Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Donjon er i Middelalderens befæstede Borge d. s. s. Beffroi (s. d.) - Don Juan, digterisk Type af sp. Oprindelse, ordsproglig Benævnelse paa en Forfører - Donkeykedel (Søv.), en Hjælpekedel, der benyttes til at skaffe Damp til et Skibs Hjælpemaskiner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Senere brugtes D. ogsaa som Betegnelse for det
højtliggende kasematterede Værk, der i mange
ældre Fæstninger skulde tjene som sidste
Tilflugtssted for Besætningen.
Sch. P.
Don Juan [sp. ðån-’kuan; ofte udtalt paa fr.
då-’зwa ell. dansk dån-sju’aŋ], digterisk Type
af sp. Oprindelse, ordsproglig Benævnelse paa
en Forfører. - I Sevilla gik der i gl. Dage det
Sagn, at en fornem Adelsmand, D. J.
Tenorio, som var kendt for sit udsvævende
Levned, havde bortført en Datter af den højt
ansete D. Gonzalo de Ulloa, Komtur af
Calatrava-Ordenen, og dræbt Faderen; men Himlens Straf
havde ramt ham nogen Tid efter, idet den
Dræbtes Statue viste sig for ham og
nedstyrtede ham i Helvede. Men tillige fortalte man om
en anden berygtet Forfører der i Staden, D.
Miguel de Mañara, at ham havde Himlens Straf
ramt paa den Maade, at der en Nat mødte ham
et skrækindjagende Syn: han saa nemlig sin
egen Begravelse og blev saa stærkt grebet
deraf, at han gav sig i Kloster og stiftede
Hospitalet La Caridad, i hvis Kirke han lod
sig jorde under en Sten, paa hvilken kun den
Indskrift læstes: »Herunder hviler det værste
Menneske i Verden«. Det vides, at hans Alder
var 53 Aar, da han døde 1679. Med Benyttelse
af det førstnævnte af disse Sagn (det andet
Sagn kan jo her ikke komme i Betragtning)
synes det, at Tirso de Molina omtr. 1630
digtede, hvad der maa betegnes som den
tidligste poetiske Bearbejdelse af Emnet, Dramaet
El burlador de Sevilla (Forføreren ell. snarere
Bedrageren fra Sevilla) ell. med sin opr. Titel
vistnok El convidado de piedra (Stengæsten),
hvis Hovedperson bærer Navnet D. J. Tenorio;
Spanierne taler den Dag i Dag i Alm. om »un
Tenorio« i Bet. »en D. J.«, thi D. J. er hos
dem et saa alm. Fornavn som »Hans« paa
Dansk. Stykket indtager ikke nogen høj Rang
mellem den ypperlige Dramatikers Værker,
men Hovedpersonen er dog skitseret med ikke
ringe Kraft som Kvindeforfører og
Gudsbespotter paa samme Tid; den sidstnævnte Side af
hans Skikkelse er imidlertid ikke saa
fremtrædende som den første, og Erotikken hos denne
tidligste D. J. er væsentlig kun Letfærdighed:
han er her endnu ikke blevet »Udtrykket for
det dæmoniske, bestemmet som det sanselige«,
som S. Kierkegaard siger. Tjeneren Catalinón
i Tirso’s Stykke, D. J.’s Fader Don Diego, de
fornemme unge Damer Isabel og Ana,
Komturen (ɔ: den senere velkendte sceniske Figur,
som paa Dansk kaldes »Kommandanten«, ved
en Misforstaaelse af fr. commandeur, sp.
comendador), Don Octavio (Isabel’s Brudgom),
Bondepigen Aminta og hendes Trolovede
Patricio - disse Personer blev Forbilleder for de
Skikkelser, der for den alm. Bevidsthed nu
staar som D. J.’s Omgivelser. Sammenstødet
mellem Skuespillets Helt og de overnaturlige
Magter er ikke rigtig lykkedes for Digteren; i
alt Fald vil en senere Tid end Tirso’s finde det
vel naivt, naar Scenen med Statuen - der
begynder meget virkningsfuldt, ganske som i
Mozart’s Opera - ledsages af en hel Del
temmelig flove Vittigheder af de tilstedeværende
Tjenere og ender med en Genindbydelse til
Gravkapellet, hvor D. J. møder, inviteres paa Snoge,
Dødningeben o. l. Retter, serverede paa et Bord
med sort Dug, og til sidst styrtes i Afgrunden.
Tirso bearbejdede, mener man, siden selv sit
Drama i Tan largo me lo flais (fremdraget og
udg. i den nyere Tid); men i Spanien blev hans
Behandling af Sujettet længe glemt for den
brede Omkalfatring, som Antonio de Zamora
(levede omtr. 1660-1730) bragte paa Scenen
med Titlen No hay deuda que no se pague. Uden
for Spanien var Tirso’s Stykke imidlertid snart
blevet efterlignet af Italienere og Franskmænd,
især Onofrio Giliberti, hvis Il convitato di
pietra opførtes som Maskekomedie i Paris 1657,
Skuespillerne Dorimond og Villiers, hvis fr., ikke
meget værdifulde Bearbejdelser mødte med den
paa en Misforstaaelse beroende Titel Le festin
de Pierre, og endelig Molière, hvis D. J. ou
Le festin de pierre (»Sten-Gæstebudet«; snarere
burde det jo hedde »Stengæsten«) spilledes 1665
første Gang og bl. a. blev Grundlag delvis for
Da Ponte’s Tekst til Mozart’s herlige Opera
Don Giovanni, ogsaa med Titlen Il dissoluto
punito (1787). Nævnes nutildags D. J., kommer
man almindeligvis straks til at tænke paa den
musikalsk-dramatiske Skikkelse, der skyldes den
store Komponists Geni. Men for øvrigt har
ogsaa andre Komponister benyttet Emnet, baade
før og efter Mozart, navnlig Gluck (i en Ballet,
der i sin Tid var meget yndet), Italienerne
Righini, Cimarosa og Gazzaniga samt Russeren
Dargomyshkij. Ogsaa i Litteraturen findes der
talrige Behandlinger af D. J.-Sagnet, som er
nyere end Molière’s (ikke at tale om, at f. Eks. i
Tyskland bemægtigede Folkeskuespillet og
Marionetkomedien sig Emnet); vi vil bl. de sp.
anføre det meget populære, religiøs-fantastiske
Drama D. J. Tenorio af José Zorrilla, hvor D. J.
til sidst frelses ved Kærligheden ligesom Faust,
og Espronceda’s Digt El estudiante de
Salamanca; af ital. Goldoni’s D. Giovanni Tenorio
ossia il Dissoluto; af fr.: Mérimée’s Fortælling
Les âmes du Purgatoire og Dumas père’s
Skuespil D. J. de Marana, senest Richepin’s D. J.
sauvé samt Mounet-Sully’s og J. Barbier’s La
vieillesse de D. J. (1906); af tyske: Lenau’s
dramatiske Digt »D. J.« og Grabbe’s ligeledes
dramatiske »D. J. und Faust«; af eng.: Byron’s
berømte Epos D. J. og Bernh. Shaw’s Man and
Superman; endvidere A. Tolstoj’s interessante
russ. Drama »D. J.«. Af danske Digtere har J. L.
Heiberg og C. Hauch skrevet en »D. J.«; den
førstes en fri Omdigtning af Molière’s Stykke (1812),
den sidstes et temmelig mislykket Drama (1829).
Næsten en digterisk Behandling af Emnet er
Søren Kierkegaard’s højst aandfulde æstetiske
Betragtning af D.-J.-Figuren (i 1. Del af
»Enten-Eller), med den mozart’ske D. J. som
Udgangspunkt. - (Litt.: Engel, »Die D. J.-Sage«
[Dresden 1887]; G. Gendarme de
Bévotte, La légende de D. J. [Paris 1906]; V.
Said Armesto, La legenda de D. J.
[Madrid 1908]; Th. Schrøder, »Die
dramatischen Bearbeitungen der D.-J.-Sage« [Halle
1912]).
E. G.
Donkeykedel [’dåŋki-] (Søv.), en
mindre Kedel - Hjælpekedel -, der benyttes til
at skaffe Damp til et Skibs Hjælpemaskiner.
H. E.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
