Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - defensor civitatis (lat.: »Borgernes Forsvarer«) i den senere rom. Kejsertid Titlen paa en Embedsmand - Defensor fidei (lat.: »Troens Forsvarer«), en Ærestitel, som Paven tildelte Henrik VIII af England - deferere (lat. deferre), tilbyde, indrømme, tilkende, ogsaa angive - Defervescens, Feberens Ophør, se Feber. - Deffand, se Du Deffand. - défi (fr.), Udfordring. den højtidelige Krigserklæringer - Defiance, By i U. S. A., Stat Ohio, ligger 77 km SV. f. Toledo paa højre Bred af Maumee River - defibrinere (lat.), at borttage Trævlestoffet af Blodet; se i øvrigt Blod. - deficiendo, mus. Foredragsbetegnelse: aftagende i Tonestyrke og Hastighed, hendøende - deficiente pecunia, deficit omnia (lat.), »naar Pengene er forbi, er alt forbi« - Deficit betegner det Misforhold, som opstaar, naar Indtægterne ikke staar i det rette Forhold til Udgifterne - Defilé (fr.), Snævring ell. Vej, som fører gennem ufremkommeligt Terrain
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som Dekurion. Valget gjaldt nu endvidere kun
for 5 Aar. Kun de større Stæder havde deres
egen d. c. Ogsaa Valgmaaden blev væsentlig
ændret. Fra 409 valgtes d. c. ved en fælles
Afstemning inden for Statens herskende Klerus
af Honorati, de store Grundejere og
Raadsherrerne, hvorefter Valget blot bekræftedes af
præfectus prætorio, senere af Kejseren. Og til
d. c. henlagdes i Tidens Løb en Mængde
forskelligartede kriminelle og administrative
Funktioner, der ingen Forbindelse havde med hans
opr. Hverv, at værne de Undertrykte. Af den
tidligere Tilsynsret opstod en omfattende
Politimyndighed. Det paalagdes ham saaledes at
opspore Røvere og bringe dem for Statholderen,
at paase, at der ikke holdtes hedenske
Ofringer, og at angive Kætterne. Og af Retten til at
protokollere Borgernes Klager udviklede sig en
Række Funktioner, som Registrator af Gaver og
Testamenter, som Notar, Overformynder o. l.
Ogsaa hans Jurisdiktion udvidedes. Alle civile
Retssager, hvis Genstand ikke oversteg 50 -
senere 300 - Solidt, henvistes til hans
Paakendelse. - Allerede paa Justinian’s Tid var
Embedet forlængst i Forfald. Af den engang
myndige Forsvarer af Borgernes Rettigheder var
intet tilbage, d. c. var nu blot en ydmyg
Embedsmand. Han kunde i bedste Fald konstatere
Uretten. Men over for de Mægtiges Overgreb
stod han faktisk magtesløs. En besværlig d. c.
havde Statholderne snart tiltaget sig Retten til
vilkaarlig at afskedige. Justinian søgte 535 at
genoprette Embedet i dets opr. Skikkelse. Men
disse Forsøg blev uden varig Bet. Saavel i
Occidenten som i det byzantinske Rige bestod
Embedet nominelt langt ind i Middelalderen.
(Litt.: E. Chénon, Étude historique sur le
defensor civitatis i Nouv. revue hist. de droit
fr. et étr. XIII, 321-62, 515-61; O. Seeck,
Art. Defensor civitatis i Pauly-Wissowa’s
»Real-Encyklopädie d. klass. Altertumswiss.«,
IV, 2366 ff.).
C. W. W.
Defensor fidei (lat.: »Troens Forsvarer«),
en Ærestitel, som Paven tildelte Henrik VIII
af England for hans Skrift imod Luther, og
som trods de forandrede Forhold er beholdt af
de senere eng. Konger.
H. O.
deferere (lat. deférre), tilbyde, indrømme,
tilkende, ogsaa angive. Bruges særlig i tysk
Civilproces om at d. en Ed (ein Eid zuschieben),
nemlig naar den ene Part i Processen tilbyder
Modparten at lade Spørgsmaalet om, hvorledes
det virkelig forholder sig m. H. t. et omstridt
Punkt, om hvilket denne sidste maa have
personlig Kundskab, afgøre ved dennes edelige
Erklæring. Den, der tilbyder Eden, kaldes
Deferent, den, til hvem Tilbudet rettes, Delat.
Delaten maa, hvis han ikke vil se Deferentens
Paastand lagt til Grund for Sagens
Bedømmelse, bekræfte sin Forklaring med Ed, ell., for
saa vidt ogsaa Deferenten maa have personlig
Kundskab om det virkelige Sammenhæng, skyde
Eden tilbage til denne. Ogsaa i fr. Proces tales
om at déférer un serment. Hvis imidlertid
Delaten vægrer sig ved at gaa ind paa denne
Afgørelsesmaade, er det Rettens Sag at afgøre,
om Eden bør paalægges ell. ej. Edsdelation i
tysk Rets Forstand kendes ikke i dansk ell.
norsk Ret.
E. T.
Defervescens, Feberens Ophør, se Feber.
Deffand [dæ’fã], se Du Deffand.
défi [de’fi] (fr.), Udfordring. Cartel eller
lettre de d. ell. de défiance (latinsk diffidatio,
literæ diffidationis) kaldtes de højtidelige
Krigserklæringer, i Reglen i Form af Skrivelser fra
den ene Suveræn til den anden, som var alm.
i Brug i den senere Middelalder og Beg. af den
nyere Tid. De overbragtes i Reglen af Herolder
under Udfoldelse af et større ell. mindre
Ceremoniel. Siden 17. Aarh. hørte de op, og der
fulgte derefter en Periode, hvor formelige
Krigserklæringer kun sjælden forekom.
P. J. J.
Defiance [di’fa^iəns], By i U. S. A., Stat Ohio,
ligger 77 km SV. f. Toledo paa højre Bred af
Maumee River. (1910) 7327 Indb. D. ligger
paa samme Sted som det 1794 af General
Wayne anlagte Fort D.
H. P. S.
defibrinere (lat.), at borttage Trævlestoffet
af Blodet; se i øvrigt Blod.
deficiendo [defi’t∫ændo], mus.
Foredragsbetegnelse: aftagende i Tonestyrke og Hastighed,
hendøende. Jfr calando.
S. L.
deficiente pecunia, deficit omnia (lat.),
»naar Pengene er forbi, er alt forbi«; i
spøgende versificeret Form: deficiente pecu-, deficit
omne, -nia, hos Rabelais (Gargant. III, 41), med
Deling af Ordet pecunia, der ellers ikke kan
anbringes i Verset.
A. B. D.
Deficit betegner det Misforhold, som opstaar,
naar Indtægterne i en privat ell. offentlig
Husholdning ikke staar i det rette Forhold til
Udgifterne. Særlig har man ved D. dog Statens og
de andre politiske Samfunds Husholdning for
Øje. Et D. i videste Forstand (Kassedeficit)
opstaar, naar der i en vis Finansperiode ikke
skaffes de nødvendige Midler til at dække de
Udgifter, som Samfundet er retlig forpligtet til
at fyldestgøre. Et saadant Kassedeficit er altid
en meget betænkelig Sag og faretruende for
den fortsatte Statsvirksomhed. I snævrere
Forstand taler man om et D., naar vel de
nødvendige Midler kan skaffes til Veje til
Udgifternes Dækning, men denne kun kan finde Sted
derved, at Samfundet maa tage sin Tilflugt til
Forbrug af Formue ell. Stiftelse af Gæld. Det er
navnlig her et bydende Krav, at de ordentlige
Statsudgifter ɔ: saadanne, som regelmæssig
vender tilbage fra Aar til Aar, og hvis Nytte
væsentlig er forbrugt i den Periode, i hvilken
de er anvendte, dækkes uden Forringelse af
Statens Formuestatus. For saa vidt D. i det
ordentlige Budget bliver kronisk, gaar
Samfundet sin sikre Ruin i Møde. Et D. i det
overordentlige Budget er mindre betænkeligt og
fuldt ud forsvarligt, naar Udgifterne anvendes
til Erhvervelse af udbyttebringende
Formuegenstande (f. Eks. Jernbaner) ell. til
Foranstaltninger, som vel ikke umiddelbart afkaster
Udbytte, men dog forøger Samfundets økonomiske
Modstandskraft paa Højde med de gjorte Ofre.
C. T.
Defilé [defi’le] (fr.), Snævring ell. Vej, som
fører gennem ufremkommeligt Terrain, og som
kun kan passeres med ringe Frontbredde,
saaledes Bro, Dæmning, Hulvej og for Rytteri og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
