Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Descendéns og Descendenter (lat.), det fra en Person i ret nedstigende Linie nedstammende mandlige som kvindelige Afkom - Descendensteorlen, se Udviklingslære - Descensus (lat.), Nedstigen, Nedsynken, benyttes i Lægevidenskaben om Organers sygelige Lejeforandring - descente (fr.), Gravnedgang (s. d.) - Deschamps, - 1) Antony, fr. Digter (1800-69) - 2) Emile, fr. Kritiker og Digter, (1791-1871) - Deschamps, Eustache (ogsaa kaldet Morel p. Gr. a. sin mørke Ansigtsfarve), fr. Digter, (1340-1410) - Deschampsia Beauv., i nyeste Tid benyttet som Slægtsnavn for Bunke (s. d.) - Deschanel, - 1) Emile, fransk Litterærhistoriker (1819-1904) - 2) Paul, fr. Forf. og Politiker, (1856- )
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
betegner Indbegrebet af det fra en Person i ret
nedstigende Linie nedstammende saavel mandlige som
kvindelige Afkom, og det sidstnævnte de
enkelte Led i de saaledes nedstigende Rækker
(Livsarvinger), begge betegner de
Modsætningen til Ascendens og Ascendenter (s. d.) og til
Sidelinierne. Stillingen som D. i Forhold til en
Arvelader er af stor Bet. for den Paagældendes
Arveret, idet den i de fleste Lande og særlig
i de nordiske Riger giver Adgang til en
Tvangslod, der ikke kan tilsidesættes ved Testament.
(C. V. N.). K. B.
Descendensteorien [-sæn-], se
Udviklingslære.
Descensus [-’sæn-] (lat.), Nedstigen,
Nedsynken, benyttes i Lægevidenskaben om
Organers sygelige Lejeforandring, saaledes D. af
Nyren, af Leveren, men særlig hyppig benyttes
D. om Nedsynken af Livmoderen og
Moderskeden (D. uteri et vaginæ), se Fremfald.
Lp. M.
descente [de’sã.t] (fr.), Gravnedgang (s. d.).
Deschamps [dæ’∫ã], 1) Antony, fr. Digter
(1800-69), er mest kendt for sine udmærkede
Overs. af Dante’s Divina commedia: Vingt chants
du Dante (1829), desuden af Shakespeare, Le
roi Lear, Manzoni’s Hymne de la résurrection,
Petrarca’s Sonetter o. a. 1831 udgav han Trois
satires politiques, der trods deres politiske
Emner ved et stolt og mandigt Sprog alligevel
virker poetisk. Da den Spire til Sindssygdom,
hvorpaa Digteren bar fra sin første Ungdom,
kom til Udbrud, skildrede han sin Fortvivlelse
og Smerte i Dernières paroles (1835), der ofte
indeholder dyb og ægte Poesi. D. tilhørte
ligesom sin Broder Romantikerne’s nystiftede
Forening Le Cénacle.
2) Émile, fr. Kritiker og Digter, Broder til
foreg. (1791-1871), vakte allerede ganske ung
Napoleon’s Opmærksomhed ved en Sang La
paix conquise, men vandt sit egl. Ry ved to
med H. de Latouche forfattede Lystspil paa
Vers: Selmours og Le tour de faveur (1818),
hvilket sidste gik over 100 Gange paa Odéon.
D. var den frembrydende Romantik ivrig
hengiven og stiftede 1824 med Victor Hugo og
Alfred de Vigny Tidsskriftet La muse française.
Sine kritiske Afh., Digte og Noveller heri
samlede han 1826 under Fællestitlen Le jeune
moraliste du XIX siècle. Bet. havde han desuden
for den ny Retning ved sine Études françaises
et étrangères (1828-35), der dels indeholder
Overs., f. Eks. af Schiller (La cloche) og Goethe
(La fiancée de Corinthe; Le roi de Thule), dels
Efterligninger, dels originale Stykker. Af
Shakespeare overs. og kommenterede han Roméo et
Juliette (1839) og Macbeth (1844). Fra hans
Haand haves tillige Digte: Poésies (1842) og
Poésies des crêches (1854), Noveller og
adskillige lystige og alvorlige Dramaer, hvortil Auber
og Halévy, Bellini og Rossini skrev Musik. Fra
1848 levede han tilbagetrukket og næsten helt
blind i Versailles. Hans Æuvres complètes
udkom 1872-74 i 6 Bd. (Litt.: Bazin, E. D.
[1874]).
S. Ms.
Deschamps [dæ’∫ã], Eustache (ogsaa
kaldet Morel p. Gr. a. sin mørke
Ansigtsfarve), fr. Digter, f. omtr. 1340, d. omtr. 1410.
Han studerede Jura i Orléans, beklædte forsk.
Embeder under Karl V og Karl VI og har
foretaget fl. Rejser til Tyskland, Ungarn og Italien;
i øvrigt synes han at have ført et lystigt Liv,
og han kalder sig selv for l’Empereur des
fumeux. Han var en stor Rimsmed, han har
skrevet over 80000 Vers, men ingen dyb
Digternatur; han repræsenterer et borgerligt
Tidsrums borgerlige Poesi. Ballader, Rondeaux,
Virelais har han skrevet i stort Antal, desuden
et ufuldendt Digt Le Miroir du mariage, en
Poetik, forsk. Fabler og et lille dram. Arbejde
Dict des quatre offices de l’ostel du Roy. I
næsten al hans Digtning er Ironi og Satire
fremtrædende Træk, og han kan paa en Maade
betragtes som en Art Forløber for Villon. Hans
samlede Værker foreligger i en mønsterværdig
Udg., ledsaget af en udførlig Levnedsskildring,
ved Marquis de Queux de Saint-Hilaire og
Gaston Raynaud (Paris, 1878-1903, 11 Bd).
Kr. N.
Deschampsia [dæ’∫ã-] Beauv., i nyeste Tid
benyttet som Slægtsnavn for Bunke (s. d.).
Deschanel [dæ∫a’næl], 1) Émile, fransk
Litterærhistoriker (1819-1904), studerede ved
Normalskolen i Paris og var Lærer i Retorik i
Bourges og Paris. Da han 1850 udgav Skriftet
Catholicisme et socialisme, mistede han sin
Lærerpost i Paris, blev ved Statskuppet 2. Decbr
1851 fængslet og forvist og gik til Bryssel, hvor
hans Forelæsninger vandt stort Ry, der
ligeledes fulgte ham, da han 1859 vendte hjem til
Paris og ogsaa der holdt Forelæsninger. D. blev
1876 og 1877 valgt til Deputeretkamret fra
Distriktet Courbevoie (Dept Seine). 1881
udnævntes han til Prof. i nyere Litt. ved Collège de
France, nedlagde sit Mandat, men udnævntes
s. A. til Senator paa Livstid. Af hans Værker
kan anføres: Histoire de la conversation (1857),
Les courtisanes grecques (1859), Le mal et le
bien qu’on a dit des femmes (7. Opl. 1867), Le
bien et le mal qu’on a dit des enfants (1858),
Causeries de quinzaine (1861), der indeholder
en Samling originale og karakterfulde
Litterærkritikker, Christophe Colomb et Vasco de Gama
(1861), Physiologie des écrivains et des artistes
(1864), Études sur Aristophane (1867, 3. Oplag
1892), Le peuple et la bourgeoisie (1881). En
Samling af sine Forelæsninger har han udg.
under Titlen: Le romantisme des classiques, der
i 5 Serier behandler 1) Corneille og Molière
(1882), 2) Racine (2 Bd, 1884), 3) La
Rochefoucauld, Bossuet og Pascal (1885), 4) Le théâtre
de Voltaire (1886) og 5) Boileau og Ch.
Perrault (1888); endvidere udgav han Lamartine
(2 Bd, 1893), Les réformateurs de la langue
française (1898).
2) Paul, fr. Forf. og Politiker, Søn af foreg.,
f. 13. Febr 1856 i Bryssel, studerede Jura, var
nogle Aar Underpræfekt, til han 1885 valgtes
ind i Deputeretkamret, hvor han sluttede sig
til de maadeholdne Republikanere, men gik
efterhaanden mere og mere over til det
klerikale Nationalistparti. Hans elegante
Veltalenhed og repræsentative Væsen gjorde ham først
til Vicepræsident og 1898-1902 til Kamrets
Præsident. 1899 blev han Medlem af Akademiet.
Foruden nogle Skr om fr. Kolonialpolitik har
han udgivet Orateurs et hommes d’État (1888),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
