Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Diplomati, Varetagelsen af Staternes gensidige Forhold og de i udenrigske Statsforhandlinger brugelige Regler og Former
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Navnlig for det rom. Riges Vedk. udviklede
der sig efterhaanden visse faste Former for
Krigserklæringer, Fredsslutninger og
traktatmæssige Aftaler. Disse Former sammenfattedes
under Navnet jus fetiale, og et Kollegium af
Præster, Fetialerne, vaagede over, at de
folkeretlige Akter og Ceremonier fandt Sted paa
rette Maade. Mange senere diplomatiske
Termini stammer allerede fra denne Tid.
Traditionerne fra Romerriget bevaredes i
Middelalderen af de Institutioner, der overtog Roms
Krav paa Verdensherredømmet: det tysk-rom.
Rige og den pavelige Kurie. Paven udsendte
sine Nuntier og Legater, der som Pavens
Repræsentanter skulde gennemføre hans
Bestemmelser, undersøge og paadømme Tvistemaal etc.
Middelalderens Fyrster udvekslede ogsaa
indbyrdes Sendemænd, men disse Forbindelser
havde en mere tilfældig Karakter fremkaldt af
Øjeblikkets Krav.
Efterhaanden som Nationalstaterne og
Bysamfundene konsolideredes, og det indbyrdes
Samkvem imellem Landene øgedes, blev det en
Nødvendighed for Regeringerne at træde i nærmere
Forbindelse med hverandre. Saaledes gør dette
sig gældende for Hanseforbundet p. Gr. a. dets
omfattende Sammenslutning og mangesidige
Underhandlinger i Handelens og Samfærdselens
Interesse. I Italien, hvor de mange Smaastater
ustandselig intrigerede indbyrdes om Magten og
dannede Forbund og Ligaer mod hverandre, blev
det nødvendigt at sørge for egen Sikkerhed ved
Udsendelsen af Gesandter (oratores, legati,
ambasciatores), for derigennem at udforske
Modstanderens Hensigter og i Tide forberede
Forbund og aftale Krigsplaner. Det viste sig da
nyttigt i en ell. anden Nabostat at holde faste
Sendebud (residentes), der stadig kunde holde
deres Regering à jour med Tilstande og
politiske Forhold i Nabostaten. Men Udviklingen gik
langsomt, dels var det kostbart at holde
Residenter, dels ansaas disse længe for besværlige
Spioner.
Fra Beg. af 13. Aarh. organiserede Venezia
ved faste Reglementer sin udenlandske
Repræsentation og gav Regler for sine Udsendinge.
Disse venezianske Udsendinges relazioni er nu
en ypperlig hist. Kilde. Franz Sforza, Milanos
Enevoldsherre, siges at have været den første,
der fra 1446 faktisk holdt et Sendebud som fast
Resident i Firenze. Efterhaanden som Brugen af
staaende Hære voksede, efterfulgtes Skikken;
først i Italien: 1479 fik Venezia et fast
Gesandtskab i Paris og 1496 hos Kejseren; senere i
Spanien, hvor Dr. Rodr. Gondesalvi de Puebla
1487-1500 var sp. Ambassadør i England; og
Frankrig, hvor Franz I var den første Monark,
der etablerede et helt organiseret diplomatisk
Maskineri. Fra 1536 var der f. Eks. til
Stadighed fr. Residenter i Konstantinopel. Lidt efter
lidt fulgte ogsaa de andre europ. Stater med,
saa at Brugen var stærkt udbredt henimod
1600. Sverige holdt saaledes 1557-61 Dionysius
Beurreus som legatus perpetuus i England og
1571-84 Anders Lorichs i Polen.
Fra 1600 blev Brugen af faste diplomatiske
Forbindelser stedse hyppigere, særlig p. Gr. a.
30 Aarskrigens urolige Forhold. Fra 1609 holdt
Sverige Residenter i Holland, fra 1612 i
England. Under 30-Aarskrigen udviklede Sveriges
Gesandtskabsvæsen sig stærkt. De betydeligste
sv. Legater var Joh. Adler Salvius, Sten Bielke
og Axel Oxenstierna. I 1620’erne begyndte
ogsaa Danmark at holde faste Residenter i
Sverige, Holland, England, Frankrig og Østerrig.
Af disse ældste danske Residenter kan nævnes
Peder Wibe i Paris og Sthlm, Dr. Johan Zobel i
Paris, Wilhelm Below i London, Johan Löwe
i Wien og G. v. Hagen i Bryssel.
Til Udviklingen og Fastsættelsen af de
diplomatiske Former bidrog den westfalske Fred
(1648) overordentlig meget, og fra da af holdt
som Regel de mere betydelige europ. Stater
faste Gesandtskaber hos hverandre, og de
tilfældige Sendebud blev Undtagelsen. M. H. t. de
diplomatiske Agenters Vilkaar, Stilling og
Forhandlingsformer blev Frankrigs gennem
Richelieu, Mazarin og Ludvig XIV nøje
organiserede D. toneangivende. Men sin nuv. Ordning
fik D. først ved det i Wien 19. Marts 1815
vedtagne Reglement om diplomatiske Agenters
Rang, hvorved det faste D. deltes i 4
Rangklasser: Ambassadør, Envoyé, Ministerresident og
Chargé d’affaires. De 3 første akkrediteres
direkte hos Suverænen ell. Præsidenten, den
sidste kun hos Udenrigsministeren. Inden for hver
enkelt Rangklasse rangerer Medlemmerne
efter Ankomsttid til den paagældende Hovedstad.
Ekstraordinære Missioner anvendes nu som
Regel kun i Anledning af Suverænernes Dødsfald
og Tronbestigning, ell. ogsaa i ganske specielle
Anledninger, som Fredsunderhandlinger o. l.
D.’s Opgave har altid været Varetagelse af
Hjemlandets Interesser i Forholdet til den
fremmede Stat. Disse Interesser opfattedes længe
som væsentligst dynastiske, hvad særlig var
Tilfældet i 17. Aarh. D.’s Hovedformaal var da at
udspionere de forsk. Hoffers Hemmeligheder,
Svagheder, Ønsker og Planer og udnytte den
vundne Viden i egen Principals Øjemed. Hertil
var alle Midler gode: Bestikkelser, Krænkelse
af Brevhemmeligheden, falske Rygter,
Skinforslag, dobbeltsidige Underhandlinger, hemmelige
Agenter etc. Alle disse intrigante Metoder
udvikledes allerede hos Italienerne, da deres D.
ordnedes fastere. Det klassiske fr. D. under
Richelieu og Ludvig XIV forsmaaede ikke disse
Metoder, men behøvede dem mindre, da dets
D.’s Arbejde støttedes af Frankrigs egen Kraft.
Noget lgn. gælder det sv. og nederlandske D. i
disse Landes Glanstider, hvorimod Ludvig XV
og hans Statsminister ved Hjælp af diplomatiske
Kunstgreb søgte at erstatte Nedgangen i Styrke.
I end højere Grad gjaldt dette svage Stater som
Sachsen, Polen og Danmark. Dette
Kabinets-Politikkens intrigante D., gav D. det Ry for
Tvetungethed og snedig Gliden uden om, som det
endnu delvis har. Typer af denne Art:
Alberoni, Görtz, Patkul. Efterhaanden, navnlig da i
18. Aarh. Nationernes Interesser fik Overhaand,
fik D.’s Handlemaade et mere realistisk Præg:
Frederik II af Preussen, Benjamin Franklin,
Talleyrand. Revolutionskrigene skærpede
yderligere de nationale Interesser, og efterhaanden
som enkelte Stater blev dominerende, blev
Følgen et af Stormagterne helt behersket D.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
