Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dupont, Jacques Charles, kaldt D. de l'Eure, fr. Statsmand, (1767-1855) - Dupont, Paul François, fransk Bogtrykker og Forlægger, (1776-1879) - Dupont, Pierre, fransk Visedigter (1821-70) - Dupont, Pierre Samuel, med Tilnavnet de Nemours, fr. økonomisk Forf. og Politiker, (1739-1817) - Dupont de l'Étang, Pierre Antoine, Greve, fr. General og Politiker, (1765-1838)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kostede ham hans Genvalg; men fra 1816 var han
uafbrudt Medlem af Deputeretkamret. Han hørte
til Oppositionen og blev derfor 1818 afsat fra
sit Dommerembede, hvorefter Vælgerne ved
Sammenskud tilkøbte ham en Ejendom, der
sikrede ham Valgbarhed. Straks efter
Julirevolutionen 1830 blev han Justitsminister, dog kun
indtil Aarets Udløb; hans udprægede Frisind i
Forbindelse med hans strenge Alvor og
usminkede Aabenhjertighed faldt ikke i Kong Ludvig
Filip’s Smag. Fra 1832 hørte han igen til
den yderlige Opposition imod det ny
Kongedømme, ligesom imod det gamle, og blev stadig
genvalgt i Dept Eure, skønt i forsk. Valgkredse.
1847 tog han væsentlig Del i Reformbanketterne,
og efter Februarrevolutionen 1848 blev han
Formand for den provisoriske Regering indtil
4. Maj, da han afslog at modtage nyt Valg.
Ej heller gav han Møde i Nationalforsamlingen
undtagen ved enkelte Afstemninger, saaledes for
de orléanske Prinsers Landsforvisning og imod
Retten til Arbejde; ogsaa foreslog han 25. Novbr
at gentage Erklæringen om, at Cavaignac havde
gjort sig velfortjent af Fædrelandet. 1849
opnaaede D. ikke Valg og trak sig derfor tilbage
til Privatlivet. Han bar Hædersnavnet »den
franske Liberalismes Aristides«. 1881 afslørede
Gambetta et Mindesmærke for D. i hans
Fødeby.
E. E.
Dupont [dy’på], Paul François, fransk
Bogtrykker og Forlægger, f. 1776, d. 1879. Han
lærte hos Firmin-Didot i Paris og etablerede
1815 i Paris et Trykkeri, som navnlig trykte for
Regeringen; desuden havde han et stort
Skolebogsforlag.
(E. G.). C. S. P.
Dupont [dy’på], Pierre, fransk Visedigter
(1821-70), var Søn af en fattig Hovsmed i Lyon,
fik en streng religiøs Opdragelse, men egnede
sig ikke til Teologien, hvorfor han først kom i
Lære hos en Silkevæver og siden ansattes hos
en Sagfører og en Bankier. Han gik til Paris,
og allerede 1839 offentliggjorde han i forskellige
Tidsskr nogle Oder til Forsvar for Legitimismen
og vandt 1842 Akademiets Pris for Digtet Les
deux anges, hvorefter han til 1847 fik Del i
Udgivelsen af Akademiets Ordbog. Men sit
egentlige Ry vandt han ved sine glade Viser, der frisk
og yndefuldt skildrer Bondelivet med dets
Glæder i Mark og Skov. Les bæufs, Les paysans et
les paysannes (1846), Chants et chansons (3 Bd
1852-54, 9. Opl. 1876) o. a. Samlinger som
Cahier des chansons og La muse populaire gjorde
overordentlig Lykke og stillede ham for
Landlivets Vedkommende ved Siden af Béranger,
Hovedstadens Visedigter. Hans Viser og Sange er
mere maleriske end Béranger’s; ofte undfangede
han Melodi og Tekst samtidig, ligesom han
opnaaede stor Virtuositet i at foredrage sine Viser
paa Knejper og Værksteder. Bl. de bedste kan
fremhæves: La fête du village, Le chien du
berger, Le Dahlia bleu, La Véronique. Ma vigne,
La couturière, Le tisserand etc. Hans politiske
Sange (f. Eks. Chant des nations) er ikke saa
paaskønnede. 1848 blev han Socialisternes
Sanger og skrev den berømte kraftige
Arbejdermarseillaise Chant des ouvriers. Ved Statskuppet
1851 belønnedes han med en Forvisning til
Algier paa 7 Aar, men ved Venners Indflydelse
kom Dommen ikke til Udførelse. Hans Fødeby
har rejst ham en Statue.
S. Ms.
Dupont [dy’på], Pierre Samuel, med
Tilnavnet de Nemours, fr. økonomisk Forf.
og Politiker, f. 14. Decbr 1739 i Paris, d. i de
Forenede Stater 7. Aug. 1817. 23 Aar gl udgav
D. et Par Brochurer til Forsvar for Quesnay’s
økonomiske Teorier; herved kom han til at
træde i Forbindelse med Grundlæggeren af den
fysiokratiske Skole og de øvrige »Økonomister«,
til hvilke han med Begejstring sluttede sig. 1768
-72 redigerede han Fysiokraternes Hovedorgan,
det af Abbé Baudeau grundlagte Ephémérides
du citoyen, som han dog nedlagde allerede 1772.
Imidlertid havde han givet den nye liberale
Lære et mægtigt Fremstød ved under Titlen
Physiocratie at offentliggøre et større Udvalg af
sin Mesters økonomiske Afh. (2 Bd, 1767-68).
D. kom derved til at give Retningen dens Navn.
Da »Efemeriderne« gik ind, modtog D. en
Kaldelse til Markgreven af Baden Carl Friedrich,
en ivrig Fysiokrat. Turgot’s Tiltræden til Magten
kaldte ham tilbage til Frankrig, hvor han nu
blev denne sin Vens højre Haand ved
Gennemførelsen af en Række i fysiokratisk Aand
planlagte økonomiske Reformer. Under det flg.
Ministerium Maurepas blev D. sat uden for al
Indflydelse, men da han som Repræsentant for
Nemours indvalgtes i den grundlovgivende
Forsamling, gjorde han sig snart atter bemærket.
Sine liberale Principper tro lod han sig under
Revolutionens senere Forløb aldrig rive med af
de yderliggaaende Strømninger; dette
Maadehold bragte ham fl. Gange i Livsfare. Efter den
grundlovgivende Forsamlings Opløsning vedblev
han at forsvare Forfatningen mod de
radikalrevolutionære Partier. Han blev derfor forfulgt
af Septembermændene, og var ikke Robespierre’s
Fald 9. Thermidor kommet imellem, vilde D.’s
Hoved utvivlsomt være rullet under Guillotinen.
Efter 18. Fructidor udvandrede han til de
Forenede Stater, hvor hans Ven Præsident
Jefferson beredte ham en god Modtagelse. Efter
Kejserdømmets Oprettelse vendte han atter tilbage
til Frankrig, fra nu af væsentlig optaget af
litterær Virksomhed; bl. a. besørgede han en
samlet Udgave af Turgot’s Værker (9 Bd,
1809-11), indledet med en allerede 1782 udg.
Biografi. 1814 dukker D. atter et Øjeblik frem paa
den politiske Skueplads som Sekretær for den
provisoriske Regering; men da de 100 Dage
kom, og det saa ud til, at Napoleon paa ny
skulde triumfere, valgte D. trods sin høje Alder
at udvandre til Amerika, hvor han henlevede
Resten af sine Dage hos sine Sønner, der havde
grundlagt et blomstrende industrielt Foretagende
i Delaware. Endnu i sit Dødsaar affattede han
et af sine bedste Essays Examen du livre de M.
Malthus (1817). D. var til sidste Stund
Fysiokratiets utrættelige og principfaste Apostel, men
Retningens Snæverhed korrigeredes hos ham
ved hans aabne Blik for Samfundets forskellige
Krav. Han var en begejstret Talsmand for den
fri Udfoldelse af de økonomiske Kræfter i alle
Forhold. (Litt.: G. Schelle, Du Pont de
Nemours et l’école physiocratique [1888].
K. V. H.
Dupont de l’Étang [dy’på-d-l-e’tã], Pierre
Antoine, Greve, fr. General og Politiker, f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
