Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eforos, græsk Historieskriver fra det lilleasiatiske Kyme, (c.400-e.334 f. Kr.) - Efraïmn, en af Israels Stammer, som geografisk indtog den centrale Stilling i Landet - Efraïm's Bjerge, den nordligste Halvdel af det judæisk-efraimitiske Højland - Efraïm Syrer, d. s. s. Afrem Syrer. - Efrata ell. Efrat synes opr. at betegne et Landskab, bruges som Betegnelse for Betlehem. - Efrem nævnes af Eusebius som en 5 rom. Mil Ø. f. Betel liggende By - Efron, - 1) Sochars Søn, Chetiteren, af hvem Abraham købte et Grundstykke i Hebron til Begravelsesplads - 2) Navn paa et Par palæstinensiske Byer - Eftasvær(d) betegner i Norge et let Maaltid mellem Middag og Aften - Efteraar (norsk: Høst), se Aarstider. - Efteraarsjævndøgn (norsk: Høstjævndøgn) Tidspunkt, hvori Solen passerer Himlens Ækvator - efter Behag siges et Væddeløb at være vundet, naar Hesten sejrer uden at anstrenge sig særlig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for Oprettelsen er usikkert. Antallet var 5 og
Funktionstiden et Aar; efter Kollegiers
Præsident fik Aaret Navn, et Tegn paa Embedets
Bet. Valgbare dertil var alle fuldtberettigede
Borgere; Valgmaaden er ukendt. Opr. synes E.
at have været de to Kongers Medhjælpere; men
allerede tidlig udviklede de sig til en
selvstændig Øvrighed, der repræsenterede det suveræne
Folk i Modsætning til Eksekutivmagten, og i
Midten af 6. Aarh. f. Kr. fremtræder de i
Besiddelse af Initiativ som en Regeringsmagt,
formelt sideordnet med Kongerne, Raadet og
Folkeforsamlingen. E.’s Virksomhed i den flg.
Tid har et meget vidt Omfang: de
sammenkaldte Folkeforsamlingen, foreslog Love,
forhandlede med andre Regeringer og ledede i det
hele den udenrigske Politik; i Krigstid
afsendte de Hære og udnævnte Anførere, oftest
Kongerne, som de kontrolerede, først ved at
medgive dem Raadgivere, senere ved personlig
(i Reglen to) at følge dem; de havde Opsynet
med alle Borgeres, ogsaa Kongernes, Liv og
Tugt, ligeledes med Perioikerne og Heloterne,
og var udrustede saavel med anklagende som
delvis straffende Myndighed. E. blev saaledes
reelt Lederne af Sparta’s Udvikling indadtil og
udadtil, og dem maa Æren tilskrives for den
Dygtighed, hvormed Sparta lededes i Tiden
før den peloponnesiske Krig; omvendt bærer
de en væsentlig Del af Skylden for Krigen og
især for den hjerteløse Stormagtspolitik, som
Sparta førte efter Krigen, og for den samtidig
sig udviklende indre Korruption. Agis III’s
Forsøg paa at reformere Forfatningen strandede
paa E.’s Modstand; Kleomenes III (236-21)
begyndte sine Reformer med at ophæve Eforatet
(226), men det genoprettedes efter hans Fald
(221). (Litt.: Dum, »Entstehung und
Entwickelung des spartanischen Ephorats«
[Innsbruck 1878]).
K. H.
Eforos [’æ-], græsk Historieskriver fra det
lilleasiatiske Kyme, Discipel af Isokrates, f. c.
400 f. Kr., d. efter 334, skrev den første gr.
Universalhistorie i 30 Bøger, omfattende Tiden
fra den doriske Indvandring i Peloponnes til
hans Samtid (1104-340). E. benyttede ikke altid
sine Kilder heldig og manglede den fornødne
milit. Sagkundskab, ligesom Fremstillingen
smagte af Retor-Skolen. Fragmenterne er udg.
i Müllers Historicorum Græcorum fragmenta
(1. Bd, Paris 1841, 1885).
K. H.
Efraïm, en af Israels Stammer, som
geografisk indtog den centrale Stilling i Landet.
Sammen med Manasse Stamme havde den slaaet
sig ned i E.’s Bjergland, hvorfra den bredte sig
mod S. (se Jos. 17, 14 f.; Dom. 1, 22 f.) henimod
Benjamin og mod V. ud til Kysten. Mod N. gik
Grænserne over i Manasse; Landet var vandrigt
og frugtbart og bidrog sikkert til Stammens
stadige Trivsel. Opr. regnedes E. og Manasse
for een Stamme, men de udviklede sig saa stærkt,
at de stilledes paa lige Fod med de andre, og
E., fra først af den ringeste, overgik alle de
andre. Dette udtrykkes i Patriarkfortællingerne
ved, at E. og Manasse opr. var Sønner af Josef,
men adopteredes af Jakob som ligestillede med
Josef’s Brødre, idet E., hidtil den yngste, fik
den ældstes Forret. Allerede tidlig begyndte E.
at spille denne vigtige Rolle, hvilket fremgaar
af, at Josua var Efraimit. Israels vigtigste
Helligdom i den ældste Tid, Shilo, laa i Efraim.
Fra Dommertiden har vi smaa Antydninger af
Stridigheder mellem E. og andre israelitiske
Folk, hvilke skyldtes E.’s Herskerkrav. Da
saaledes Abiezer Stamme har besejret
Midianitterne under Gideon’s Anførsel uden at
tilkalde E.’s Hjælp, gør disse Gideon heftige
Bebrejdelser (Dom. 8); det samme gør de over
for Jefta, der har ført Gileaditterne mod
Ammonitterne; det fører til Kamp, og Efraimitterne
nedhugges, kendelige paa deres Udtale af
shibbolet som sibbolet (Dom. 12). David forenede E.
og de andre Nordstammer med Juda, men
naaede ikke at grunde en varig Forbindelse. Ved
Rigets Spaltning under Rehabeam var det en
Efraimit, Jerobeam, som var den ledende og
overtog det nordlige Kongedømme. I hvor høj
Grad E. havde Hegemoniet i dette, ses af, at
E. navnlig hos Profeterne bliver en sædvanlig
Betegnelse for hele Nordriget. Efter Samarias
Fald 722 f. Kr. nævnes E. kun som en
Fortidsstørrelse. Elementer af E. er med til at danne
Samaritanerne.
J. P.
Efraïm’s Bjerge, den nordligste Halvdel af
det judæisk-efraimitiske Højland til Forskel fra
Judas Bjerge, den sydlige Halvdel;
Grænsen strakte sig umiddelbart N. f. Jerusalem.
Mod N. regnedes E. B. op til eller hen imod
Jizreelsletten. Det var væsentlig et
frugtbart Landskab, Sæde for Efraim Stamme.
J. P.
Efraïm Syrer, d. s. s. Afrem Syrer.
Efrata ell. Efrat synes opr. at betegne et
Landskab, bruges som Betegnelse for Betlehem.
Efrem nævnes af Eusebius som en 5 rom.
Mil Ø. f. Betel liggende By, der almindeligvis
søges i den nuv. kristne Landsby et-Tájjibe ved
Vejen mellem Jerusalem og Nabulus. Den
identificeres med det Efraim, som Jesus trak sig
tilbage til Joh. 11, 54, samt med Efron (s. d.).
Efron, 1) Sochars Søn, Chetiteren, af hvem
Abraham købte et Grundstykke i Hebron til
Begravelsesplads (1. Mos. 23). 2) Navn paa et Par
palæstinensiske Byer, en ved Benjamin’s
Nordgrænse, maaske identisk med Efrem og Ofra,
og en i Østjordanlandet, hvor Lysias residerede;
den sidste erobredes af Judas Makkabæeren 164
f. Kr. 3) et Bjerg paa Grænsen mellem Juda og
Benjamin.
J. P.
Eftasvær(d) [’æftas-væ.r] betegner i Norge
et let Maaltid mellem Middag og Aften; sv.
aftonvard. Den herskende Udtale efta-svær ell.
-svæl (med tykt l) er urigtig: den oldnorske
Grundform er aptans-verðr, hvor verðr betyder
Maaltid (se Nadvær), medens aptann staar i
sin opr. Bet. af Eftermiddag (jfr Kvæld).
H. F.
Efteraar (norsk: Høst), se Aarstider.
Efteraarsjævndøgn (norsk:
Høstjævndøgn) er det Tidspunkt for den
nordlige Halvkugle, hvori Solen træder ind i
Vægtens Tegn, og den altsaa for anden Gang i
Aarets Løb passerer Himlens Ækvator. (Se
Ekliptika). For denne Dag (22. Septbr) er
Dagen af samme Længde som Natten.
J. Fr. S.
efter Behag siges et Væddeløb at være
vundet naar Hesten sejrer uden at anstrenge sig
særlig.
(C. G. B.). O. P.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
