Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Durazzo, Kyststad i Albanien ved Sydsiden af en Halvø, som ved en Lagune er næsten skilt fra Fastlandet - Durbachit, en Bjergart fra Omegnen af Durbach i det nordlige Schwarzwald, er en Art Glimmersyenit (se Syenit). - Durban, Port d'Urban, Port Natal, den største By og vigtigste Havnestad i den britiske Koloni Natal i Sydafrika - Durbar, anglo-indisk Form for indiskpers, derbâr, »Hof«, »Audienssal« - Durchlaucht (Durchlauchtig, lat. serenus, serenissimus), tysk Ærestitel for fyrstelige Personer. - Durchløber, se løbe løbsk. - Durdenit, et grønlig gult Mineral af Sammensætningen Fe2Te3O9.4H2O - Durell (eller Duréel), Magnus, sv. Diplomat, (1617-1677) - Duren, Dværg; nævnes bl. a. som Smeder af Sværdet Tyrfing - Duret, Francisque, fr. Billedhugger, (1804-1865) - d'Urfé, Honoré de Lascaris, Marquis de Valromey, fr. Digter, (1568-1625)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Essad’s albanske Skarer, der var forstærkede
med forsprængte serb. og montenegrinske
Tropperester; de ital. Tropper opgav D. og sejlede
bort, og Østerrigerne tog Byen i Besiddelse.
A. C.
Durbachit [-’kit], en Bjergart fra Omegnen
af Durbach i det nordlige Schwarzwald, er en
Art Glimmersyenit (se Syenit).
(N. V. U.). O. B. B.
Durban [’də.bən], Port d’Urban, Port
Natal, den største By og vigtigste Havnestad
i den britiske Koloni Natal i Sydafrika. (1911)
69000 Indb., hvoraf 32000 Europæere, 20000
Asiater (overvejende Hinduer) og 18000 Indfødte.
Byen er bygget paa Østsiden af Natalbay, en
Bugt fra det indiske Ocean, hvis Indløb delvis
spærres af en Sandbarre; der er dog uddybet
et Løb paa 9-10 m’s Dybde. Med sine
pragtfulde, halvtropiske Haveanlæg, og mange
stilfulde Bygninger er D. en af de smukkeste Byer
i Sydafrika; de talrige hinduiske Haandværkere
og Handlende giver den et vist orientalsk
Anstrøg, hvortil ogsaa bidrager den udbredte
Benyttelse af Rickshaws, trukne af Zuluer. Den
har næsten hele Koloniens Omsætning med
Udlandet og besørger tillige en stor Del af
Transvaals og Oranje-Fristatens Handelsomsætning.
De vigtigste Udførselsartikler er Uld, Sukker,
Huder og Strudsfjer. - D. blev grundlagt 1835
og blev opkaldt efter den daværende Guvernør
i Kaplandet Sir Benj. d’Urban.
C. A.
Durbar [’də.baə], anglo-indisk Form for
indisk-pers. derbâr, »Hof«, »Audienssal«. Ved D.
forstaas i Mellemasien og Indien en under
Udfoldelse af stor Pomp og højtidelig Ceremoniel
iscenesat offentlig Audiens, ved hvilken en
Fyrste ell. Regent modtager Hyldest af Undersaatter
og Vasaller, udsteder Proklamationer, holder Ret
o. s. v. I Indien afholder Vicekongen og
Provinsguvernøren jævnlig D.
A. C.
Durchlaucht [’durKla^ukt]
(Durchlauchtig, lat. serenus, serenissimus), tysk Ærestitel
for fyrstelige Personer. Det lat. Serenus,
Serenissimus, blev allerede tillagt Kejserne Honorius
og Arcadius, dernæst anvendt paa de frankiske
og gotiske Konger og rangerede over Celsitudo
ɔ: »Højhed«. Titlen D. blev 1375 tildelt
Kurfyrsterne af Kejser Karl IV og udstraktes fra
1664 til ogsaa at gælde andre Fyrster. D.
bruges nu i Tiltale til Suveræner af tyske
Fyrstehuse og deres Medlemmer samt til
ikke-regerende Fyrster. Prædikatet D. er ogsaa blevet
tillagt Personer, der først nylig er blevne
ophøjede i Fyrstestanden, f. Eks. Bismarck. Til
kejserlige og kgl. Prinser bruges
Durchlauchtigst, til Kejsere og Konger
Allerdurchlauchtigst.
Kr. E.
Durchløber [’durk-], se løbe løbsk.
Durdenit, et grønlig gult Mineral af
Sammensætningen Fe2Te3O9 . 4H2O, forekommer i Korn
og smalle Aarer i et ogsaa paa metallisk Tellur
rigt Kvartskonglomerat i El Plomo Mine,
Ojojama Distriktet, Honduras.
(N. V. U.) O. B. B.
Durell [-’ræl] (eller Duréel), Magnus,
sv. Diplomat, f. 3. Maj 1617 i Norrköping, d. 26.
Septbr 1677. D. studerede lang Tid i Udlandet
og foretog derefter fl. Rejser, indtil han 1646
ansattes som Agent i Helsingør, hvor de svenske
Skibes Toldfrihed gav Anledning til idelige
Kævlerier. Aaret efter udnævntes han til Resident
i Kbhvn, en Stilling han beholdt lige til Krigens
Udbrud 1657, skønt han 1654 blev Landsdommer
i Halland og 1657 Statssekretær. D. satte sig
meget godt ind i Danmarks Forhold, og hans
Relationer (tr. i P. W. Becker’s »Saml. til
Danmarks Hist. under Frederik III«) gav Karl X
Gustaf et godt Billede af Danmarks Afmagt ved
Krigens Udbrud. Hans bekendte store Relation
fra 1653 ell. 1654 med dertil hørende Lister, der
indeholder Opgørelser over de forsk. Klasser
af den uprivilegerede Landbefolkning i hvert
Len i Danmark og Norge (tr. i Suhm’s »Saml. til
d. danske Hist.«), har dog ikke den Vigtighed,
som man tidligere har villet tillægge den, da
Listerne kun er Afskrifter efter Opgørelser i
Skattemandtal, der endnu eksisterer i Original;
oven i Købet er Afskrifterne tagne efter
Skattemandtal fra 1612-13. Efter Roskilde-Freden
blev han Medlem af den Kommission, der skulde
regulere de Skaanske Prov.’s Indlemmelse i
Sverige, ligesom han 1660 var med ved
Likvidationen med den Skaanske Adel for dens Godser
i Skaane og 1661 var Medlem af den
Kommission, der skulde fastsætte Vederlaget for
Bornholm. 1666 blev han Vicepræsident i Göta
Hofret og Kurator ved Univ. i Lund, 1669
Landshøvding i Kristianstads og Blekinge Len.
L. L.
Duren, Dværg; nævnes bl. a. som Smeder af
Sværdet Tyrfing, men ogsaa som en af de ældste
Dværge, der har skabt de andre Dværge ved at
danne Menneskeskikkelser i Jorden.
A. O..
Duret [dy’ræ], Francisque, fr.
Billedhugger, f. 19. Oktbr 1804 i Paris, d. 26. Maj
1865 smst., Elev af Faderen F. J. D., af Bosio
og Maleren Guérin, vandt 1823 Rom-Prisen,
senere Guldmedaille for »Merkur, der opfinder
Lyren« (1831, Palais Royal, beskadiget 1848).
Under Opholdet i Italien brød han igennem med
Bronzerne »Neapolitansk dansende Fisker« (1833)
og Pendanten »Neapolitansk Danser« (1838, Paris’
Operafoyer), der ligesom »Improvisator«
(Luxembourg-Mus.) viste hans fremragende Evne
til at gribe Nuet i en Figurs Mimik og Holdning.
Han modelerede endvidere »Chactas, som
sørger ved Atala’s Grav« (Bronze), fl. Statuer af
berømte Mænd til Mus. i Versailles, Kristus og
S. Gabriel for Ste Madeleine, Statuer af
»Tragedien«, »Komedien« og den skønne Statue
»Rachel som Fædra« (hans sidste Værk), til
Théâtre-français’ Foyer, Fontænen med den
hellige Michael, der dræber Dragen (1860), paa
Pladsen St Michel i Paris, og smykkede
Septcheminées-Salen i Louvre, Kejsergraven i
Invalidehospitalet o. m. a. med plastiske Arbejder.
D., Prof. ved École des beaux arts, fik
vidtrækkende Bet. for Datidens Kunstnerkuld og
bidrog ved friske Skildringer af naivt Folkeliv
til at tilføre fr. Plastik en ny frugtbar
Stofkreds. Hans Arbejder, mest i Bronze, fastholder
ved en ædel, harmonisk Formgivning
Forbindelsen med den overleverede Kunst.
A. Hk.
d’Urfé [-dyr’fe], Honoré de Lascaris,
Marquis de Valromey, fr. Digter, f. i Marseille
11. Febr 1568 af en gl Adelsslægt, d. 1. Juni
1625 i Villafranca i Piemont, gjorde Studier i
Tournon, deltog i Liguens Kampe under sin
Slægtning Hertugen af Nemours og blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
