Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ehrensvärd, Karl August, sv. Kunstforfatter, Tegner og Admiral, (1745-1800) - Ehrensvärd, K. F. og T. C., se Gyllembourg. - Ehretia L., Slægt af Rubladfam. (nær Cordia og Heliotropium), Buske ell. Træer - Ehrhard, Albert, kat. Teolog, Tilhænger af Modernismen, (1862- ) - Ehrhart, Franz Joseph, tysk socialistisk Politiker (1853-1908), - Ehrle, Franz, Præfekt for det vatikanske Bibliotek og Kirkehistoriker, (1845- )
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grad ensidig, og dette gælder da ikke mindst
hans rent kunstteoretiske Skrift »De fria
konsters filosofi«, hvor han ud fra sit strengt
antikbeundrende Synspunkt har søgt at skabe en
Slags æstetisk System, der vel ikke staar uden
Modsigelser, men som i mange Punkter
samstemmer med ell. peger hen imod, hvad senere
Tiders fremragende Æstetikere (f. Eks. Taine)
har gjort gældende. I sin alm. Opfattelse af
Smagens Afhængighed af Klimaet og Racen er
E. nærmest i Forstaaelse med Montesquieu, og
ligesom denne bygger han paa den empiriske
Filosofis Grund (Locke). E.’s »De fria konsters
filosofi« er en aandrig og original
Personligheds Forsøg paa, paa Basis af Montesquieu’s
Populærfilosofi og den vaagnende
Antikentusiasmes Anskuelser, at opbygge et æstetisk System,
men dets Værd ligger mindre i Systemets
Helstøbthed end i de fine og skarpsindige
Detailbemærkninger; det er her en Tænker, der ser
med en Kunstners Øje. I sin Fremstillingsmaade
er E. i høj Grad original, men hans
koncentrerede Stil falder ikke fuldt naturlig og er
hovedsagelig dannet ved stilistiske Kunstgreb. Den
virker dog gennem sin orakelmæssige Halvtydighed
meget slaaende, og ikke faa af hans Paradokser
lever endnu som bevingede Ord i det sv. Sprog.
Efter sin Hjemkomst avancerede E. som Officer
og blev 1784 maaske lige saa meget p. Gr. a.
sin Byrd som p. Gr. a. egne Fortjenester
Flaadens øverste Embedsmand under Titlen
»Öfveramiral«. Dog kom han aldrig til at staa Gustaf
III nær, men var snarere Modstander af dennes
Politik. I Krigen 1788-90 deltog han nogen Tid
(1789) som Chef for Flaaden, men hans
Brevveksling viste, at han og Kongen ikke stemte
overens, og at Kongens Camarilla blandede sig
i Ledelsen af Bevægelserne. E. førte
Befalingen under det første, for Svenskerne
ulykkelige Slag ved Svensksund 1789, men hans
Forsvarsplan her har været taktisk korrekt,
medens Kongens Forbud mod i Tide at foretage
en Del Foranstaltninger til at afspærre Fjenden
Adgangen til et Sund anses for væsentlig at
have bidraget til Nederlaget. Herefter tog E.
sin Afsked, men kaldtes efter Kongens Død af
sin Ven Hertug Karl til Generaladmiral og
Flaadens øverste Chef (1792-94). Sine sidste
Aar tilbragte han med Landbrug
(eksperimenterende med en hel Del ny »rationelle«, men
økonomisk uheldige Planer), med Filosofi (i
Anti-Kant’sk Retning) og med Karikaturtegning,
paa hvilket sidstnævnte Omraade han virkede
sammen med sin Ven Sergel, den store
Billedhugger, som paa dette Omraade i ham
erkendte sin Mester. Man ejer af E. et stort
Antal Karikaturtegninger ell. »Speritningar«,
Udtryk for det paradoksale, vittige, ekspressive
i hans Karakter. De sidste Aar henlevede han
mider økonomiske Bekymringer. (Litt.: B.
Beskow, »E.« i »Vitterh. Hist.
antikvitetsakad. Handl.«, XVI; P. D. A. Atterbom,
»Svenska siare och skalder«, I; G.
Ljunggren, »E. och Winckelmann samt E.’s
konstfilosofiska standpunkt« i »Sv. Akad. Handl. fra
1796«, XXIX og XLVI [1857 og 1871]; Karl
Warburg, »K. A. E., en lefnadsbild från
Gustavianska tiden« [1893]).
(K. Wg.). I. F.-H.
Ehrensvärd [’e.rənsværd], K. F. og T. C.,
se Gyllembourg.
Ehretia [e.-] L., Slægt af Rubladfam. (nær
Cordia og Heliotropium), Buske ell. Træer med
spredte Blade og smaa hvide Blomster i Top.
Stenfrugt. Omtr. 40 Arter; alle er tropiske og
tilhører især den gl. Verden. Nogle giver
Gavntræ (E. abyssinica R. Br.), andre spiselige
Frugter (E. elliptica DC), og atter andre Lægemidler
(Rødderne af E. microphylla Lam. i
Vestindien).
A. M.
Ehrhard [e.rhart], Albert, kat. Teolog,
Tilhænger af Modernismen, f. 1862 i Elsass.
E. blev 1888 Professor ved Præsteseminariet i
Strassburg, 1892 Professor i Kirkehistorie ved
Universitet i Würzburg, 1898 forflyttedes
han til Wien, 1902 til Freiburg i Br.
og 1903 til Strassburg. Kirkelig Arkæologi
og kristelig Litteraturhistorie er E.’s særlige
Fag, men hans Navn er især kendt fra
Modernismen, bl. hvis Førere han staar. Han har
i »Der Katholizismus und das zwanzigste
Jahrhundert« (1902) og i andre Skr søgt at føre
liberale Tanker ind i den kat. Kirke, idet han
paaviser, at der ikke er nogen principiel
Modsætning mellem Katolicismen og den moderne
Kultur, men kun en faktisk, som vilde være
let at overvinde, hvis den kat. Kirke resolut
opgav sin middelalderlige Verdensanskuelse.
Han blev skarpt angrebet fra ultramontan Side
og truet med Indeks og maatte til sidst bøje
sig. (Litt.: J. Schnitzer, »Der katholische
Modernismus« [Berlin 1912]).
A. Th. J.
Ehrhart [’e.r-], Franz Joseph, tysk
socialistisk Politiker (1853-1908), oprindelig
Tapetserer, senere Journalist og som
saadan flere Gange i Konflikt med
Trykkefrihedslovene, 1893 Medlem af Bayerns
Landdag som Repræsentant for Nürnberg,
fra 1898 indtil sin Død Medlem af Rigsdagen.
E. spillede en fremtrædende Rolle inden for det
socialdemokratiske Parti, bl. hvis uafhængige
Elementer han hørte; han optraadte ofte kritisk
revsende lige over for Udvækster i Partiet, og
ved Humor og Snarraadighed formaaede han
tillige at udjævne Stridigheder inden for dette.
Han var en fremragende Taktiker og Agitator.
K. V. H.
Ehrle [’e.rlə], Franz, Præfekt for det
vatikanske Bibliotek og Kirkehistoriker, f. 17. Oktbr
1845 i Isny i Württemberg. E. studerede ved
Jesuitskolen i Feldkirch (Vorarlberg) i
Maria-Laach og i Ditton-Hall ved Liverpool, gik 1861
ind i Jesuiterordenen, præsteviedes 1876 i
England. E. var en Tid Medlem af Redaktionen for
Tidsskriftet »Stimmen aus Maria-Laach«. Fra
1880 har han viet sig til historiske Studier især
i Rom. 1890 blev han Medlem af Styrelsen for
det vatikanske Bibliotek, 1895 blev han dets
Præfekt og har som saadan ikke alene givet
Biblioteket en mønsterværdig Ordning, men har
selv udg. en Række af dets værdifulde
Haandskrifter. Han har skrevet »Zur Geschichte und
Reform des Armenwesen« (1881), hans
Hovedværk er Historia Bibliothecæ Romanorum
Pontificum tum Bonifatianæ tum Avenionensis (1890).
Sammen med Denifle udgav han »Archiv für
Litteratur und Kirchengeschichte des Mittelalters«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
