Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Druekur, en Kur, der bestaar i meget rigelig Nydelse af Vindruer - Druelus, se Vinlus. - Druemunke, se Actæa. - Drueolie, se Kognaksolie. - Drueskimmel, se Botrytis. - Druesort, se Frankfurtersort. - Druesukker, d. s. s. Glykose. - Druesyre, se Vinsyre. - Druevitriol, se Jernvitriol. - Druey, Henri, schweizisk Statsmand, (1799-1855) - Druideorden, et hemmeligt Selskab, stiftet 1782 i London til Medlemmernes gensidige Understøttelse - Druider (lat. Druides), Præsterne i det gamle Gallien og Britannien - Drujez, en 270 km lang Biflod til Dnjepr i Mellemrusland, Guv. Mohilev - Drukkenskab, se Berusede. - Drukning, den Dødsmaade (en Underafdeling af Kvælning)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvor Struben er angrebet. Kuren falder lidt
før ell under Druernes Modning (sidst i Aug.,
Beg. af Septbr). Der fortæres daglig 1/4-4 kg,
i Reglen 3/4~1 1/2 kg, fordelt paa 2-3 Portioner,
nogle Timer før og efter Frokost og før
Middag. Druen nydes uden Skal og Kerne; stundom
angribes Tandkød og Mundens Slimhinde saa
stærkt, at Kuren maa afbrydes. D. kan
anvendes paa ethvert til Ophold for Patienter
passende Sted, hvor der findes Vinhaver, men
benyttes dog særlig ved bestemte Kursteder, af
hvilke Meran i Tyrol er det mest besøgte.
Lp. M.
Druelus, se Vinlus.
Druemunke, se Actæa.
Drueolie, se Kognaksolie.
Drueskimmel, se Botrytis.
Druesort, se Frankfurtersort.
Druesukker, d. s. s. Glykose.
Druesyre, se Vinsyre.
Druevitriol, se Jernvitriol.
Druey [dry’æ], Henri, schweizisk
Statsmand, f. 12. Apr. 1799 i Kanton Vaud, d. 9.
Marts 1855, blev 1826 Advokat og tog tidlig Del
i sin Hjemstats offentlige Liv som ypperlig
Taler og udpræget Radikal. Allerede 1828 valgtes
han til Kantonsforsamlingen og efter
Forfatningens Ændring 1831 til Statsraadet, og han søgte
paa enhver Maade at udvikle Folkets
umiddelbare Indflydelse paa Statsstyrelsen. Ved en ny
Kirkeordning 1839 fik Menighederne Ret til at
vælge deres Præster, medens Biblen blev gjort
til eneste Rettesnor med Udelukkelse af enhver
Trosbekendelse. Efter Revolutionen 1845 blev
ogsaa Statens Forfatning omdannet til et rent
Demokrati, og D. blev nu den ledende Mand i
Kantonet. Da han vilde tvinge Præsterne til at
kundgøre den ny Forfatning fra Prædikestolene,
gav han Stødet til Frikirkens Dannelse. Som
Kantonets Sendemand ved den schweiziske
Forbundsdag medvirkede D. 1847 til
Sonderbundets Undertrykkelse og Jesuitternes
Udvisning, og 1848 skrev han i Forbindelse med K.
Kern Udkastet til den ny Forbundsforfatning.
Han valgtes derefter til Forbundsraadet, var
1850 Forbundspræsident og styrede i de flg.
Aar Finanserne.
E. E.
Druideorden, et hemmeligt Selskab, stiftet
1782 i London til Medlemmernes gensidige
Understøttelse. I England splittedes Ordenen i
mange indbyrdes uafhængige Selskaber; men i
Amerika og Australien fik den stor Udbredelse.
I Amerika stiftedes den første Loge ell., som
det hedder, grove (en hellig Lund) i New York
1833. Til Tyskland kom Ordenen 1872. Man
skelner mellem D. og »Druidernes forenede gamle
Orden«; i Amerika og Tyskland findes kun den
sidste.
L. M.
Druider (lat. Druides), Præsterne i det gamle
Gallien og Britannien. D. dannede en afsluttet
Stand med bestemt Organisation og bestemte
Rettigheder. I Spidsen for dem stod en
Ypperstepræst, hvis Stilling ved Dødsfald gik over til
den mest ansete af de andre D.; fandtes ingen
selvskreven dertil, udvalgtes Efterfølgeren
sædvanlig ved Afstemning; stundom gjorde en
Tvekamp mellem to Konkurrenter Udslaget. For at
optages i Præsteskabet maatte man gennemgaa
en lang og vanskelig Skole, der kunde vare 20
Aar. Britanniens D. stod højest i Ry, hvorfor
ogsaa Novicerne fra Gallien for en stor Del drog
til Britannien for at faa Undervisning der.
Læren meddeltes mundtlig; den maatte ikke
nedskrives, ej heller meddeles til Lægfolk.
Læresætningerne handlede om Stjernerne og deres
Bevægelser, om Verdens Indretning og Naturen,
om Religionen, Sjælens Udødelighed og
Sjælevandring. D. traf Bestemmelser om alle religiøse
Spørgsmaal, ledede baade private og offentlige
Ofringer, tog Spaadomme af Fuglenes Flugt og
Skrig og af Offerdyrenes Indvolde; tillige
virkede de som Troldmænd og Læger. Al dømmende
Myndighed var i deres Haand; de ikendte Straf
for Forbrydelser og afgjorde Stridigheder om
Arv og Ejendomsret. Deres Kendelser vidste de
at skaffe Respekt; enhver, som var dem
overhørig, blev lyst i Band, hvilket havde til Følge,
at han ikke maatte tage Del i Gudsdyrkelsen
og blev skyet af alle sine Landsmænd som uren
og vanhellig. D. var ligestillede med Adelen.
De havde stor politisk Indflydelse og nød
betydelige Forrettigheder; bl. a. var de fri for
Krigstjeneste og for Skatter og Afgifter af
enhver Art. Rundt om i Gallien fandtes hellige
Steder, Lunde og Altre, hvor der under D.’s
Ledelse holdtes religiøse Fester; her ofredes
ogsaa Mennesker, for en stor Del dog
dødsdømte Forbrydere, og der spaaedes af Ofrenes
Krampetrækninger. En af de mest ansete
Helligdomme laa paa Øen Mona (ɔ: Anglesey); i
en anden, der laa mere centralt i Carnuternes
Land, holdt D. hvert Aar Retsmøde for hele
Gallien. Romerne gjorde Ende paa D .s
politiske Magt og forbød Menneskeofringerne;
Helligdommen paa Mona blev ødelagt 61 e. Kr.
Under det rom. Herredømme maatte D.
optræde mere skjult, men vedblev dog længe at
have stor Indflydelse paa deres Landsmænd,
navnlig i Britannien; Rester af den Overtro,
som de havde lært, holdt sig endnu langt ned
i den kristelige Tid. (Litt.: Cæsar, De bello
Gallico VI, 13-14; Al. Bertrand, La religion
des Gaulois, les Druides et le Druidisme [1897]).
C. B.
Drujez [’drujæts], en 270 km lang Biflod
til Dnjepr i Mellemrusland, Guv. Mohilev. Den
er sejlbar for Smaaskibe og rig paa Fisk,
navnlig Stør. Bredderne er hyppig dækkede af
smukke Naaleskove.
G. Ht.
Drukkenskab, se Berusede.
Drukning, den Dødsmaade (en
Underafdeling af Kvælning), der fremkaldes ved, at en
Vædske hindrer Luftens Adgang til
Aandedrætsorganerne. Man kan altsaa drukne i
ethvert flydende Medium, f. Eks. Kviksølv,
Vin (den engelske Hertug George af
Clarence druknede 1478 i et Fad
Malvoisirvin), Vand. Ved Indaanding under
Vædsken trænger denne ind og fylder Lungerne til
de fineste Luftrørsforgreninger, og ved
Undersøgelse efter Døden vil man altsaa finde dette
foruden de alm. Tegn paa Kvælning. Ved
Genoplivelsesforsøg paa Druknede maa der tages
Hensyn hertil, idet man ved hensigtsmæssige
Bevægelser (Rulning, Endevending) maa søge at
skaffe saa meget som muligt af den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
