Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dickens, Charles John Huffham, eng. Romanforfatter, (1812-1870)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Pickwick Club, hvis 1. Hæfte udkom 1836, men
hvor Teksten er Hovedsagen, medens
Tegningerne kun er Illustrationer. Bogen gjorde ikke
straks Lykke, men med Sam Weller’s
Indtræden paa Scenen steg Abonnentantallet fra 400
til 40000. Den er ganske uden Plan, kun som
en mægtig Beholder, hvori D. fylder sine
Erfaringer og Iagttagelser af Ting og Typer set
med hans frigørende rebelske Humør; men
maaske er netop det kaotiske dens Lykke, thi
D. var ikke Manden for at tømre nogen fast
Intrige, ell. maaske brød han sig ikke om at
tøjle sin eventyrlige Frodighed, thi i Bleak
House har han vist, at han kunde svejse de
mange Figurgrupper sammen, ikke blot om en
klart planlagt Handling, men om en fast Idé,
der overskygger hele Bogen; »hans Værk«,
siger Chesterton, »kan ikke regnes i Romaner,
men i Skikkelser, enkelte ell. gruppevis,
Strimler, skaaret ud af den strømmende, blandede
Masse, der hedder D., hvor hver enkelt
Strimmel indeholder en vis Mængde herligt og en vis
Mængde slet«. 1837 udkom Pickwick i Bogform.
Et Par Dage efter at Pickwick’s 1. Hæfte
havde set Lyset, ægtede D. Catharine Hogarth,
Datter af Evening Chronicle’s Redaktør; Valget
var uheldigt, og Ægteskabet blev ikke lykkeligt.
Hun havde to Søstre, Georgiana og Mary; lige
til hans Død var Georgiana hans trofaste
Veninde, og Mary, der døde pludseligt 1837, var
utvivlsomt den, han af alle elskede højest. I
lang Tid var det hans Ønske at blive begravet i
samme Grav, og lige til det sidste var hendes
Minde levende hos ham.
Allerede inden Pickwick var sluttet, havde
D. paabegyndt Oliver Twist; Baggrunden for
den er Blanksværteperioden, D. saa, hvor nær
Afgrunden han havde været: »Jeg ved, at jeg
uden Guds Barmhjertighed let kunde være blevet
en lille Tyv ell. Vagabond«, siger han selv. Det
er den mørkeste og mest harmfyldte af D.’s
Bøger, og Fagin er som en Personifikation af
det London, D. med Gru havde set, og Bogen,
der som det meste af, hvad D. skrev, har sin
Tendens, er et Udtryk for den Harme, han
følte over Samfundets Ligegyldighed og
Grusomhed over for de Fattige og Svage. Hans
Kærlighed til dg dybe Forstaaelse af dem, der
levede i Mørket, var ægte nok og erhvervet, da
de var hans Venner og Kammerater i
Trængslerne; ogsaa kunstnerisk stod de ham nærmest,
idet han der fandt sit bedste Materiale; disse
Lag var som en Urskov, »der voksede vildt og
hensynsløst, og hvor Egenskaber og Særheder
faar Lov at brede sig uden Tvang ell. smaalig
Beregning«. Oliver Twist offentliggjordes i
Bentley’s Magazine, som D. i sin Tid redigerede.
Flere Maaneder, før Oliver Twist sluttede,
udsendtes 1. Hæfte af Nicholas Nickleby (1839),
rettet mod de berygtede Yorkshire-Skoler. 1840
startede D. et Magazin Master Humphrey’s
Clock, hvori han offentliggjorde de to næste
Romaner: The Old Curiosity Shop og Barnaby
Rudge, hvor han for første Gang gaar uden for
sin egen Tid og forsøger sig i den hist. Roman
med The Gordon Riots som hist. Baggrund.
Disse, som alle D.’s Bøger, udkom i Hæfter;
derigennem var han i ualmindelig levende
Rapport til sit Publikum; den stigende ell. synkende
Efterspørgsel var ham Maal for, om han havde
truffet dets Ønske, og han bøjede sig
ubetinget for dets Afgørelse, noget, der sikkert er
faldet ham overmaade let, da dets Ønsker og
Følelser i saa væsentlig Grad var hans egne, og
da hans Bøger desuden var Agitation, havde
et Arbejde at udføre, en Fjende, der skulde
slaas ned, krævedes der det videst mulige
Publikum, skulde Agitationen give Resultat. Hele
denne Periode havde været næsten ubegribelig
produktiv, thi foruden de store Romaner havde
han skrevet en hel Del mindre Ting, og han
følte nu, at han trængte til Forandring. 1842
rejste han til Amerika, Frihedens forjættede
Land. Hans Forventninger var store, og han var
i Beg. stærkt begejstret, og Begejstringen var
gensidig, men efterhaanden kølnedes hans
Henrykkelse, og da denne Afsvaling fandt Udtryk i
American Notes (1842) og ikke mindre i
Martin Chuzzlewit (1843-44), vakte de betydeligt
Raseri i Amerika uden at gøre synderlig Lykke
i Hjemlandet. 1867-68 besøgte han for anden
Gang Amerika paa sin store Oplæsningstourné
og fandt fuldstændig Tilgivelse. Hans
Arbejdsenergi synes i de Aar noget formindsket, og
der er en Del Uro over ham. 1843-46
udkommer kun hans Julefortællinger (A Christmas
Carol, The Chimes, The Cricket on the
Hearth etc.), der for en Del er blevne til
i Udlandet. 1844-45 opholdt han sig i Italien
og udgav 1846 sine Indtryk i Pictures from
Italy, der tydeligt viser ham som den ægte
Cockney, han var, uden synderlig Interesse ell.
Forstaaelse af alt, hvad der er ham fremmed
enten i Tid ell. Sted. Efter Hjemkomsten
startede han Dagbladet Daily News som Led i
Kampen mod Kornlovene med sig selv som
Redaktør; denne Virksomhed passede ham dog
ikke, og allerede efter 3 Ugers Forløb opgav
han den og rejste til Schweiz for at arbejde
paa Dombey & Son (1848), som atter skaffede
ham en mægtig Succes. Medens han arbejdede
paa Dombey & Son, var han begyndt at
nedskrive sin Selvbiografi og var her betegnende
nok begyndt med Blanksværteperioden. Han
opgav dog hurtigt denne direkte
Meddelelsesform for at benytte Materialet paa friere Vis.
David Copperfield (1850) er Selvbiografien i fri
Bearbejdelse. Ved samme Tid havde D.
genoptaget sin gl. Plan om et Ugeblad og startet
Household Words, der fortsattes til 1859, da det
blev til All the Year round, der overlevede D.
Efter i David Copperfield at have beskæftiget
sig med sig selv og sine Oplevelser, følger
atter tre Bøger kritisk rettede mod Samfundet,
nemlig Bleak House (1852) med sin Satire over
Kanslerretten, Hard Times (1854) rettet mod
Manchester-Skolens Lære og Sind og Little
Dorrit (1857) med sin Satire over
Omsvøbsdepartementet (maaske foranlediget ved
Administrationens Forsømmelighed under Krim-Krigen).
Hard Times er den af hans Bøger, hvor D.
taler mest direkte. Man ser her, hvilket stærkt
Indtryk han havde modtaget af Carlyle. Dennes
Forbandelse mod det ny Industrisamfund, der
tog mere Hensyn til Maskinerne end til
Menneskene, var som talt ud af D.’s Hjerte, og Hard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
