Anicet-Bourgeois), Les
ménages d’aujourd’hui (1861), Le numéro treize
(1873), Un homme d’argent (1874), Le père (1877,
med Claretie), Les amazones (1884, med Bloch),
etc.
2) Pierre, fr. Forf., Søn af foreg., f. 25.
Jan. 1856 i Paris. D. debuterede allerede 1880
med Le grain de beauté og forfattede en Række
Lystspil og Folkeskuespil: L’as de trèfle, hvori
Sarah Bernhard fejrede en stor Triumf, L’abbé
Constantin (1887, efter en Roman af Ludovic
Halévy), Le dragon de la reine (1888),
Mensonges (1889, efter Paul Bourget), Les deux
yosses (1898, et ogsaa uden for Frankrig
berømt Folkestykke, »De smaa Landstrygere« paa
Casino), Werther (1903), Sherlock Holmes (efter
Conan Doyle og Gillette [1908]). D. er
Medarbejder ved Gaulois under Pseudonymerne
Choufleuri og Valentin. Han har tillige skrevet:
Le chapeau gris (1887), Fanfan (1889), La
buveuse de larmes (1896), Les deux gosses (1896;
paa Dansk ved Carl Muusmann, »De smaa
Landstrygere ell. Fanfan«, 1909), La mome aux
beaux yeux (1906) o. s. v.
S. Ms.
Decourdemanche [dökurdö’mã.∫], Alphonse,
fr. økonomisk Forf. (1797-1871), var først
Advokat og sluttede sig 1828 til Saint-Simonismen,
i hvis Organ, Le Globe, han begyndte at skrive.
Da Skolen opløstes, kastede D. sig over
Finansvæsen og lagde heri en saadan Dygtighed
for Dagen, at han opnaaede at blive
administrerende Direktør for Bankinstituttet Crédit
Général. Efterhaanden kom han bort fra den
Mysticisme, hvori den hendøende
Saint-Simonisme mundede ud, og indlagde sig megen
Fortjeneste ved Forslag til praktiske Reformer
paa Grundbogs- og Hypotekvæsenets Omraade
i Skrifterne Du danger de préter sur
hypothèque et d’acquerir des immeubles (1830) og
Proposition relative aux rentes sur l’État (1850).
K. V. H.
décourt [de’ku.r], se Dekort.
découvert [deku’væ.rj. Sælge à d. kaldes i
Terminshandelen at sælge med Forpligtelse til
Levering paa et senere Tidspunkt (til en senere
Termin) Varer, som man ikke paa den Tid,
Salget sker, har disponible. Sælgeren haaber
da senest til den Tid, Leveringen skal finde
Sted, at kunne dække sig med Fordel, ɔ:
at kunne købe det solgte Parti til en lavere
Pris end den, hvortil han har solgt det. Han
sætter altsaa sin Lid til, at Varen vil falde i
Pris, han spekulerer à la baisse (se baisse).
Foruden den med enhver Børsspekulation
forbundne Fare for, at Prisen kan gaa den
modsatte Vej af den, man har beregnet, er der
med et Salg à d. forbundet den særlige Fare,
at der paa Leveringsdagen kan opstaa et
corner. Se Børs og Terminshandel.
(C. V. S.). C. Th.
Decrais [dö’kræ], Albert, fr. Diplomat, f.
1838, var først Advokat og fulgte Septbr 1870
Tachard som Frankrigs ny Sendemand til
Belgien. Han var derefter i fl. Aar Præfekt, blev
1879 Statsraad og 1880 selv Sendemand i
Bryssel; blev 1882 Direktør i Udenrigsministeriet og
var derefter 1883-86 Sendemand i Rom, 1886
-93 i Wien og Juli 1893 til Oktbr 1894 i
London. Endelig var han 1897-1903 Medlem af
Deputeretkammeret og Juni 1899-Juni 1902
Koloniminister under Waldeck Rousseau, samt
er siden 1903 Senator.
E. E.
decrescendo [dekre’∫ændo], mus.
Foredragsbetegnelse: aftagende i Tonestyrke.
décret [de’kræ] er i Frankrig siden 1789
til de skiftende Tider blevet brugt i meget
forsk. Bet., nemlig som Betegnelse snart for
egl. Love, snart for Beslutninger af de
lovgivende Kamre og snart for Beslutninger af den
udøvende Magt. Adskillige Dekreter fra tidligere
Tid, deriblandt ogsaa fl. fra det første
Kejserdømmes Tid, der utvivlsomt paa
forfatningsstridig Maade var givne af Kejseren paa egen
Haand, men som er blevne opretholdte i
Retsbrugen, er endnu at betragte som Love og kan
derfor kun ændres ved ny Love. Men den alm.
Bet. af d. er dog nu alene de af den
udøvende Magts Chef, Præsidenten; udstedte
Anordninger. Disse Anordninger falder i to Arter,
de, der indeholder alm. Retsregler (d.
généraux ou réglementaires), og de specielle ell.
individuelle. De første falder igen i to Klasser:
de, som Præsidenten udsteder i Kraft af sin
alm. forfatningsmæssige Beføjelse til at drage
Omsorg for Lovenes Fuldbyrdelse, og de
forvaltningsretlige Anordninger, som han udsteder
i Kraft af en særlig Bemyndigelse i en Lov.
Medens en Ministers Underskrift altid er
nødvendig ved Udøvelsen af Præsidentens
Anordningsmyndighed, skal han i det sidste Tilfælde
tillige altid først høre »Statsraadet« (conseil
d’état), til hvis Raad han dog ikke ubetinget er
bundet. Disse Dekreter skal nærmere udfylde
Lovens Ramme, men maa naturligvis ikke stride
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
