Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ditmarsken (Dithmarschen, »de tyske Marsklande«), Landskab i det vestlige Holsten - Ditmarskerkvæg, se Kvægracer. - dito, se ditto. - Ditomi (gr.), Tvedeling, Halvering. - Ditonus, gr. Betegnelse for den store Terts. - Ditriglyfsystem, se Søjle. - Ditrochæus (gr.), en. Dobbelttrokæ - Ditroit, se Nefelinsyenit. - dits (fr.), Udsagn, Ytringer, navnlig om Vittigheder ell. »historiske Ord« - Ditten, von, Thor, norsk Diplomat, (1860- ) - Dittersbach, Bjergværksby i Preussen, Prov. Schlesien, ligger 3 km S. f. Waldenburg - Dittersdorf, Karl Ditters von, tysk Komponist (1739-99)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Frederik (den senere Frederik I), vilde dog gøre
deres Rettigheder gældende ved Vaabenmagt
og fandt en villig Støtte i det slesvig-holstenske
Ridderskab, som nok vilde tage Hævn for de
tidligere Nederlag. Med en stor Hær, hvis Kerne
bestod af den sachsiske Garde, drog de ind i D.
Febr 1500; men Sejren, hvorpaa de overmodige
Herrer var saa visse over for de udisciplinerede
Bønder, blev til et forsmædeligt Nederlag, idet
1000 Ditmarskere under Anførsel af Wolf
Isebrandt standsede Hæren under dens
Fremrykning mod Heide i Nærheden af Hemmingstedt
og ved Skansen Dusend-Düvels-Werf 17. Febr
aldeles ødelagde den. Nederlaget blev saa meget
frygteligere, som Ditmarskerne aabnede
Sluserne; fl. Tusinde faldt, Kernen af den holstenske
Adel blev paa Valpladsen; det var med Nød og
næppe, at Kong Hans og hans Broder slap
bort; de Danske mistede Danebroge, og
Ditmarskerne gjorde et stort Bytte efter de rige,
festlig smykkede Herrer. Dengang havde D.
altsaa endnu værget sin Uafhængighed; men
Reformationen bragte indre Uroligheder, og
Faren udefra blev stadig mere truende, da
Christian III’s Broder, Hertug Adolf af
Holsten-Gottorp var opsat paa at undertvinge de
trodsige Bønder. Forgæves havde han opfordret
Christian III til at tage Del i Toget; da denne
1559 var død, besluttede han sig til at foretage
det paa egen Haand; men den danske
Statholder i Hertugdømmerne, Henrik Rantzau,
røbede Planen for Frederik II, som, tillige med
sin Broder Hans, saaledes blev Parthaver i
Toget. Med en Hær paa 20000 Mand under
Anførsel af den gl. Johan Rantzau rykkede
Fyrsterne ind i D., som efter tapper Modstand
maatte overgive sig (Juni 1559). De tre Fyrster
delte Landet mellem sig; men D. fik dog Lov
at beholde sin Forfatning, og det blev ved med
at beholde sine egne Embedsmænd, ligesom det
i lang Tid bevarede sit Særpræg; Folkets gl.
Skikke og Nationaldragt har endog til Dels
holdt sig til vore Dage. Efter Hans’ Død 1581
fulgte en ny Deling, idet den nordlige Del med
Hovedstaden Heide tilfaldt Hertug Adolf, og
den sydlige Del med Hovedstaden Meldorf kom
under den danske Konge. Ved det oldenborgske
Mageskifte 1773 kom det hele ind under den
danske Krone og forblev der indtil 1864. (Litt.:
Johann Adolfi, kaldet Neocorus, d.
1629, »Chronik des Landes D.«, udg. af
Dahlmann [2 Bd, Kiel 1827]; Michelsen,
»Urkundenbuch zur Gesch. des Landes D.« [Altona
1834]; Nitzsch, »Das alte D.« [Kiel 1862];
Chalybaeus, »Gesch. D.’s bis zur
Eroberung des Landes im Jahr 1559« [Kiel 1888]).
H. W.
Ditmarskerkvæg, se Kvægracer.
dito, se ditto.
Ditomi (gr.), Tvedeling, Halvering.
Ditonus, gr. Betegnelse for den store Terts.
Ditriglyfsystem, se Søjle.
Ditrochæus [-’kæ.-] (gr.), en Dobbelttrokæ
([*][*][*][*]).
Ditroit, se Nefelinsyenit.
dits [di] (fr.), Udsagn, Ytringer, navnlig om
Vittigheder ell. »historiske Ord«. I
Middelalderen brugtes d. om en Art smaa,
satirisk-moraliserende ell. blot spøgende Digte, som
Jonglørerne ogsaa havde paa deres Repertoire,
naar de indfandt sig i Borgernes Huse for at
forlyste Beboerne og deres Gæster. De
omhandler Emner af det daglige Liv, f. Eks.
Paris’ Gader, Skilte og Gadesælgernes Raab, de
forsk. Vine, et ell. andet Haandværk, - som
Bagerens, hvis det var hos en Bager, Jongløren
befandt sig, og Versene endte gerne med
Anmodning om en lille Pengegave. Saadanne d.
er i 19. Aarh. udgivne af Jubinal, A. Keller,
Montaiglon o. a. (Litt.: Histoire littéraire de
la France [23. Bd]).
(E. G.). Kr. N.
Ditten, von [-fån-], Thor, norsk Diplomat,
f. 12. Septbr 1860 i Kria, hvor Faderen var den
som Kemiker og Ichtyolog kendte Apoteker Hans
Selchier v. D. (1820-91). D. blev cand. jur.
1883, fik 1884 Ansættelse i det daværende
Indredepartements Konsulatkontor, dengang Norges
eneste hjemlige Organ for udenrigske
Anliggender, blev 1885 Attaché i Udenrigsministeriet i
Sthlm, hvor han 1891 blev Chef for Handels-
og Konsulatafdelingen, 1900 Kabinetssekretær
(Direktør). 1903 blev D. Minister i Rom, hvor
han forblev, indtil han ved Unionens Opløsning
Juni 1905 nedlagde sit Embede og vendte tilbage
til Norge, hvor han hjemkaldtes for at deltage
i Organisationen af det ny norske
Udenrigsministerium og diplomatiske Etat, en Opgave, hvor
hans diplomatisk skolede Erfaring og Indsigt
blev af stor Bet. For øvrigt arbejdede han som
Ekspeditionschef i det ny Ministerium og deltog
Oktbr 1905 paa den norske Regerings Vegne i de
i Sthlm afsluttede Forhandlinger om
Karlstad-Overenskomsternes endelige Redaktion og
folkeretslige Fastsættelse. Siden Apr. 1906 har han
været Minister foruden i Berlin og Wien indtil
24. Marts 1916 tillige i Rom, hvor herefter en
egen Ministerpost blev oprettet.
K. V. H.
Dittersbach [-bak], Bjergværksby i
Preussen, Prov. Schlesien, ligger 3 km S. f.
Waldenburg. (1910) 12570 Indb. D. har Kulminer, der
hører til det nederschlesiske Kuldistrikt, og
driver tillige Tændstikfabrikation.
G. Ht.
Dittersdorf, Karl Ditters von, tysk
Komponist (1739-99), var Søn af en velhavende
Haandværker i Wien og hed egl. kun Karl
Ditters. Han dyrkede tidlig Musik med
Talent, og Prinsen af Hildburghausen, der med
stor Omhu tog sig af hans Uddannelse ikke
blot i musikalsk Henseende, skaffede ham
Ansættelse i Hoforkestret i Wien (1761). Senere
blev Stillingen som Kapelmester hos Biskoppen
af Grosswardein ham tilbudt, og her var D.
ivrig optaget af at komponere baade
Kammermusik, Symfonier og Oratorier. Da Biskoppen
maatte ophæve sit Kapel (1769), knyttedes D.
det flg. Aar til Fyrstbiskoppen i Breslau, der
gav ham Stilling som Forstmand i sit
Fyrstendømme og senere skaffede ham Adelsdiplom
(herfra Navnet »v. D.«). D. levede atter under
lykkelige Forhold og havde rig Lejlighed til at
fortsætte sin Kompositionsvirksomhed. Af hans
talrige Værker blev det bekendteste: »Doctor
und Apotheker«, skrevet 1786 for Wien, hvor
denne komiske Opera gjorde overordentlig Lykke
og holdt sig paa Repertoiret i lange Tider
(opført hyppigt i Kbhvn, senest 1865); ikke mindre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
