Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Doktor (lat., Lærer, af docere), Betegnelse for den, der har taget den højeste videnskabelige Grad - Doktorand, se Doktor. - Doktorat (lat.), Indehaveisen af Doktorgraden (se Doktor). - doktorere, foreskrive Lægemidler (særlig med spottende Bet.), drive Kvaksalveri. - Doktrin (lat.), Lære, Teori, Videnskab, ogsaa Lærefag. - doktrinær kaldes den, der med pedantisk Stivhed klamrer sig til Doktrinen - Dokument (lat.) bruges undertiden i saa vid Bet., at derved forstaas enhver Genstand, der kan tjene som Bevis - Dokumentation (lat.), Bevisførelse, særlig Bevisførelse ved Hjælp af Dokumenter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fordringerne er langtfra saa store som her og i
Norge. D.-Graden giver heller ikke jus docendi,
men er en Betingelse for, at Vedk. kan
erhverve sig den gennem et særligt
Habilitationsskrift. I England, hvor D.-Graden endnu er den
3. og højeste Grad, der kræver strenge Prøver
og i Alm. kun kan naas i en modnere Alder,
er den meget anset. I Frankrig benyttes
D.-Graden mindre. (Litt.: G. Kaufmann,
»Geschichte der deutschen Universitäten [1888];
H. Rørdam, »Kbhvn’s Univ.’s Historie fra
1537-1621« [1868-77]; H. Matzen, »Kbhvn’s
Univ.’s Retshistorie 1479-1879«, I-II [1879];
»Samling af de for Universitetsforholdene
gældende Regler« [1884]).
Cl. W.
Doktorand, se Doktor.
Doktorat (lat.), Indehavelsen af
Doktorgraden (se Doktor).
doktorere, foreskrive Lægemidler (særlig
med spottende Bet.), drive Kvaksalveri.
Doktrin (lat.), Lære, Teori, Videnskab,
ogsaa Lærefag.
doktrinær kaldes den, der med pedantisk
Stivhed klamrer sig til Doktrinen, ensidig
holder fast ved dens Indbegreb af Regler og
Principper og ikke forstaar at haandtere dem med
den aandelige Frihed, der ogsaa tager Hensyn
til givne Forhold og praktiske Hensyn.
Udtrykket »de D.« anvendtes i Frankrig under
Restaurationsperioden for en Fraktion af den
parlamentariske Opposition, der hævdede en
videnskabelig Statslære mod Vilkaarlighedens
Politik. Fraktionen var udgaaet fra Hertugen af
Broglie’s Salon, dens Fører i Kamret var
Royer-Collard, og i Pressen (Le Globe, Le
Constitutionel o. a.) og Foreninger var den repræsenteret
af Guizot. Disse Mænds Feltraab var det
konstitutionelle System paa Grundlag af Ludvig
XVIII’s Charte. Doktrinarisme, d. Væsen
og Handlemaade, Principrytteri.
Cl. W.
Dokument (lat.) bruges undertiden i saa
vid Bet., at derved forstaas enhver Genstand,
der kan tjene som Bevis (synligt Bevismiddel);
i Reglen bruges det dog i Bet. af et
skriftligt Bevismiddel, saaledes at man
derunder indbefatter ikke blot saadanne skriftlige
Erklæringer, der fra først af er oprettede med
det Maal for Øje at tjene som Bevis
(Gældsbreve, Skøder, Købe- og Lejekontrakter,
Fuldmagter, Deklarationer etc.), og som undertiden
er bundne til en bestemt Form (f. Eks.
Veksler), men ogsaa saadanne, som ikke særlig er
oprettede i Bevisøjemed, men dog besidder en
vis bevisende Kraft (saaledes f. Eks. i dansk
Ret ethvert alm. underskrevet Brev, der
indeholder et Løfte).
De skriftlige D.’s umaadelige Bet. for
Retslivet beror navnlig paa to Ting. Dels kan
gennem dem Beviset for en hvilken som helst
Villieserklæring ell. Bevidnelse af retlig Bet.
bevares uforandret ned gennem Tiden, medens
en mundtlig Erklæring, selv om den er afgivet
i Vidners Overværelse, lider under Muligheden
af, at Vidnerne dør ell. faar andet Forfald, ell.
at deres Hukommelse svigter. Dels kan
gennem dem Beviset for en hvilken som helst
Villieserklæring ell. Bevidnelse med Lethed
forsendes, hvorhen det skal være, og saaledes naa
til en Mangfoldighed af Steder og gøre Fyldest
i en Mangfoldighed af Situationer, hvor den
erklærende eller hans Vidner umulig personlig
kunde være komne til Stede.
D.’s Brugbarhed som Bevismidler i Retslivet
maa imidlertid nødvendigvis afhænge af den
Tillid, der dels Mand og Mand imellem, dels af
offentlige Myndigheder, dels for Domstolene
næres til deres Ægthed (et ægte D. vil sige et,
der i uforfalsket Tilstand hidrører fra den, af
hvem det angiver sig at være udstedt), og, for
saa vidt angaar den i et D. indeholdte
Bevidnelse, til Sandfærdigheden af dets Indhold.
Denne Tillid beror igen først og fremmest
paa den moralske Tilstand i vedk. Samfund,
men søges i øvrigt af alle moderne
Lovgivninger støttet gennem yderst strenge Straffe for
Dokumentfalsk saavel som ved Straffe for
urigtige Bevidnelser. Et særlig Udtryk finder
denne Tillid gennem de forsk. Retsregler - dels
udviklede af det praktiske Retsliv, dels ligefrem
foreskrevne i Lovgivningen -, der opstiller
bestemte Præsumtioner for visse D.’s Ægthed ell.
Rigtighed. Saaledes er det en alm. anerkendt
Regel, at offentlige D. præsumeres at være ægte,
samt at visse Arter af Attester (f. Eks. Daabs-
og Vielsesattester, Domsudskrifter, til en vis
Grad Lægeattester etc.) tillige antages at være
af rigtigt Indhold. Saadanne D. tjener følgelig
i offentlige og judicielle Forhold som Bevis,
indtil Uægtheden ell. Urigtigheden positivt
godtgøres, hvorimod en simpel Paastand om
Uægthed ell. Urigtighed intet nytter. I dansk og
norsk Ret findes endvidere den Regel, at
enhver, der vil benægte Ægtheden af et
Dokument, der under en Proces fremlægges mod
ham, forsynet med hans Underskrift, maa, hvis
denne hans Benægtelse skal bet. noget, fralægge
sig Underskriften med Ed, og det, hvad enten
Underskriften faktisk ligner hans Haandskrift
ell. ej. Efter dansk og norsk Ret kan endvidere
den Handlende, der kan fremlægge ordentlig
førte Handelsbøger mod nogen, forlange, at
Vedk. enten skal lade disse gælde mod sig ell.
benægte Rigtigheden under Ed. En af mange
Lovgivninger opstillet Regel er den, at D., der
forkynder sig selv som udstedte for en længere
Aarrække tilbage, og som har dertil svarende
Ydre og Form, ell. som har været opbevarede
i et offentligt Arkiv, præsumeres at være ægte.
For saa vidt imidlertid disse o. l.
Præsumtionsregler in casu ikke slaar til, maa den, der vil
paaberaabe sig vedk. D., godtgøre dets Ægthed
gennem Skriftsammenligning, Vidner, Oplysning
om ledsagende Omstændigheder ell. Modpartens
Forhold over for D. etc. Indeholder D. kun en
Privatmands Bevidnelse, og dennes Rigtighed
bestrides, vil D. ikke have mere Bet. end en
Trediemands udenretlige, ubeedigede,
mundtlige Erklæring og saaledes i en Lovgivning med
lovbundne Bevisregler som den danske ikke
være af megen bevisende Kraft. Om Kopier
(Genparter), se Afskrift.
E. T.
Dokumentation (lat.), Bevisførelse, særlig
Bevisførelse ved Hjælp af Dokumenter. For den
danske Højesteret, ved hvilken Proceduren vel
er mundtlig, men hvor alt Bevismaterialet i
Forvejen skal være bragt i skriftlig Form og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
