Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dunois og Longueville, fr. Fyrsteslægt - Dunoon, By i det vestlige Skotland, Grevskab Argyll, paa Vestkysten af Firth of Clyde - Dunoyer, Barthélemy Charles, fr. Politiker og Socialøkonom, (1786-1862) - Duns, By i det sydøstlige Skotland, Berwickshire, 66 km ØSØ. f. Edinburgh - Dunsinane, et 309 m højt Bjerg i Mellemskotland, Perthshire, 12 km NØ. f. Perth - Duns Scotus, Johannes, middelalderlig Skolastiker (1265/1274-e.1308)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Frankrigs rigeste Adelsmænd. Undsætningen af
Montargis (1427) grundlagde hans Ry som Kriger,
der steg ved hans tapre Forsvar af Orléans;
efter Jeanne d’Arc’s Optræden, til hvem han i
Beg. nærede stor Mistillid, fulgte han hende
paa hendes forsk. Tog mod Englænderne, men
formaaede dog ikke at hindre hendes
Fangenskab ell. Død. I de flg. Aar kæmpede han mod
Englænderne i Nordfrankrig og deltog 1436 i
Paris’ Erobring. Af Halvbroderen Hertug Karl,
for hvis Løsladelse af Englændernes
Fangenskab han virkede med megen Iver, erhvervede
han sig Grevskabet Dunois, men hans
Kærlighed til Broderen fik ham for en kort Tid til at
slutte sig til en af den misfornøjede Højadel
stiftet Sammensværgelse, la praguerie, som han
dog snart atter forlod. Dauphinen tvang han
til at udlevere Dieppe og fik som Tak herfor
Grevskabet Longueville af Kongen, der i den
flg. Tid anvendte ham til Underhandlinger med
England. Da Krigen med England 1449 udbrød
paa ny, tilbageerobrede han med stor
Dygtighed Normandiet og Guyenne 1449-51. Lige til
det sidste vedblev han nu at være Karl VII’s
tro Tilhænger og sluttede sig i Beg. af Ludvig
XI’s Regering ogsaa til denne, men 1465 forlod
han Kongens Parti og gik over til La ligue du
bien public. Hans Godser blev inddragne af
Kongen, men ved Underhandlingerne i St Maur
(1465), som han ledede, fik han dem atter
tilbage og erhvervede sig desuden en aarlig
Pension paa 6000 livres. D. steg snart i høj Gunst
hos Ludvig XI, hans Søn ægtede saaledes
Kongens Svigerinde Agnes af Savojen, og denne
Gunst bevarede han til sin Død. - Hans Søn
François arvede hans Titler og Godser, og
dennes Søn af s. N. blev 1505 udnævnt til
Hertug af Longueville. Senere under Karl IX
og Ludvig XIV blev D. erklærede for Prinser
af det kgl. Hus, og fra 1516 var de tillige
suveræne Fyrster af Neuchâtel.
(M. M.). J. L.
Dunoon [da’nu.n], By i det vestlige
Skotland, Grevskab Argyll, paa Vestkysten af Firth
of Clyde, med talrige Villaer, stærkt besøgte
Søbade og c. 7000 Indb.
G. Ht.
Dunoyer [dynwa’je], Barthélemy
Charles, fr. Politiker og Socialøkonom, (1786-1862).
Sammen med Charles Comte grundlagde han
1814 Oppositionsbladet Le Censeur, der fl. Gange
blev suspenderet og definitivt undertrykt 1820.
D. kastede sig nu over Socialøkonomi, og hans
Studier affødte det udmærkede Værk L’industrie
et la morale considérées dans leurs rapports
avec la liberté (1825). 3. Udg. af dette Arbejde
blev det fuldkommen ny Værk De la liberté du
travail etc. (3 Bd, 1845, ny Udg. 1885), et af
den franske økonomiske Litt.’s mest betydelige
Arbejder. De økonomiske Ideer behandles hos
ham i nøje Forbindelse med de aandelige,
sædelige og politiske Faktorer i Samfundslivet.
Med doktrinær Liberalisme afviser han ethvert
Indgreb fra Statens Side paa det økonomiske
Livs Omraade; Fremskridtet maatte komme
gennem Arbejde for Oplysning og Sædelighed. En
varmhjertet Humanitet gennemstrømmer hans
Skr. D., der var frisindet Royalist, hilste
Borgerkongedømmet med Begejstring; kort efter
Julirevolutionen blev han Præfekt og traadte
1838 ind i Statsraadet. Kejserdømmet vilde han
ikke tjene, og hans politiske Uvillie mod dette
fik Luft i Le second empire et une nouvelle
réstauration, der udkom efter hans Død (London
1865).
K. V. H.
Duns [dans], By i det sydøstlige Skotland,
Berwickshire, 66 km ØSØ. f. Edinburgh, med c.
2200 Indb.
G. Ht.
Dunsinane [’dansinən, dan’sinən ell. dansə’nein],
et 309 m højt Bjerg i Mellemskotland,
Perthshire, 12 km NØ. f. Perth. Her skal
Macbeth’s Borg have ligget.
G. Ht.
Duns Scotus [’dans-’skoutəs], Johannes,
middelalderlig Skolastiker. Fødeaar (1265 eller
1274) og Fødested (Northumberland ell. Irland
ell. Duns i Sydskotland) er usikre. I Oxford
begyndte han sin glimrende Lærervirksomhed,
senere kom han til Paris og derfra 1308 til
Köln, hvor han døde kort efter. D. S. traadte
tidlig ind i Franciskanerordenen og blev dens
største Teolog. Som saadan maa han stilles
jævnsides med den store Dominikaner Thomas
Aquinas, hvis Modstykke han i mange
Henseender var. Medens Thomas hævdede
Nødvendigheden i Gud og derfor nærmede sig
Determinismens Anskuelse, saa betonede D. S.
Villiesmomentet i Gud og opfattede det som
vilkaarlig Villie, hvorfor han førtes hen mod
Indeterminisme og Pelagianisme. D. S.’s
overordentlige Skarpsindighed, der skaffede ham
Hædersnavnet doctor subtilis, veg ikke tilbage
for at drage Konsekvenserne af de opstillede
Principper. Gud kunde, hvis han havde villet,
have skabt en ganske anden Verden, kunde
have lagt en helt modsat sædelig Verdensorden
til Grund end den, vi kender. Han kunde
ligeledes godt have ladet sig nøje med den
Fyldestgørelse, som Menneskene selv havde
formaaet at bringe for Synden, og naar den nu
faktisk sker ved Kristi Fortjeneste, saa er
denne ikke gyldig i sig selv, men kun fordi Gud
erklærer den for gyldig. Denne Teori maatte
falde godt i Traad med den rom.-kat.
Kirkelighed; thi naar der ikke kan tænkes nogen
guddommelig Fornuftnødvendighed, da er
Fornuften henvist til den Autoritet, som Gud nu en
Gang har gjort til Autoritet i disse Ting,
nemlig Kirken. Og D. S.’s pelagianiserende
Betragtning af Arvesynden gjorde det muligt for ham
med stor Kraft (mod Dominikanerne) at hævde
Jomfru Maria’s ubesmittede Undfangelse. Ved
Paris-Univ. hævdede han dette Dogme med saa
stor Kraft, at Univ. endog forlangte dets
edelige Anerkendelse ved Promotioner. D. S. var
vel ikke selv Nominalist, men hans Interesse
for det praktiske og konkrete maatte bane Vej
for Nominalismen; den Vilkaarlighed, iflg.
hvilken de mest modsatte Ting blev lige mulige,
maatte føre til de tommeste Ordkampe om de
umuligste Ting, Hævdelsen af, at Gud kunde
have ladet Usandhed være Sandhed, det Onde
være Godt, maatte bane Vejen for Paastanden
om den dobbelte Sandhed, og saaledes har vi
hos D. S. Spiren til Skolastikkens Forfald. Hans
Værker, bl. hvilke særlig Opus Oxoniense, hans
i Oxford docerede Kommentar til Lombarderens
Sentenser, maa nævnes, er udgivne af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
