Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dietrichson, Lorentz Henrik Segelcke, norsk Kunsthistoriker og Forf., (1834- )
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fagstudiet Litt. og Æstetik. Da Stortinget 1857
under Indflydelse af Datidens Skandinavisme
havde bevilget et Universitetsstipendium i
nordisk Litt., hvortil han selv s. A. havde ydet sit
Bidrag i det episke Digt »Olaf Liljekrands«,
konkurrerede han til denne Stilling med en
Afh. »Læredigtet i Nordens poetiske Litt.« (udg.
i Sthlm 1860), men uden at opnaa Stillingen. Han
rejste saa 1859 til Upsala, ved hvis Univ.
han kort efter holdt en Rk. »Forelæsninger
over Danmarks Litteratur i vort Aarhundrede«
(1860), som vakte stor Begejstring, og som selv
var Udslag af en ung og ædel Begejstring for
en Poesi, af hvis Udvikling efter
Oehlenschläger der dengang ikke fandtes nogen samlet
Fremstilling i det nordiske Bogrige. Aaret efter
blev han ansat som Docent ved Upsala Univ.,
hvor han dernæst i en Række Forelæsninger
gav en lgn. »Indledning i Studiet af Sveriges
Litt. i vort Aarh.« (1862). Imidlertid bestemte
han sig 1862 til at forlade Litteraturhistorien
for helt at ofre sig for kunsthistoriske Studier,
som laa hans Interesser nærmere. S. A. giftede
han sig med Malerinden J. M. Bonnevie (se ovf.)
og drog Efteraaret 1862 paa en lang Rejse til
Syden, over München og Venedig til Rom, hvor
han var bosat til 1865. Det flg. Tiaar 1866-76
var han paa ny ved Bopæl, borgerlige Stillinger
og Venskabsforbindelser (bl. a. med den
kunstelskende Karl XV) knyttet til Sverige, hvor han
fra 1866 var Amanuensis ved Nationalmus. og
Lærer ved Kunstakademiet i Sthlm, ved hvilket
han 1869 blev ekstraordinær Prof. I Sthlm var
han en meget populær Personlighed, der øvede
en vidtstrakt Indflydelse gennem sine
Forelæsninger og Skr saavel som ved sin Deltagelse i
alle Foretagender, der arbejdede for Kunstens
Formæling med Haandværket og det daglige
Liv (Sløjdskolen og Sløjdforeningens
Kunstindustrimus., Foreningen for Haandarbejdets
Venner og det af ham grundlagte »Tidskrift for
bildande konst«, hvortil han knyttede en Skole
for Raderkunst under Ledelse af den holl.
Kobberstikker Lowenstam). Da Stortinget 1875
havde bevilget en Gage for ham som ekstraordinær
Prof. i Kunsthistorie ved Kria Univ., tog han
selvfølgelig med Glæde mod denne Kaldelse og
har senere fortsat sin Virksomhed i Fødelandets
Hovedstad, hvor han ogsaa har haft betydelig
Del i Oprettelsen af Kunstindustrimus. og af
Kobberstiksamlingen samt i Styrelsen af
Skulpturmus. og Nationalgaleriet. Han har ofte og
længe været paa Rejser i fremmede Lande for
at studere disses Kunstsamlinger, i offentlige og
private Galerier, navnlig har han, efter sit
første fleraarige Ophold i Italien, foretaget to
saadanne Rejser, der har sat Frugter i større
litterære Arbejder: 1880-81 til Italien,
Grækenland (Olympia), Palæstina og Ægypten og 1884
til Rusland, Polen, Schlesien og England for at
studere den middelalderlige
Trækirkearkitektur. I øvrigt har han besøgt næsten alle
Europas Lande og som populær Foredragsholder
over Emner af Skønlitteratur, Kunsthistorie og
Kunstindustri næsten alle større Byer i Norge,
Sverige og Finland. Hans Forfattervirksomhed
har været lige saa udstrakt som hans Rejser.
Han har som Digter skrevet lystige Viser
(»Samfundsviser af Jørgen Latiner« [1859]),
Rejseskildringer og Kauserier (»Fra min
Vandringstid«, 1-3 [1875-77] og i sv. Udg. [1873-75]),
episk-polemiske Digte (»Kivleslaatten« [1.-2.
Opl., 1879]), højtstemte Kantater og dram.
Arbejder (»Madonnabilden« [1870], »En arbetare«
[1872], ogsaa paa Norsk og Tysk, »Karl
Folkunge« [1874]), som har været opført med Bifald
paa de store nordiske Scener. Her kan ogsaa
nævnes hans livlige og elskværdig fortalte
Livserindringer: »Svundne Tider« (3 Bd, 1896-1901).
Bl. hans litteraturhistoriske Skr maa, foruden
de ovf. omtalte Ungdomsarbejder, nævnes
»Omrids af den norske Poesis Historie« (1.-2. Del
1866-69) og hans Biografi af J. L. Runeberg
(1864), hvortil han delvis hentede Stof ved
Samvær med Digteren selv. - Vigtigst er dog hans
kunsthistoriske Forfatterskab. Af hans populære
Oversigtsarbejder maa fremhæves »Det skönas
verld« (2 Bd, 1872-79), »Fra Kunstens Verden«
(1885) og »Vore Fædres Værk. Norges Kunst i
Middelalderen« (1906). Hans videnskabelige
Produktion, der udmærker sig ved sin
behagelige Fremstilling, er præget af stor Lærdom og
spænder over mange forsk. Felter. Han har
behandlet antik Kunst, saaledes i »Antinoos,
eine kunstarchäologische Untersuchung« (1883,
Univ.-Program), har skrevet en ikonografisk
Studie »Kristusbilledet« (1880), et »Omrids af
den kirkelige Kunstarkæologi« (1902) og en
Monografi over »Michelagniolo« (1880). Af større Bet.
er imidlertid hans Bidrag til Norges hjemlige
Kunsthistorie; specielt maa fremhæves »De
norske Stavkirker« (1891-92), der, selv om dets
Resultater delvis nu er forældede, dog er af
grundlæggende Værd. Videre er at nævne det
store Pragtværk »Monumenta Orcadica.
Nordmændene paa Orknøerne og deres efterladte
Mindesmærker« (sammen med Arkitekt Johan
Meyer, 1906), Plancheværket »Die Holzbaukunst
Norwegens« (sammen med Arkitekt H.
Munthe, 1893) og »Den norske Træskærerkunst«
(1878). Den nyere Tids Kunsthistorie har han
behandlet blandt andet i Monografien over »Den
norske Elfenbensskærer Magnus Berg« (1912), og
den Periode af norsk Kunst, som han selv
staar nærmest, Nationalromantikken omkring
Midten af 19. Aarh., har han belyst i sin
sympatiske Skildring af »Adolf Tidemand, hans
Liv og Værker« (1878-79) og i sin Indledning
til Pragtværket »Af Hans Gudes Liv og Værker«
(Kunstnerens Selvbiografi, 1899). Endelig kan
nævnes »Det norske Nationalgaleri, dets
 |
| L. H. S. Dietrichson. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
