Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. D.'s Bygning (Teknik) - III. D.'s Inddeling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
opstillede Regler for D., Fordringen paa Tidens
Enhed (at Handlingens Tid ikke maa strække sig
over et Døgn) og Stedets Enhed ved Siden af
Handlingens, er ubegrundede. Den menneskelige
Fantasi springer let over Tid og Rum, naar
kun Aarsagssammenhængen fastholdes, og
Handlingen motiveres ved Karakter og Situation, og
i Komedien, hvor Fantasien følger Lunets fri
Leg, tager den det heller ikke saa nøje med
den Sandsynlighed, som Fordringen paa
Aarsagssammenhæng, fast Karaktertegning og god
Motivering stiller til det strengere D. - D.’s
Bygning fremgaar nu ligesom denne
Hovedforrdring af Handlingens alm. Natur. D. giver os
et sluttet skæbneknyttende Handlingsbillede. Den
Handlende kæmper for et Formaal, men i sin
Stræben for at naa dette møder han æggende
og spændende Modstand. D.’s Bygning skal
altsaa forene disse to dram. Modsætninger, Daadens
Vorden og dens Tilbagevirken, Sætten og
Modsætten, Kamp og Modkamp, Udspil og Modspil,
og paa hvert Punkt af D. maa dette Dobbeltspil
mærkes. D.’s to Hoveddele, Kampen og
Modkampen, er fast forbundne paa et
Handlingspunkt, der ligger i Midten, D.’s Højdepunkt.
Dertil stiger Handlingen, derfra falder den. Det
kan være af Bet. for D.’s Beskaffenhed, hvilken
af de to Hovedfarver i Handlingens Lys, Spil
ell. Modspil, der hersker i første Del. Men vi
ser bort derfra og tegner kun de alm. Træk.
Ved disse sine to Dele, der mødes i et
Toppunkt, faar D. en pyramidalsk Form. Det har
altid 3 Dele: Anlæg ell. Beg. (Eksposition),
Højdepunkt ɔ: Knudeknytning ell. Forvikling og
Udgangen, Katastrofen. Men mellem de to
første Dele ligger Stigningen og umiddelbart efter
Højdepunktet Skæbnevendingen til Lykke eller
Ulykke (Peripatien), der indleder den
faldende Del, og saaledes faar D. naturlig 5 Dele.
Enhver af disse 3 ell. 5 Dele kan bestaa af en
Scene, Optrin ell. leddelt Scenegruppe, kun
Højdepunktet er sædvanlig sammenfattet i en
Hovedscene, og hver af disse D.’s 5 Dele (altsaa
Eksposition, Stigning, Højdepunkt, Peripati og
Udgang) har sin Ejendommelighed i Formaal og
Struktur og i Alm. ogsaa hver sin Akt, der
altsaa kan være videre inddelt i Scener. En
nøjere Analyse af D. (særlig Shakespeare’s)
viser, at der endnu foruden de nævnte Dele
ligger 3 vigtige sceniske Momenter, ved hvilke de
5 Dele baade adskilles og forbindes. Det første,
der ligger mellem Eksposition og Stigning, kan
vi kalde det handlingsbevægende Moment, det
andet, der ligger mellem Højdepunkt og
Peripati, betegner Reaktionens Beg. (i Tragedien
det tragiske Moment), og det tredie, der endnu
en Gang skal frembringe Stigning og Spænding
inden Katastrofen, ligger mellem Peripati og
Udgang og kan betegnes som den sidste
Spændings Moment. I disse Træk er der selvfølgelig
ikke givet nogen Lov for Fremtidens D., men
paavist en empirisk funden Regel, der
uvilkaarlig er anvendt af Fortidens store Dramatikere,
og som maaske ikke er nødvendig, men
aabenbart heller ikke vilkaarlig, idet den synes
grundet i selve den dram. Handlings Natur.
III. D.’s Inddeling. En Inddeling af D.
kan findes i det i Handlingsarterne, der særlig
har bevæget Digteren og har været Motivet til
Fremstillingen af Handlingsbilledet. Det kan
være det ophøjede i Konflikt, i Kamp og
Undergang, det tragiske; det kan være det forkerte,
naragtige, lave, ell. det frit lystige, der afgiver
Stof til komisk, satirisk og humoristisk
Behandling, og det kan endelig være det ædle og særlig
det ædle i Konflikt, det rørende. Dertil svarer
de tre Hovedformer af D.: Tragedien, Komedien
og Skuespillet i snævrere Forstand.
Tragedien fremstiller den tragiske
Livsgang i Handlingsforløbet. Enhver Handling, af
hvilken menneskelig Lykke og Ulykke afhænger,
knytter Skæbne, idet den sætter Forudsætninger
ind i Verden, der gribes af
Verdenssammenhængen og der kan medføre Følger, som kan
vende sig mod den Handlende. Og i Tragedien
knyttes Skæbnen nu saaledes, at Mennesket i
ophøjet Kamp for noget stort, ubetinget
værdifuldt og ideelt berettiget, ved en psykologisk
forstaaelig Fejl ell. Skyld føres til Kamp, Ulykke
og maaske Undergang. Den ejendommelige
Grundstemning, der maa anslaas i Indgangen
og blivende bære Stykket, er her tung Alvor,
der udmunder i en Sorgens Harmoni, og
Tragedien virker staalsættende og løftende paa os
ved den ophøjede Kamp og vækker i os
Skæbnefølelserne, Frygt for Slægten og Medlidenhed
med Slægten. En videre Inddeling af Tragedien
kan begrundes ud fra, om der er egl. Skyld hos
Helten ell. kun en ringe ell. ingen Skyld. I
første Tilfælde har vi den egentlige
Tragedie, i det andet Tilfælde det tragiske
Sørgespil. Dertil knytter sig som en
Overgang til Skuespillet det tragiske
Skuespil, nemlig den Tragedie, hvor det
tragiske grunder i selve Karakterens
Naturbeskaffenhed (Goethe’s »Tasso«) og den Form, i
hvilken den skæbnesvangre Handling beror paa en
Misforstaaelse, der hæves ved Opklaring til
rette Tid (Goethe’s »Iphigenia«). - Ved Siden af
den ældste Form for Kunstdramaet, Tragedien,
opstod tidlig Komedien. Dens Genstand er
Handlinger, der enten som forkerte og
modsigende udløser den komiske Kontrastfølelse i
os ell. fremstilles saaledes, at de gør det;
altsaa saadanne lave, smaalige, forkerte og
ufornuftige Handlinger, der paa den ene Side ikke
er saaledes farlige for andre, at de vækker vor
etiske Refleksion og Harme og fremkalder
Nemesis, og paa den anden Side heller ikke
saaledes farlige for den Handlende selv, at de
vækker Medlidenhed med ham. Den forkerte
Handling viser sig som latterlig, men Følelsen af det
latterlige lutres ved Fremhævelse af det
modsatte rigtige, enten det nu indirekte griber vort
Sind ved, at det latterlige understreges (og det
lave maaske satirisk revses) som i den egl.
Komedie, ell. Komedien tillige fremstiller
ædle og harmoniske Karakterer som positive
Bærere af det rigtige og saaledes i os fremkalder
Følelsen af det ædle og velbehagelige ved Siden
af det latterlige, som i Lystspillet. Den
Grundstemning, der bærer Komedien, er Lyst og
Munterhed, Latter og Lunets Leg. -
Skuespillet fremstiller det ædle og rørende
Handlingsbillede. Dets egl. Omraade er Hverdagslivet
uden for disse Ekstremer af det tragiske og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
