Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dublin, Irlands Hovedstad, ligger paa Øens Østside ved Floden Liffeys Munding i det irske Hav - Dublon, en tidligere i den helvetiske Republik præget Guldmønt, Pistol ell. Louisdor = 16 Schweizer Francs. - Dubnitza, Dubnica, By i Bulgarien, ligger 50 km S. f. Sofia ved højre Bred af Strymon - Dubno, By i det vestlige Rusland, Guv. Volhynien, ligger ved Styrs lille Biflod Ikva - Duboc, - 1) Charles Edouard (Pseudonym Robert Waldmûller), tysk Forf. (1822-1910) - 2) Julius, tysk Forf., (1829-1903), Journalist og Forfatter - Duboccage (ogsaa Du B.), Marie-Anne, f. Lepage, fr. Digterinde (1710-1802)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
D. fra fremmede Lande og fra eng. Kolonier, kun
328 med 361854 \, og det tilsvarende Antal af
afgaaende Skibe 88 med 60801 t; i indenrigsk
Fart ankom 7758 Skibe med 2141179 t og afgik
4964 Skibe med 1757003 t. D. er et vigtigt
Jern-baneknudepunkt; de vigtigste af de herfra
udgaaende Linier tilhører Great Northern, Great
Southern and Western og Midland Great
Western-Selskaberne. Byen selv er velforsynet
med elektriske Sporveje, som ogsaa fører ud til
Forstæderne. V. f. D. ligger den over 700 ha
store Phoenix Park, som rummer Vicekongens
Bolig, en zool. Have, Hibernian Militærskolen og
et Monument for Wellington.
Historie. Navnet D. er keltisk og skal bet.
»sort Pøl«. Byen er meget gl, men den ældste
Historie hviler mest paa Sagn. I 9. Aarh. blev
D. et Centrum for de koloniserende Danskere og
Nordmænd, og der opstod en ikke ringe
Søhandel paa England, Frankrig og Norge.
Danskerne, der af Irerne kaldtes Dubgaill,
»sorte Fremmede«, og Nordmændene (Findgaill,
»hvide Fremmede«) synes undertiden at have
gjort fælles Sag, men kæmpede til andre Tider
om Overherredømmet. 851 blev den norske
Kongesøn Amlaib (Olaf den Hvide) Konge i D.,
og fra den Tid bestod der i D. et skandinavisk
Kongedømme, der foruden D. omfattede
Kystlandet N. f. Liffey samt fl. Kystbyer. Dette
Kongerige bestod i c. 300 Aar, til Trods for
hyppige Krige med Irerne. I Slaget ved Clontarf
1014, hvor den irske Heltekonge Brian Boroihme
faldt tillige med 11000 af sine Mænd, blev
Skandinaverne slaaede, men beholdt dog Byen D. I
den flg. Tid blev D. fl. Gange erobret af Irerne,
men atter tilbageerobret af Skandinaverne, hvis
Herredømme varede, indtil D. 1170 blev erobret
af den eng.-normanniske Jarl Richard
Strongbow, hvorefter Byens dansk-norske Indb.
smeltede sammen med de eng. Indvandrere. Byen fik
en ny Forfatning af Kong Johan 1207 og var i
de flg. Aarh. Englændernes faste Borg i Irland.
1541 blev den Sæde for Vicekongen over Irland.
1689 tog D. Del i det stuartske Oprør; Jakob II
holdt her et Parlament, og mange Protestanter
blev forjaget fra Byen. Men efter Jakob’s
Nederlag ved Boyne-Floden (1690) rykkede Vilhelm
III ind i D. uden at møde Modstand. D. havde
paa den Tid en blomstrende Uldindustri; men
omkr. 1700 blev denne næsten helt tilintetgjort,
idet den eng. Regering forbød al Eksport af
Uldvarer til andre Lande end England. I 18. Aarh.
voksede en betydelig Bomulds- og Silkeindustri
op i D.; men under Georg III greb den eng.
Regering atter ind med Lovbestemmelser, der
umuliggjorde al industriel Udvikling. D., der
var Sæde for det irske Parlament indtil dettes
Ophævelse (1800), blev siden Midtpunktet for
Irernes Kamp for Selvstyre (»Homerule«). 1867
søgte et yderliggaaende irsk Parti, Fenierne, at
rejse en Oprørsbevægelse i D., som dog straks
blev undertrykt uden megen Blodsudgydelse (se
Feniere). Alvorligere var den Opstand, der
udbrød i D. 2. Paaskedag (24. Apr.) 1916;
Oprørerne, der tilhørte det revolutionære Sinn
Fein-Parti, besatte mange af de offentlige
Bygninger i det indre D.; og først efter en Uges
Kampe lykkedes det Militæret helt at faa Bugt
med Opstanden. Herunder anrettedes betydelig
Skade ved Ildebrande, navnlig i Sackville Street,
hvor Oprørerne havde deres Hovedkvarter i
Postgaarden. (Litt.: Gilbert, History of the
City of D., Bd 1-3 [D. 1854-59]; L. J. Vogt,
»D. som norsk By« [Kria 1896]).
G. Ht.
Dublon, en tidligere i den helvetiske
Republik præget Guldmønt, Pistol ell. Louisdor =
16 Schweizer Francs.
Th. O.
Dubnitza, Dubnica, By i Bulgarien, ligger
50 km S. f. Sofia ved højre Bred af Strymon.
(1905) 11230 Indb. D. driver Tobaks- og Vinavl,
og i Omegnen findes Jerngruber.
H. P. S.
Dubno [’dubnå], By i det vestlige Rusland,
Guv. Volhynien, ligger ved Styrs lille Biflod
Ikva og ved den russ. Sydvestbane og er næsten
paa alle Sider omgivet af Vand og Sumpe, men
har stor strategisk Bet. og er stærkt befæstet.
(1907) 15700 Indb., overvejende Jøder, der
driver Tobaksfabrikation, Garverier, Teglværker og
Handel med Landbrugsprodukter. Under
Verdenskrigen blev D. erobret af østerr.-ung.
Tropper 8. Septbr 1915. 10. Juni 1916 blev Byen og
Fæstningen D. tilbageerobret af Russerne.
G. Ht.
Duboc [dy’båk], 1) Charles Edouard
(Pseudonym Robert Waldmüller), tysk
Forf. (1822-1910), var paa fædrene Side af fr.
Afstamning og bestemtes opr. for Handelen,
opholdt sig derfor 1854-56 i Italien og
Grækenland, men fulgte omsider sin lidenskabelige
Interesse for Kunsten og studerede i Düsseldorf for
at blive Maler. Da hans første poetiske Forsøg
imidlertid, vandt Publikums Bifald, valgte han
den litterære Bane, bosatte sig i Dresden og
udfoldede her en frodig Virksomhed som
Lyriker, Romanforfatter og Oversætter. Han har
især vundet Anerkendelse for sine »Dorfidyllen«
(1860) og for sin sp. Æventyrer-Roman »Don
Adone«, hvori han saa glimrende har efterlignet
den sp. Stil, at man kunde tro at staa over for
en Overs. D. har udg. Prinsesse Amalie af
Sachsens dram. Værker, samt et Udtog af hendes
Memoirer og overs. Tennyson’s »Enoch Arden«.
2) Julius, tysk Forf., foreg.’s Broder (1829
-1903), studerede Filosofi i Giessen, Leipzig og
Berlin og kom til at staa Feuerbach nær. Han
blev Journalist, redigerede en Tid
»Nationalzeitung«, Berlin, men opgav sin daglige
journalistiske Virksomhed for at dyrke et
omfattende Forfatterskab. Hans betydeligste Værker
er »Geschichte der englischen Presse«, »Die
Psychologie der Liebe« og »Das Leben ohne Gott«,
fremdeles Bøger om saa forskelligartede Emner
som Determinismen, Kvindespørgsmaalet i
Tyskland, og Kunstens Emancipation. Ogsaa
Noveller, Digte samt et Skuespil (»Die Freunde«),
der udkom Aaret før hans Død, skyldes D.’s
flittige Pen.
C. B-s.
Duboccage [dybå’ka.з] (ogsaa Du B.),
Marie-Anne, f. Lepage, fr. Digterinde (1710-1802).
Hun ledsagede sin Mand, Pierre Joseph D., paa
mange Rejser gennem England, Holland og
Italien og blev overalt feteret for sin Aand og
Skønhed. 1748 udgav hun Paradis terrestre,
efterlignende Milton’s »Tabte Paradis«, 1749 en gunstig
modtaget Tragedie, Les Amazones, 1756 et Epos,
La Colombiade. (Æuvres poétiques udkom 1762
(3 Bd) og 1788 (2 Bd).
S. Ms.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
