Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dupuytren, Guillaume, fr. Kirurg, (1777/8-1835) - Dupuytren'ske Fingerkrumnmg, en Sygdom, der bestaar i, at Fingrene trækkes ned mod Hulhaanden - Duquesne, Abraham, fransk Søhelt, (1610-1688) - Duquesnoy, François, i Italien kaldet Fiammingo, flamsk Billedhugger, (1594-1643) - Duquoin, By i U. S. A., Stat Illinois, ligger 95 km SØ. f. St Louis i Mudy Creek's Dal - Dur (af lat. durus »haard«), det af vore Tonekøn, i hvilket Tonearten paa 3. Trin har den store Terts (jfr Mol)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
findes de fleste af D.’s Opdagelser. Af sin store
Formue testamenterede han 200000 frc. til det
med. Fakultet til Oprettelse af en Lærestol i
patologisk Anatomi, og da Staten overtog dette
Professorat, anvendtes hans Legat til Musée
Dupuytren. 1869 oprejstes der en Statue for
ham paa hans Fødested.
(G. N.) J. S. J.
Dupuytren’ske Fingerkrumning [dypyi
’træŋskə], en Sygdom, der bestaar i, at Fingrene
(een ell. fl.) trækkes ned mod Hulhaanden ved
Skrumpning af de i Hulhaanden under Huden
liggende Væv og Fascier. I øvrigt deltager ogsaa
Huden i Lidelsen. Denne Sygdom er først
beskrevet af Dupuytren, som fandt den hos sin
Kusk. Han troede, den hidrørte fra Grebet om
Pisk og Tøjler; men dette har senere vist sig
fejlagtigt. Om Lidelsens dybere Aarsag er man
i Uvished; maaske er der Tale om en nervøs
Forstyrrelse af Ernæringen. Mærkeligt er det
næsten konstante Forhold, at Lidelsen begynder
med 4.-5. Finger og først efterhaanden griber
over paa 3. og 2. Operationer paa et nogenledes
tidligt Standpunkt er udførte med gunstigt
Resultat. Operationer, udførte paa Stadier, hvor
Lidelsen er stærkt udviklet, giver kun
middelmaadige Resultater.
E. A. T.
Duquesne [dy’kæ.n], Abraham, fransk
Søhelt, f. 1610 i Dieppe, d. 2. Febr 1688. D., der
med Rette anses for en af Frankrigs ypperste
Søhelte, udmærkede sig allerede som ung i
Krigen mod Spanien, navnlig 1638 ved
Fuentarabia og senere ved Saredo samt Aaret efter
ved Neapel, hvor en sp. Eskadre erobredes.
I Slaget ved Barcelona 1643 og s. A. ved Kap
de Gata tog han ogsaa paa glimrende Maade
Del. Efter Richelieu’s Død traadte han i sv.
Tjeneste som Søofficer, optraadte i Krigen mod
Christian IV og skal efter Sigende have
overvundet en dansk Flaadeafdeling ved Göteborg;
sandsynligvis sigter denne Beretning til Ove
Gjedde’s Togt 1645. 1644 var han som Chef for
Skibet »Regina« med ved Angrebet paa
Admiral Pros Mund’s Flaade under Femern, hvor
han entrede dennes Skib »Patientia« og fældede
Admiralen. Efter Fredsslutningen s. A. vendte
D. tilbage til sit Hjemland og spillede i Krigen
mod Englænderne saavel som senere mod
Hollænderne en fremragende Rolle. 1667
udnævntes han til lieutenant-générale des armées
navales og assisterede kraftig Colbert med at
organisere den fr. Marine. Som Protestant blev
der imidlertid lagt ham mange Hindringer i
Vejen for Avancement; uagtet det ubestrideligt
var D., der 1675-76 var den egl. Anfører for
Flaaden baade i Slaget ved Messina og
Palermo, maatte han dog finde sig i at staa under en
nominel kat. og adelig Overanfører. Endelig 1676
fik han dog en selvstændig Kommando over en
Flaade, med hvilken han slog Hollænderne i
Middelhavet, ved hvilken Lejlighed den berømte
Admiral Ruyter faldt. Ludvig XIV udnævnte
ham herefter til Markis, tilbød ham endogsaa
Admiralsværdigheden, ja Marskalstaven, hvis
han vilde gaa over til Katolicismen; men herpaa
vilde D. ikke gaa ind. 1681 var han Chef for en
Ekspedition, der tugtede Tripolis, 1682 for en
lgn. til Algier; ved denne Lejlighed anvendte
D. for første Gang i Søkrigen de af Pétit-Renau
opfundne Bomber. 1684 udsendtes han med en
betydelig Flaade mod Genua, hvor han udviste
en meget selvstændig Opførsel og til sidst
tvang Republikken til Underkastelse. Ved sin
Hjemkomst ramtes han haardt af det nantiske
Edikt; vel blev der for hans personlige Vedk.
gjort en Undtagelse, men baade hans Brødre og
Sønner, der havde kæmpet sammen med ham,
maatte forlade Landet. D. var en ridderlig
Karakter og dertil en overlegen Aand med
fremragende Talent for Administration og
Organisation.
C. W.-S.
Duquesnoy [dykæ’nwa], François, i.
Italien kaldet Fiammingo, flamsk
Billedhugger, f. 1594 i Bryssel, d. 1643 i Livorno.
Han hjalp sin Fader med forsk.
Billedhuggerarbejder og fortsatte sin Uddannelse i Rom,
hvor han under Samliv med Vennen N.
Poussin flittig studerede Antikkerne (berømte Kopier
i mindre Maalestok, i Bronze ell. Elfenben, bl. a.
af Laokoon), og hvor den da herskende Barokstil,
særlig udformet af Bernini, fik Indflydelse paa
ham. Imidlertid danner hans Kunst med dens
sundere, naivere Præg og større Maadehold
en gavnlig Modvægt mod de Bernini’ske
Overdrivelser. Efter en uhjemlet Beretning skal han
være blevet forgiftet af Broderen, den kendte
Billedhugger Jérôme D. (f. 1602, brændt 1654
p. Gr. a. Sodomiteri). - F. D.’s rige
Produktion blev af stor Bet. for Samtidens og
Eftertidens Kunst, saaledes ved hans putti, de
nydelige, naive Børneskikkelser (f. Eks. i de to
Epitafier i Anima-Kirken i Rom). De ham
tidligere tilskrevne Ungdomsværker i Bryssel:
Marmorstatuerne af Retfærdigheden
(Justitskancelliet), to Engle (Jesus-Kirkens Facade) o.
a. m. er ikke autentiske og tillægges nu gerne
Faderen. Det er i Italien, man træffer hans
Monumentskulptur, de to fremragende
Hovedarbejder: »Den hellige Susanna«, en udmærket
Statue af inderlig Følelse (Sta Maria di Loreto),
der i Kunsten blev til en Kanon for en kvindelig
draperet Statue, og Kolossalstatuen af den hell.
Andreas (1640, Peterskirken), begge i Rom.
Endvidere ses i Rom de ovenn. Gravmæler i Sta.
Maria dell Anima (over Adrian Vryburch og
v. d. Eynde) m. m. Stor Bet. fik D. ved sine
Smaaarbejder i Elfenben, Bronze, Terrakotta,
Marmor m. v. (Prøver i Kunstmus. i Kbhvn);
ikke mindst her kunde hans putti tumle sig;
Kunstkabinetter samlede i 17. og 18. Aarh. disse
D.’s Smaaarbejder ind i Masse, og megen
uhjemlet Smaaplastik kom efterhaanden til at
gaa ind under D.’s flatterende Navn.
A. Hk.
Duquoin [dy’kwæ ell. dju’kå^in], By i U. S. A.,
Stat Illinois, ligger 95 km SØ. f. St Louis i
Mudy Creek’s Dal. (1910) 5450 Indb. D. har
Kulgruber og Saltværker.
H. P. S.
Dur (af lat. durus »haard«; ital. maggiore,
fr. majeur, eng. major), det af vore nu brugelige
Tonekøn, i hvilket Tonearten paa 3. Trin har
den store Terts (jfr Mol). Benævnelsen D.
stammer opr. fra Navnet paa det firkantede,
haarde B (B durum, ♯) til Forskel fra det runde,
bløde (B molle, rotundum, ♭ smlg. B), gik
derefter over paa Heksakorden g-e (cantus durus),
der indeholdt B durum, medens f-d (med ♭)
blev kaldt cantus mollis, og da de moderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
