Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Desideria (Eugenia Bernhardina D.), den svenske og norske Kong Karl XIV Johan's Dronning, (1777-1860) - Desidério da Settignano, florentinsk Billedhugger, (1428-1464) - desiderium (lat.), Ønske; pium d. (Flertal: pia desideria), fromt Ønske, der sandsynligvis ikke gaar i Opfyldelse - Desiderius, Langobardernes Konge 756-74, kom paa Tronen efter Aistulf - Designation (lat.), Angivelse, Fortegnelse; navnlig i tysk Retssprog - designator (lat.) kaldtes hos Romerne Kampdommeren ved offentlige Væddekampe - designere (lat.), betegne, bestemme, udpege, foreløbig udnævne - Desillusion (fr.), Tab af Illusion; desillusioneret, berøvet sine Illusioner - Desinfektion. i Lægevidenskaben: Fremgangsmaader, hvorved man tilintetgør Smitstoffer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der allerede stod i nær Forbindelse med Josef
Bonaparte, anholdt nu om hendes Haand og
fik hendes Ja. Brylluppet fandt Sted 16. Aug.
1798, og Ægteskabet velsignedes med en Søn,
der paa sin Gudfader, Napoleon’s Ønske blev
kaldet Oskar. Efter at Bernadette 21. Aug.
1810 var blevet valgt til Tronfølger i Sverige og
kort efter indtraadte i sin ny Værdighed, begav
ogsaa D. sig med sin Søn Oskar til det ny
Fædreland, til hvis Hovedstad hun ankom 9. Jan.
1811. Men hverken Hoffet ell. Klimaet
behagede hende. Med sin Gemals Samtykke
forlod hun derfor allerede i Juni s. A. Sverige og
begav sig til Paris, dog uden sin Søn. Her
forblev hun til 1823, da hun sammen med sin
Søns udkaarede Brud kom tilbage til Sverige,
hvor hun senere forblev til sin Død, skønt hun
stadig længtes efter paa ny at bosætte sig i
Paris. Hun rejste meget, men levede for øvrigt
et stedse mere tilbagetrukkent Liv, optaget af
Læsning af Sveriges Litteratur samt af
Omsorg for de Fattige. Hun forenede med en
stor Hjertensgodhed en overlegen Forstand.
(Litt.: D., reine de Suède et de Norvège par
le baron Hochschild [Paris 1888]; Felix
Vérany, La famille Clary et Oscar II [Marseille
1893]; Catherine Bearne, A queen of
Napoleons court: The Life-story of Désirée
Bernadotte [1906]).
A. M. D.
Desiderio da Settignano [-’njano],
florentinsk Billedhugger, f. i Settignano ved Firenze
1428, d. 1464. Han stod Donatello’s Kunst nær.
Skønt D. døde i saa ung en Alder, har hans
Værk dog sat Mærker i Renaissancens
Billedkunst. Hans Kunst har Donatello’s livfulde
Naturlighed, om ikke dens Kraft, men dertil en
Ynde, som ofte gaar over til fint Skælmeri, en
sjælden Skønhedssans i Anordningen, i
Forbindelsen af Figurfremstillingen med dens
arkitektoniske Omramning, og en mesterlig,
indgaaende, delikat Marmorteknik, der gør hans
Arbejder til nogle af den tidlige Renaissances
friskeste og mest tiltalende Værker. Hans to
Hovedværker er Gravmælet over Statssekretær
Marsuppini i Santa Croce i Firenze og det store
Vægtabernakel i San Lorenzo smst. Desuden
har han i Fremstillingen af unge Kvinder og
Børn skabt en fremragende, fin og følt
Portrætkunst: Marmorbusterne af Marietta Strozzi med
den kække Rejsning og det friske, aabne Blik
(Kaiser-Friedr. Mus. i Berlin; P. Morgan, New
York), Busten (af Kalksten) af en af Hertugen
af Urbino’s Døtre (Kaiser-Friedr. Mus.) m. m.
Til hans bedste Fremstillinger af putti,
Børneskikkelser, hører Marmorbusten »Leende Dreng«
(Dreyfuss i Paris, Benda-Saml. i Wien).
A. Hk.
desiderium (lat.), Ønske; pium d. (Flertal:
pia desideria), fromt Ønske, der sandsynligvis
ikke gaar i Opfyldelse.
Desiderius, Langobardernes Konge 756-74,
kom paa Tronen efter Aistulf. Han havde
under hele sin Regeringstid mange
Vanskeligheder at kæmpe med, idet baade Paverne og
de frankiske Konger stræbte at udvide deres
Magt paa hans Bekostning, og D. førte over for
disse Modstandere en vaklende Politik. I Beg.
af sin Regering maatte han købe Pavens Hjælp
mod en Medbejler med Afstaaelse af Land til
Kirkestaten; senere hjalp han Paven mod
Grækerne. Men oftest laa han i Strid med
Pavestolen, der søgte Hjælp hos Frankerne, først
hos Pipin og senere hos Karl den Store. Denne
slog dog for en Tid, under Paavirkning af sin
Moder og af sin Broder Karloman, ind paa en
langobardervenlig Politik og ægtede D.’s Datter
Desiderata til stor Forbitrelse for Paven. Men
snart kom det til et Brud; Karl forskød
Desiderata, og værre blev det efter Karloman’s Død
(771), da dennes Enke og Sønner søgte Tilflugt
hos D., efter at Karl havde bemægtiget sig
Broderens Lande. Karl rykkede ind i
Norditalien, og D. maatte efter en længere Belejring
trods tapper Modstand overgive sin Hovedstad
Pavia (774). D. blev ført til Frankrig, hvor
han døde i Kloster, og hans Rige tilfaldt Karl.
H. H. R.
Designation [ell. -sinja-] (lat.), Angivelse,
Fortegnelse; navnlig i tysk Retssprcg brugt om
Værdifortegnelser i forsk. retlige Forhold
(Konkurs, Skifte, Formynderforhold, Toldforhold
etc.). - D. betyder ogsaa den af særlige
Betingelser (f. Eks. Stadfæstelse af højere
Autoritet) afhængige Udnævnelse til et Embede.
E. T.
designator (lat.) kaldtes hos Romerne
Kampdommeren ved offentlige Væddekampe.
designere [ell. -sin’je’rə] (lat.), betegne,
bestemme, udpege, foreløbig udnævne.
Desillusion (fr.), Tab af Illusion;
desillusioneret, berøvet sine Illusioner.
Desinfektion. Herved forstaas i
Lægevidenskabens forsk. Discipliner alle de
Fremgangsmaader, hvorved man tilintetgør de i ell. paa
et Legeme af hvilken som helst Natur værende
Smitstoffer. Allerede Oldtiden havde
Forestillingen om, at man burde »rense« Luften og
Genstandene for Smitstoffer. Man brændte Baal
og røgede med Tjære, hvor der herskede
Epidemier. Saavel i hin Tid som senere har man
vidst, at man ved Ophedning, ved
Overhældning med visse Stoffer, som ætsende Kalk o. l.,
kunde tilintetgøre de organiske Legemer,
hvorfra man tænkte sig Sygdomme opstaa. Da man
imidlertid længe ansaa Luften for Bæreren af
Sygdomsgiftene (Miasmerne), saa søgte man at
angribe Sygdomsgiftene i Luften og kom
derved i Aarhundreder ind paa Metoder, der
forfejlede det tilstræbte Maal. Man troede, at
stærkt lugtende Stoffer var i Stand til at
ødelægge Sygdomsspirerne, fordi de var i Stand
til at forandre Luften saaledes, at man ikke
længer lugtede de ildelugtende Tilblandinger,
som man mente stod i Forbindelse med
Miasmerne, som man vilde til Livs. Medens man
tog ganske fejl af, hvad det kom an paa, maa
det erkendes, at man trods Mangelen paa
Kundskabsgrundlag ofte valgte Stoffer, som under
eksakt Forskning har vist sig at besidde
desinficerende Egenskaber; men da man arbejdede
mod til Dels indbildte Fjender, Miasmerne, blev
alle »Røgninger« med Svovl (Svovlsyrling),
Klorkalk (Klor), Tjære (Karbolsyre),
Gran og Enebær (flygtige brændte Olier)
o. s. v. i Virkeligheden - som hygiejniske
Foranstaltninger - kun Slag i Luften; man
tilfredsstillede sin Lugtesans, men man
desinficerede ikke. Senere fandt man, at forsk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
