Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dødedans, en billedlig allegorisk Fremstilling af Døden, der uden Skaansel fører alt Menneskeliv til Graven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
knyttet Fremstillingen af den Korsfæstede, og
naar Kirken har tegnet Dødens Rædselstræk
paa sine Mure, har den da derved villet give
Menigheden en gavnlig, alvorlig Lære, en
Moralprædiken, hvis Ord gennem
Mangfoldiggørelse i talrige Smaaskrifter snart fandt Vej til
Menigmands Hjem. Deres demokratiske
Tendens bidrog desuden stærkt hertil; hverken
Pavens Tiara ell. Kejserens Krone gaar Ram forbi,
og i den Forkærlighed, hvormed der dvæles
netop ved de Stores Afmagt over for Døden,
træder Forestillingen om Standsudjævningen
betegnende frem. Disse forsonende Momenter forklarer
da det Stænk af Humor, der ofte er lagt ind i D.
Vi møder først D. i Billedskikkelse henimod
ell. i 14. Aarh. i Frankrig. De synes at have
hentet deres Forbillede fra Datidens Skuespil -
der atter har deres Udspring fra langt tidligere
middelalderlige Digte - Mysterierne og
Moraliteterne, hvor Beretningen (2. Makk.) om de
syv makkabæiske Brødre har spillet en
væsentlig Rolle (Chorea Machabaeorum, hvoraf man
har villet udlede det omstridte franske Navn
danse macabre). Jævnsides med D. træffes,
særlig i Frankrig, Gengivelse af Sagnet om de tre
Konger og de tre Døde, der dog intet direkte
har med D. at gøre. De egl. D. er knyttede
til Frankrig (derfra til England), Schweiz og
Tyskland. Kendskabet til dem er nu ofte
andenhaands, skriftlige Beretninger ell.
Reproduktioner, idet kun en Mindrepart er bevaret. Af
større monumentale D.-Billeder i
Frankrig kan nævnes de i Klostret des Innocents i
Paris, i St Chapelle i Dijon, de i Nutiden
bevarede i Chaise-Dieu (Auvergne), i Angers m. fl.;
endvidere i adskillige livres d’heures. I Schweiz
er særlig de to Basel-D. (nu forsvundne)
berømte, Arbejder, der har haft Indflydelse paa
Holbein’s D., medens han dog ikke, som
tidligere antaget, er Mester for det ene af dem.
Det ene af disse fandtes i Klostret Klingenthal
i Klein-Basel (Beg. af 14. Aarh.), det andet
paa Kirkegaardsmuren i et Dominikanerkloster
i Gross-Basel, vist fra Midten af 15. Aarh.
(restaureret 1568); det gik til Grunde i Beg. af
19. Aarh. og kendes nu kun ved Gengivelser
(saaledes Bückel’s Haandtegninger) og fra
enkelte Fragmenter i Basels Universitetsbibliotek.
Af andre D. i Schweiz kan nævnes N. Manuel’s
46 Billeder paa Kirkegaardsmuren i Berns
Dominikanerkloster (omkr. 1520), særlig
paavirkede, som det fremgaar af Gengivelsen efter den
tabte Original, af Gross-Basels D. I den flg.
Tids schweiziske D., i Chur, Luzern, Freiburg
m. fl. St., er især Paavirkninger fra Holbein’s
Billedsuite kendelige. En af de bekendteste D.
i Tyskland er Fremstillingen fra 1463 i et Kapel
i Maria-Kirken i Lübeck (med nedertysk Rim),
nær til denne slutter sig D. i Marie-Kirken i
Berlin (her dog 28 Par, i Lübeck 24) fra Slutn.
af 15. Aarh.; begge endnu bevarede. Andre
tyske D. findes i Dominikanerkirken i
Strassburg (15. Aarh.) og paa Neustadts Kirkegaard
i Dresden (et Stenrelief med 24
Menneskeskikkelser i Legemsstørrelse og 3 Dødninge, uden
Antydning af Dans, som opr. fandtes i Dresdens
Slot, hvor det blev opsat 1534); i Danmark er
der nylig fremdraget et Kalkmaleri (fra c. 1500),
forestillende D., i N.-Alslev Kirke paa Falster.
- Fra Kirke- og Klostermure fandt D. snart
Vej til litterære Arbejder, Manuskripter og
senere trykte Bøger, forsynede med Træsnit.
Disse overordentlig talrige Værker kaster ofte
interessante Strejflys over forsk.
monumentale, nu forsvundne Murbilleder, til hvilke de
har sluttet sig. I Frankrig er den ældste
Udgave af danse macabre fra 1485; dertil slutter
sig talrige fra 15. og 16. Aarh., ogsaa fra
senere Tid. Den tyske »Der doten dantz mit
figuren etc« (1459) staar denne Fremstillingskreds
nær. En Del illustrerede Værker grupperer sig
om Basel-D. Dog indeholder Frölich’s »Zween
Todtentäntz« (1588), der udgiver sig for en
Fremstilling af D. i Basel og Bern, for en stor Del
Holbein’ske Billeder (hvorved den ovenn.
Fejltagelse om Holbein’s Udførelse af Basel-Suiten
er fremkommet). Med Holbein den Yngre
(16. Aarh.) faar D. nyt Liv. Hans geniale
Tegninger til Træsnit (offentliggjorte 1530, i Bogform
Les simulacres & histor. faces de la mort
[1538, Lyon: Faksimile i den nyere Tid ved
Hirth], nyere Udg. m. fl., 53 Blade fra 1545 og
i øvrigt oftere) giver ikke en egl. D., men
fremstiller i djærve Træk Dødens Triumftog, som
den overlister enhver Alder og Stand. Disse
Imagines mortis har sat dybe Spor i den flg.
Tids D.-Billedkunst. I den nyeste Tid optræder
D.-Billederne mere sporadisk og ikke som
Udtryk for en alm. folkelig Stemning; af tyske
Kunstnere har (foruden Chodowiecki, 1792)
særlig Rethel, Kaulbach og i nyere Tid bl. a.
Sattler (og paa sin Vis M. Klinger) øst af denne
Stofkreds, i Sverige bl. a. Wallander. I
Danmark træffer man den første Folkebog om D.
ved Reformationens Tid. Den er væsentlig,
ligesom de senere danske Pjecer, en
Efterligning (men dog gennem Angrebene paa
Romerkirken med anden Tendens) af tyske Skr om
D. i Maria-Kirken i Lübeck, tr. med tarvelige
Træsnit (af H. Vingaard), fra 1530-40 (udg.
1896 ved R. Meyer). 1738 udkom i Kbhvn: Nath.
Schlott: »Den Lübeckske Dødning-Dantz, udi
danske Riim overs. af L. Højer«, 1762 i Kbhvn:
»Det menneskelige Livs Flugt ell. Døde-Dans,
hvorudi ved tydelige Forestillinger og
Undervisningsvers vises, hvorledes Døden uden
Persons Anseelse dandser af med enhver etc.«. Jfr
Døden i Kunsten. (Litt.: Peignot,
Recherches sur les danses des morts [Paris
1826]; Douce, Disertation on the danse of
death [London 1833]; Langlois, Essais sur
les danses des morts [2 Bd, Rouen 1851];
Maszmann, »Litteratur der Totentänze« [Leipzig
1841]; G. Kastner, Les danses des morts
[Paris 1852]; Wessely, »Die Gestalten des
Todes etc. in der darstellenden Kunst« [Leipzig
1876], bearbejdet paa Svensk ved Eichhorn
1877] m. fl.; en bibliografisk Kilde er First
proofs of the universal Catalogue of books on
art [London 1870]; Merino, La danse
macabre [Madrid 1884]; Seelmann, »Die
Totentanz des Mittelalters« [Norden 1893]. - For
Danmarks Vedk.: R. Nyerup, »Alm.
Morskabslæsning« [1816]; Brandt, »Ældre danske
Digtere« [1862]; Bruun, »Aarsberetning fra det
kgl. Bibliotek«, II [1875], S. 154).
A. Hk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
