Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Domkirke (hermed l Tavle) kaldes Hovedkirken ell. Katedralkirken (ecclesia major, cathedralis) i et Bispedømme - Domleschg eller Tomleschg (rætoromansk Tomilisca) kaldes Hinterrheins nedre Dal, fra Thusis - Dommedag betegner i den kristne Lære den sidste Afslutning, som Gud selv skal sætte paa Verdensløbet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der fuldendte Tværskibene og overhvælvede
Larigkirken med Hvælv i Overgangsstil. Som
Ruin staar D. i Kirkebø paa Færøerne, af en
D. at være en usædvanlig enkel Bygning, kun
bestaaende af et udelt, enskibet Langhus samt
et Nordsakristi, uden særligt Kor, men dog
smykket med Stavværksvinduer, got. Hvælv og
forsk. Skulpturer, hvoriblandt et i Østmuren
indsat Relikviegemme; efter en ældre Kirkes
Brand grundlagdes Bygningen c. 1300 af Biskop
Erlend, men synes aldrig at være fuldendt.
Ikke blot ved deres Arkitektur men ogsaa
ved deres Inventar har D. kunsthistorisk
Interesse. De rummer nogle af vor Middelalders
ypperste Kunstværker, som f. Eks. Korstolene i
Lund og Dronning Margrete’s Gravmæle i
Roskilde, og den middelalderlige Tradition, at de
Fornemste i Samfundet med Forkærlighed
valgte deres Hvilesteder i de store og berømte
Kirker, har holdt sig i 16.-17. Aarh., saaledes
at ikke blot Roskilde med Kongegravene, men
ogsaa andre af D. (især Aarhus) er rige paa
pragtfulde Gravmindesmærker.
(Af den nyere Litt. om danske D. kan
fremhæves: O. Rydbeck, »Bidrag till Lunds
Domkyrkas Bygnadshistoria« [Lund 1915]; K.
Madsen og Mackeprang, »Viborg D.« [Kbhvn
1909]; Helms og Amberg, »Ribe D.« [Kbhvn
1906]; Storck, »Opmaalinger af Roskilde D.«
[Kbhvn 1909]. Om norske D. foreligger ikke
lgn. Specialværker af yngre Dato, men kun
ældre Arbejder og Tidsskriftpublikationer, især
vedrørende Trondhjem. (Smlg.
Bygningskunst og Afsnittet »Kunst« under de enkelte
Lande).
C. A. J.
Domleschg [’dåmlæ∫k] eller Tomleschg
(rætoromansk Tomilisca) kaldes
Hinterrheins nedre Dal, fra Thusis. Den er meget
frugtbar og rig paa Landsbyer og Borge.
Jernbanen fra Chur til Thusis gaar igennem D.
G. Ht.
Dommedag betegner i den kristne Lære den
sidste Afslutning, som Gud selv skal sætte paa
Verdensløbet derved, at han gennemfører en
endelig Adskillelse mellem de gode og onde
Mennesker og tildeler hver af dem de udvortes
Kaar, som svarer til deres moralske Værdi.
Forestillingen om en saadan sidste og
omfattende Dom gaar ud fra Troen paa en raadende
guddommelig Retfærdighed og fra Erfaringen
om, at denne kun delvis kommer til Udførelse
her i Verden; det er den fulde Aabenbarede af
Retfærdighedéns Idé, som er indeholdt i
Tanken om D. Denne Tanke ligger derfor nær for
enhver sædelig Bevidsthed; men da den tillige
hænger nøje sammen med Troen paa en
gennemført moralsk Verdensorden, vil den kun
kunne ventes der, hvor en saadan Tro er til
Stede. I forsk. af de hedenske Religioner
kommer Tanken om en Verdensdom frem med
større ell. mindre Tydelighed; i den gr. Mytologi
er den kun svagt til Stede, i højere Grad i den
nordiske Mytologi, fornemmelig i
Ragnaroks-Myten; men især finder den sin Plads i den
ægypt. og pers. Gudelære. I Dødebogens 125.
Kap. skildres det, hvorledes alle de Afdøde i
Underverdenen føres frem for Osiris og de 42
Dommere for at aflægge Regnskab for deres
Liv paa Jorden. Og i den pers. Mytologi
fortælles det udførlig, hvorledes der ved Verdens
Ende foregaar en alm. Opstandelse af Onde og
Gode, som for øvrigt allerede straks efter
Døden er komne hver til sit Sted; efter
Opstandelsen følger der dernæst en Dom, der
medfører en Renselse for alle, som dog kun for de
Onde er smertelig; gennem denne bliver disse
sidste dels førte tilbage til Lysets Rige, dels
tilintetgjorte, saaledes at Historien kan afsluttes
med fuld Harmoni. Inden for den israelitiske
Religion henvises der ogsaa bestandig af
Profeterne til en forestaaende D., en »Herrens
Dag«, da de Ugudelige skal faa deres
retfærdige Straf og Tilintetgørelse, og de Fromme
skal komme til at herske sammen med
Herren og faa Del i hans Herlighed (Jes. 2, 12;
Joel 1, 15; Zach. 14, 1); men det maa
udtrykkelig tilføjes, at denne Dom, selv om den er
opfattet som den afgørende og sidste, dog
bestandig alene er opfattet som en dennesidig,
saa at den kun træder frem gennem de
timelige Former; det er i Fastholdelsen af disse,
ikke i Afbrydelsen af dem for en højere
Tilstand, at det fuldendte Liv tænkes at skulle
findes. Det er først ved Kristendommen, at
Dommens oversanselige Karakter bliver
faststillet; i Modsætning til Timelighedens Kaar, som
aldrig kan ventes at være i fuld
Overensstemmelse med den evige Retfærdighed, viser
Jesus og hans Apostle hen til den evige Dom
(Matth. 5, 20; 13, 39 ff.; 25, 31 ff.; Luk. 16, 19
ff.; Joh. 5, 28; Acta 17, 31; Rom. 2, 6 ff.; 2
Kor. 5, 10). At Domshandlingen tænkes
fuldbyrdet ved den fra Himlen kommende, i sin
fulde Magt tilbagevendende Frelser, er ganske
naturligt; naar det nemlig er givet, at Frelsen
er indeholdt i ham, maa det ogsaa blive
Forholdet til ham, som det ved Prøvelsen kommer
an paa. For øvrigt er den hele Fremstilling i
Ny Test. iflg. Sagens Natur givet i et
Billedsprog, hvis Fastholden i det enkelte naturligvis
ikke kan være ment, saaledes f. Eks.
Begrænsningen af Dommen til et ydre bestemt Sted
enten paa Jorden ell. i Himlens Skyer. Det i
religiøs Forstand afgørende for den Kristne,
der lever sit Liv med Udsigten til en
guddommelig Dom, er Visheden om, at den aandelige
Magt, til hvilken han støtter sig i sit Liv,
ogsaa er den stærkeste i Verden og lægger dette
for Dagen ved Historiens Afslutning. Hermed
følger ganske vist i alt Fald Muligheden
af et dobbelt Udfald af Dommen, enten
Antagelse ell. Forkastelse efter de enkelte
Menneskers Stilling (se Apokatastasis). Men det
vil være meget urigtigt, om man, som det ofte
er gjort i Kirken, vil tænke sig Dommen som
en saadan Afgørelse, der som sine to
ligestillede Momenter indeholder Lønnen til de gode
og Straffen til de onde Mennesker. En saadan
Betragtning vil ganske overse Bet. af, at
Tanken om Dommen fra Beg. af i den kristne
Kirke er fremkommet som et Led i Evangeliets
Forkyndelse. Heraf følger først, at Tanken om
en Løn maa træde tilbage, naar der er Tale
om Saligheden. Selv om Udtrykket »Løn« vel
findes i Ny Test., kan der herved ikke være
tænkt paa nogen som helst Fortjeneste fra
Menneskets Side, som faar sin Belønning, Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
