Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VI: Demeter—Elektriske Sikringer / 224 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dispersion, Straalespredning eller, naar man især tænker paa de synlige Lysstraaler, Farvespredning

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

prismeformet Rum med planparallelle
Glasvægge, et »Hulprisme«. D. er her særlig stor.
Forskellen mellem et Stofs Brydningsforhold
for Straalerne H og A betegnes undertiden som
dets totale D., medens Forskellen mellem
Brydningsforholdene for to hvilkesomhelst Farver
benævnes dets partielle D. i den paagældende
Del af Spektret. Størst tekn. Bet. har

Kendskabet til Stoffernes relative D.	Δn	; her
	n-1

bet. Δn Forskellen i Brydningsforhold for 2
bestemte Fraunhofer’ske Linier, nemlig
Brintlinierne F (blaa) og C (rød), og n bet.
Brydningsforholdet for den gule D-Linie
(Natriumlinien). I Reglen angives Værdien af den
omvendte Brøk, der altsaa bliver størst for
Stofferne med mindst relativ D. Den varierer for
de forsk. optiske Glassorter fra 70 til 20 (for
alm. Kronglas 60, alm. Flintglas 43); for Vand
har den Værdien 56, for Svovlkulstof 18,4. Disse
meget forsk. Værdier af Glassorternes relative
D. gør det muligt ved Sammensætning af 2
Linser af forsk. Glassorter at opnaa
Akromatisme, at ophæve D. for 2 Straaler, uden
at Brydningen ophæves helt. Hvor god
Akromatisme der derved opnaas, afhænger af, hvor
nær de øvrige Straaler kommer til at gaa ved
de to sammenfaldende, hvad der bestemmes ved
D.’s Gang. Danner man Spektre ved Prismer
af forsk. Stoffer, vil hver Farve ikke indtage
forholdsvis lige megen Plads i de forsk. Spektre;
nogle Stoffer udbreder en bestemt Del af
Spektret forholdsvis mere end andre, saa at det f.
Eks. ikke vil være nøjagtig samme Farve, der
ligger midt i de forsk. Spektre; om alle
gennemsigtige Stoffer gælder det endvidere, at den
blaa og violette Del af Spektret udbredes
forholdsvis meget mere end den røde og gule, idet
de partielle D. langtfra er proportionale med
Bølgebreddeforskellen, men vokser stærkt
gennem Spektret fra rødt til violet. For at opnaa
god Akromatisme maa bruges 2 Glassorter,
for hvilke de partielle D. gennem hele Spektret
er saa nær som muligt proportionale. Det er
Abbe’s og Schott’s Fortjeneste at have
tilvejebragt tilstrækkeligt Udvalg af saadanne
Glassorter for den optiske Teknik. Newton troede,
at D. var proportional med Brydningen, hvorfor
han maatte slutte, at det ikke var muligt at lave
en akromatisk Linse; først Euler gjorde (1747)
opmærksom paa, at da Øjet (som han fejlagtig
troede) var akromatisk, maatte det være muligt
at opnaa Akromatisme ved Kombination af
Linser. Dette lykkedes da ogsaa snart for
Dollond.

1870 opdagede C. Christiansen den
anomale D. i Fuchsinopløsninger, efter at
tidligere Iagttagelser af anomal D. (Talbot,
Leroux) var forblevne upaaagtede. Dersom man
danner et Spektrum ved Hjælp af et Prisme,
der indeholder en Fuchsinopløsning
(Hulprismet maa have meget lille brydende Vinkel, da
Opløsningen kun er lidet gennemsigtig), ligger
Farverne i flg. usædvanlige Orden: violet, mørkt
Mellemrum, rødt, orange, gult. Violet, der
ellers brydes mest, brydes her mindst; det
grønne og blaa mangler, da det absorberes helt af
Opløsningen. Fuchsinopløsningens
Brydningsforhold vokser altsaa ikke jævnt med aftagende
Bølgebredde, men Spektret vilde omtr. faas af
et alm. Spektrum, naar den grønne og blaa Del
blev skaaret bort og de to resterende Dele
ombyttede. Denne anomale D. blev undersøgt
nærmere især af Kundt, der viste, at den fandtes
hos alle stærkt selektivt absorberende Stoffer
med Overfladefarver (Metalglans). Den anomale
D. følger direkte af D.’s Teori, der er udviklet
af Sellmeier, Helmholtz o. fl., i den
nyere Tid især af H. A. Lorentz, Planck
og Drude. Efter Teorien er der en nær
Sammenhæng mellem Stoffernes D. og Absorption.
Efter den alm. elektromagnetiske Lysteori skal
et Stofs Brydningsforhold være lig
Kvadratroden af dets Dielektricitetskonstant og skulde
altsaa være det samme for Lys af alle
Bølgebredder; naar dette ikke er Tilfældet, skyldes
det, at Stoffets Atomer ell. de deri indeholdte
Elektroner kommer i Medsvingninger, naar
Lyset gaar igennem det. Er der næsten
fuldkommen Resonans, d. v. s. at det indfaldende Lys
har omtr. samme Svingningstid som Atomet ell.
Elektronerne, saa at disse kommer i stærke
Medsvingninger, saa absorberes det indfaldende
Lys og omdannes til Varme i Stoffet. For Lys
af andre Svingningstider ell. Bølgebredder vil
Medsvingningerne især have Indflydelse paa
Lysets Forplantningshastighed, d. v. s. Stoffets
Brydningsforhold, og det paa den Maade, at
naar man fra kortere Bølgebredder nærmer sig
den, for hvilken der er Resonans, ell. nærmer
sig det Omraade i Spektret, hvor Absorptionen
finder Sted (Absorptionslinien ell. -baandet),
saa aftager Brydningsforholdet og til sidst
meget stærkt; gaar man stadig videre til længere
Bølgebredder, vokser Brydningsforholdet meget
hurtigt inde i selve Absorptionsomraadet, men
paa den anden Side af dette aftager det atter;
denne Aftagen er ogsaa meget stærk nær ved
Absorptionsomraadet, men desto langsommere,
jo længere man kommer derfra. Inde i
Absorptionsomraadet vokser altsaa Brydningsforholdet
med voksende Bølgebredde, hvilket man mere
passende kunde betegne som anomal D., men
Brydningsforholdet inde i selve
Absorptionsomraadet har mindre Interesse, da Lys af disse
Bølgebredder kun kan trænge overmaade kort
ind i Legemet, før det er absorberet. Uden for
Absorptionsomraadet aftager
Brydningsforholdet altid med voksende Bølgebredde, saa at
Stofferne altid har normal D. for det Lys, for
hvilket de er gennemsigtige; men da
Brydningsforholdet paa den langbølgede (»røde«) Side af
Absorptionsomraadet er meget større end paa
den kortbølgede (»violette«) Side, fordi det
stiger saa stærkt inde i Absorptionsomraadet,
kan der fremkomme en saadan usædvanlig
Rækkefølge af Farverne, som den ovennævnte;
dette Fænomen kaldes endnu alm. den
anomale D. Den viser sig bedst udviklet, naar
Absorptionsomraadet ligger omtr. midt i det
synlige Spektrum. Fuchsinopløsningen
absorberede grønt og blaat; derfor er
Brydningsforholdet meget lille for violet, men stort for rødt
og meget stort for gult, da disse to Farver
ligger paa den anden Side af
Absorptionsomraadet. Den anomale D. er altsaa et

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>