Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Edomitter, et med Israel nær beslægtet Folk, boende i Edom S. f. Palæstina - Edonerne, et thrakisk Folk, der i Oldtiden boede i Slettelandet Ø. f. Strymon - édredon (fr., forfransket af »Ederdun«), en stor, til Fodvarmning bestemt Dunpude. - Edrei, se Adraa. - Edremid (Adramit), det gi. Adramyttion, By paa Vestkysten af Lilleasien, 124 km N. f. Smyrna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
israelitiske Kilder. E. selv har intet skriftligt
efterladt; de i Landet fundne Indskrifter
stammer alle fra Nabatæernes Tid. Af nogle
teofore Navne kan vi slutte os til nogle af deres
Gudenavne. Kaush (Qos), Malik, Hadad,
maaske Quzach og maaske selve Navnet Edom.
Ba’al betegner her som i Kana’an Guden. En
Enhedsgud som hos Israelitter og Moabitter er os
ukendt. Om Religionen vides i øvrigt
intet; men en Del af de bevarede nabatæiske
Helligdomme kan være opr. edomitiske. Forholdet
mellem Israel og E. skildres i Fortællingerne
om Esau og Jakob. Esau fremstilles som E.’s
Stamfader, og Fortællingerne om ham maa
opfattes som en Form, hvorunder der fortælles
om det edomitiske Folk. I Esau skildres dette
som det ældre over for Broderfolket Israel.
Medens E. andetsteds i det gl. Test. bærer Ry
for Visdom, skildres de i Esau som et haardt
Krigerfolk, der i Beg. var afgjort overlegent
over for Israel, men mistede denne Stilling ved
Broderfolkets List. Fortællingen om Mødet
mellem Esau og Jakob ved Jabboq, hvor Esau
atter er den overlegne, som har fortrængt Israel,
men nu ved hans List mister sit Fortrin, viser,
at Edoms Magt en Tid maa have strakt sig vidt
N. paa. Det maa da ogsaa have behersket Moab,
og 1. Mos. 36 melder, at E. besejrede
Midianitterne paa Moab’s Slette. - Før E. bosatte sig i
Edom, skal der have levet en Befolkning,
Horitterne (maaske »Hulebeboerne«), hvormed
de delvis blandede sig. Andre Blandinger fandt
Sted ved Grænserne, hvor der stadig foregik
Forskydninger. Slægtstavlen 1. Mos. 36 viser
saaledes Blanding med Judæere, Amalekitter og
arab. Stammer. Kongedømmet skal i Edom
være gammelt, og 1. Mos. 36 nævner 8
edomitiske Konger, der herskede, før Israel fik
Konger (ell. før Israel herskede i Edom). Den
ældste Efterretning stammer fra en ægypt. Papyrus,
idet c. 1300 f. Kr. nogle Beduiner af Aduma
beder om at maatte græsse inden for Ægyptens
Grænse. 100 Aar senere melder Ramses III at
have slaaet Beduiner af sa’aïra; d. e. vel Seïr.
Under David kom det til afgørende Kampe
mellem Israel og E. E. led et stort Nederlag i
»Saltdalen« (2. Sam. 8), hvorpaa Joab
udryddede den mandlige Befolkning, og der indsattes
en judæisk Statholder. Det lykkedes en
Høvdingesøn Hadad at undvige til Ægypten, hvor
Farao gav ham sin Datter til Ægte. Efter
David’s Død vendte han tilbage og blev Konge i
Edom. Dog beholdt Salomo den vigtige
Havnestad Esiongeber (s. d.), hvorfra han drev
Handel med Ofir. Vejen mellem denne By og Juda
maa da ogsaa have været israelitisk. Endnu
Josafat i 9. Aarh. byggede i Esiongeber 10 Skibe,
som imidlertid forliste, og Edoms Forhold til
Israel illustreres ved, at dets Konge maatte
deltage i Josafat’s og den efraimitiske Joram’s
Angreb paa Moab. Men under Josafat’s
Efterfølger Joram rev E. sig løs (2. Kg. 8, 20 ff.). I
8. Aarh. maa E. ikke blot kæmpe med Israel,
men ogsaa lide under de stadige Assyrertogter.
Saaledes nævner Adadnirari c. 800 Udumu bl.
dem, der blev betvungne og maatte betale
Tribut. Ved denne Tid slog Juda Konge Amasja E.
i »Saltdalen« og erobrede Sela, og hans
Efterfølger Uzzia generobrede Elat, som han
befæstede. Samtidig har E. haft en voldsom Krig med
Moab (Amos 2, 1). Under Achaz mister
Judæerne for stedse de vundne Fordele. Kileskrifterne
fra Tiden om 700 meddeler Navne paa forsk. af
E.’s Konger, som maatte underkaste sig
Assyrerne: Kaushmalaka (734),
Malikrammu (701) og Kaushgabri (c. 670). Om en
venlig Stemning mod E. i denne Periode vidner
vistnok 5. Mos. 23, 8, som forbød at afsky E.
Den venlige Holdning slog imidlertid snart om
til Had. Det synes, som E. har sluttet sig til
Storkongen og benyttet Lejligheden til at falde
over det erobrede Jerusalem 586. Hos Israel
blussede der et lidenskabeligt Fjendskab op mod
dem, hvorom der haves mange Vidnesbyrd, især
Klagesangene, Obadja, Jes. 34, 63, Ez. 25, Salme
137, og dette Had sluktes siden ikke igen. Endnu
den milde Sirach (c. 200) vidner derom. Under
Eksilet og i den følgende Periode skete
der en Forskydning af E. Arabiske Stammer
trængte ind i deres Land og satte sig fast, saa
det c. 300 var helt i Hænderne paa
Nabatæerne (s. d.). Samtidig skød E. sig ind i det
sydlige Juda helt N. over Hebron. Dette Distrikt
kaldes efter Alexander med den gr. Betegnelse
Idumæa. Det var ligesom Juda snart under
de ægypt. Ptolemæer, snart under de syr.
Seleukider. Under Judas Makkabæerens Kampe med
Syreren Lysias var det fl. Gange
Krigsskueplads. 165 og 163 f. Kr. var der saaledes
Kampe ved Betsur. 126 f. Kr. erobrede Johannes
Hyrkan Landet og paatvang Beboerne
Omskærelse. Idumæa stod nu under en Statholder,
indsat af den makkabæiske Konge. Alexander
Jannæus, c. 100 f. Kr., indsatte Antipas, der
sluttede Forbund med Filisterne og Nabatæerne.
Hans Søn Antipater fik ved klog Politik
Indflydelse i det af Borgerkrig oprevne Juda,
hvor hans Søn Herodes opnaaede at blive
Konge 40 f. Kr. Han indsatte Kostobar som
idumæisk Statholder, men lod ham senere
dræbe. Efter Herodes’ Død blev Idumæa et
Toparchi ved Siden af Judæa og Samaria under
Archelaus. Det deltog i Rejsningen mod
Romerne og dermed i Jødernes indre Kampe
mellem Zeloter og Besindige. Det blev Genstand for
Plyndringstog baade af judæiske Partiførere og
Romerne under Vespasian, indtil det efter
Jerusalems Fald 70 e. Kr. blev helt kuet. Det
regnes herefter som eet Landskab med Moab
under Navnet Arabia petræa. Det forhadte Navn
blev siden en Betegnelse for Romerriget, og hos
de middelalderlige Jøder for de Kristne. (Litt.:
Buhl, »Geschichte der E.« [Leipzig 1893]; A.
Musil, Arabia Petræa II [Wien 1907-08]).
J. P.
Edonerne, et thrakisk Folk, der i Oldtiden
boede i Slettelandet Ø. f. Strymon, hen imod
Pangaion-Bjerget; deres Hovedstad var
Myrkinos. Fra 424 f. Kr. stod de under de
makedoniske Konger; Filip II anlagde i deres Land
den stærkt befæstede Stad Filippoi.
C. B.
édredon [edrö’då] (fr., forfransket af
»Ederdun«), en stor, til Fodvarmning bestemt Dunpude.
Edrei [’edria^i], se Adraa.
Edremid (Adramit), det gl. Adramyttion,
By paa Vestkysten af Lilleasien, 124 km N. f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
