Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VI: Demeter—Elektriske Sikringer / 175 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dikaiarchos, gr. Filosof fra 4. Aarh. f. Kr. - Dikarbonsyrer, organiske Syrer, indeholdende 2 Karboxylgrupper. - Dikasterion (gr.), Domstol, Dommerforsamling. - Dike (gr.), »Ret«, i den gr. Mytologi personificeret som Gudinde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Dikarbonsyrer, organiske Syrer,
indeholdende 2 Karboxylgrupper.

Dikasterion (gr.), Domstol,
Dommerforsamling.

Dike (gr.), »Ret«, i den gr. Mytologi
personificeret som Gudinde. Hesiodos skildrer D.
som vaagende over Retfærdigheden paa
Jorden; naar den krænkes, anklager hun de
Skyldige for Zeus, for at de kan faa deres Straf.
Efter Teogonien er D. en af de tre Horaer,
Zeus’ og Themis’ Døtre. Paa Kypselos-Kisten i
Olympia, et Kunstværk fra c. 575 f. Kr., var
D. afbildet som en skøn Kvinde, der
overvælder og dræber den hæslige Adikia (»Uret«); en
lignende Scene er fremstillet i et kendt
Vasebillede fra sidste Halvdel af 6.
Aarhundrede før Kristus (se Figur). En skøn
Statue fra Epidauros, forestillende en ung,
væbnet Kvinde, anses af nogle Forskere for et
Billede af D.
C. B.

Attisk Vase i Wien.

Dike i gr. Ret udtrykker som Modsætning
til themis den samme Idé som i rom. Ret jus
som Modsætning til fas. D., af Roden dik- [deik-]
»viser«, lat. dic-o [jus dico, ju-dex] »viser« og
derved »fastsætter«, indico [in-dex] etc., og
themis [themistes] af samme Rod som det gr. Ord
for »jeg sætter« [τίθημι] bet. begge etymologisk
»det fastsatte« og har sandsynligvis begge ogsaa
hist. opr. betegnet den fastsatte Ret i al Alm., dels
den enkelte Retsafgørelse, dels - senere - den af
enkelte Retsafgørelser dannede alm.
»Retssætning«. Hos Homer synes begge Udtryk endnu
enkelte Steder at have denne alm.
Grundbetydning: Odysseen XI 570 [dikai,
»Retsafgørelser«, Iliaden XVI 387 [themistes,
»Retsafgørelser«, Odysseen IX, 112 [themistes,
»Retssætninger«. Smlgn. i gl. dansk Ret den
etymologiske Bet. af Ordene »Lov« og »Dom«. Men
allerede fra den hist. Tid begynder hvert af
Udtrykkene at faa sit særlige Begrebsindhold.
Medens themistes [themis] efterhaanden bliver
væsentlig ensbetydende med den af Guderne
fastsatte Ret, de fra Fædrene overleverede
hellige Vedtægter, hvis Tilsidesættelse
hævnes af Guderne, navnlig af Zeus, faar dike Bet.
af den verdslige Ret, d. v. s. de af
Dommerne trufne Afgørelser af de enkelte
Retstilfælde. De hellige Retssætninger, themistes,
Retsordenen, personliggøres nu i Gudinden
Themis, »Retfærdigheden« paa Jorden i
Gudinden D. Men ligesom Gudinden D. i den gr.
Theogoni fremtræder som Zeus’ og Themis’
Datter, saaledes betragtedes ogsaa den
verdslige dike som fremgaaet af den hellige themis.

I den attiske Proces forekommer forsk.
særlige, jur. Bet. D. betegner dels Domstolen, der
haandhæver Retten ved at tvinge Retsbryderen
til at sone sin Retskrænkelse ved Betaling af
en Bod [lat. poena], dels den Retssag [lat. lis],
hvorunder Retten søges haandhævet, dels -
og navnlig - den jur. Handling (lat. actio),
hvorved Retten kræves haandhævet, Klagen.
Af saadanne Klager, hvis alm. Betegnelse var
dikai, gaves der et stort Antal i attisk Ret. Og
det var navnlig Klagens Genstand, Kravets
Indhold, engklema, der begrundede denne
Inddeling. Den Interesse, der paastodes krænket,
kunde enten være alm. ell. individuel. Klagen var
derfor enten offentlig ell. privat. Den offentlige
Klage, der som Regel hed grafé, delte sig atter
i to Klasser, efter som den paaklagede
Krænkelse umiddelbart var rettet imod Staten og
kun middelbart mod den enkelte
[Statsforbrydelse, demosia grafé] ell. umiddelbart mod den
enkelte og kun middelbart mod Staten [Alm.
Forbrydelse, idia grafé]. Og af Privatklagen,
dike i snævrere Bet., kendtes ligeledes to
Klasser: dikai kata tinas, hvor Klagerens Krav
angik den indklagede Person, og dikai pros tina,
hvor Klageren blot krævede et omtvistet
Retsspørgsmaal afgjort. Forskellen mellem den
offentlige og den private Klage viste sig navnlig
paa tre Punkter. En offentlig Klage kunde
fremføres af enhver uplettet [epitimos] Borger,
en privat Klage derimod kun af den krænkede
selv ell. af hans kyrios [Familiens Overhoved
ell. hans Formynder]. Var Klagen offentlig,
tilfaldt Boden helt ell. til Dels Staten, var denne
privat, derimod Klageren. I de offentlige
Klager ifaldt Klageren endvidere en Bøde paa 1000
Drachmer, saafremt han ikke fik mindst 1/5 af
Dommernes Stemmer, ell. hvis han frafaldt den
engang fremførte Klage. - Ogsaa i den gr.
Proces uden for Attika kendtes dikai. Men
herom ved vi - foreløbig - saa godt som
intet. Modsætningen mellem offentlige og
private dikai fandtes dog utvivlsomt i Teos i
Lilleasien, og enkelte Steder i
Gortyn-Indskriften tyder paa en udviklet Procesret. (Litt.:
O. Schrader, »Reallexikon d. indogerm.
Altertumsk.« [Strassburg. 1901], S. 654 ff.;
Gustave Glotz, La solidarité de la famille
en Grèce [Paris 1904], S. 19 ff., 369 ff.;
Lipsius, »Das attische Recht« [Leipzig 1915], S.
238 ff.).
C. W. W.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>