Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VI: Demeter—Elektriske Sikringer / 795 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eir, i nordisk Mytologi Lægedommens Gudinde; nævnes bl. Asynjerne - Eira hed i Oldtiden en Bjergfæstning i Messenien nær ved Grænsen mod Arkadien - Eirene (gr. »Fred«), en af de tre Horaer, Zeus' og Themis' Døtre, ell. en selvstændig Gudinde - Eiríkr Oddsson, isl. hist. Forf. i 12. Aarh. - Eiríkr rauði Þorvaldsson (Erik den Røde), Grønlands Opdager og første Landnamsmand, ( -c.1007) - Eiriksjøkull, et isoleret Jøkelfjeld med 1798 m's Højde i det indre Island, NV. f. Langjøkull - Eiríksmál, et Digt af en ubekendt Forf. om Erik Blodøkse's Fald (950 ell. 954)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Rolle i Gudedigtningen; personlig optræder hun
kun som en af Menglad’s Møer paa
»Lægedomsbjerget« i det fantastisk-symbolske Digt
»Fjolsvinnsmål« (jfr ældre Edda). Ordet eir bet.
Fred, Ro; og maaske Gudinden E. kun er en
Personifikation af Menneskets fredelige, uskadte
Tilstand.
A. O.

Eira [’æj-] hed i Oldtiden en Bjergfæstning i
Messenien nær ved Grænsen mod Arkadien. Under
den anden messeniske Krig (c. 650 f. Kr.) var den
Messeniernes sidste Tilflugtssted; 11 Aar
forsvarede Aristomenes den mod Spartanerne. Rester
af E. er genfundne S. f. Landsbyen Kakaletri
paa Klipperyggen Hagios Athanasios. (Litt.:
Hiller v. Gaertringen og
Lattermann, »Hira und Andania« [Berlin 1911]).
C. B.

Eirene [æj-] (gr. είρήνη, »Fred«), en af de tre
Horaer, Zeus’ og Themis’ Døtre, ell. en
selvstændig Gudinde, der tilbades som
Personifikation af Fredens Velsignelse i fl. af de gr. Stater.
I Athen indførtes efter Slaget ved Leukas 375
f. Kr. en regelmæssig Kultus med bestemte
Ofringer til E. Paa Torvet opstilledes en
Bronzestatue af Kefisodotos; den forestillede Gudinden
støttet til et Scepter og bærende den lille
Plutos, Rigdommens Gud, paa sine Arme. I
Glyptoteket i München findes en antik Marmorkopi
efter Kefisodotos’ Arbejde, som ogsaa kendes
fra Afb. paa attiske Mønter.
C. B.

Eirene, Marmorstatue i München.

Eirikr Oddsson [’æjri.kr-’ådsån], isl. hist.
Forf. i 12. Aarh. Der vides kun om ham, at han
ved Midten af 12. Aarh. opholdt sig i Norge for
at samle hist. Stof til sit Værk om de norske
Konger efter 1130 (i det mindste til 1139); han
er saaledes den første, der paatog sig at skrive
sin Samtids Historie. Hans Værk, der, uvist af
hvilken Grund, kaldtes »Hryggjarstykki«
(»Rygstykke«), haves nu ikke i dets opr. Form, men
er delvis i det mindste optaget i »Morkinskinna«
(s. d.). E. O. kaldes en »klog og forstandig Mand«,
og hans Bog har sikkert været paalidelig og
lignet Are Frode’s Skr; han har anført
samvittighedsfuldt som denne sine enkelte
Hjemmelsmænd.
F. J.

Eirikr rauði Þorvaldsson
[’æjri.kr-’rå^uðe-þår-] (Erik den Røde), Grønlands Opdager og
første Landnamsmand, d. c. 1007. E., der var f.
i Norge, havde hjemme ved Breiði-Fjorden paa
Island. Formedelst nogle Drab blev han dømt
fredløs, og han udrustede da sit Skib for at
opsøge Gunnbjarnarsker, et Land, som
Gunnbjörn Ulfsson havde opdaget. Han
sejlede 981 ell. 982 lige mod V. fra Snæfellsnes,
en Halvø paa Vestkysten af Island, og kom til
Østkysten af Grønland ved Miðjøkull ell.
Bláserkr. Derfra styrede han mod S. langs med
Kysten for at finde beboeligt Land. Den første
Vinter opholdt han sig paa en Ø, som han
kaldte Eiriksey, omtr. i Midten af den
saakaldte Østre-Bygd, ved Mundingen af
Eiriks-Fjord. De to flg. Aar anvendte han til at
undersøge det nyopdagede Land og sejlede derpaa
til Island, saaledes som han havde lovet sine
Venner, hvis han opdagede Land. Han kaldte
det ny Land Grænland og valgte et saa
lovende Navn, for at Folk skulde faa Lyst til
at flytte derhen. Den flg. Sommer vendte han
tilbage til Grønland for der at nedsætte sig
(985 ell. 986). Landets smukke Navn og E.’s
Beskrivelse af dette maa have vakt Opsigt i det
vestlige Island; thi ikke mindre end 25 Skibe
udrustedes fra Breiði-Fjorden og
Borgar-Fjorden i den Hensigt at tage over til Grønland.
Af disse naaede kun 14 derhen; de øvrige drev
enten tilbage ell. forliste. E. byggede sig en
Gaard paa et Sted, han kaldte
Brattahlíð, mellem Eiriks-Fjorden og Einars-Fjorden.
Da E. døde, havde vel omtr. 1000 Islændere
nedsat sig paa Grønland og taget den beboelige
Del af Landet i Besiddelse. (Litt.: »Eiriks saga
rauða« [Kbhvn 1891]; B. Th. Melsted,
»Íslendinga saga« II [Kbhvn 1910]; Fridtjof
Nansen, »Nord i Taakeheimen« [Kria 1911];
Daniel Bruun, »Erik den Røde« [Kbhvn
1915]).
B. Th. M.

Eiriksjøkull [’æjri.ksjökødl], et isoleret
Jøkelfjeld med 1798 m’s Højde i det indre
Island, NV. f. Langjøkull. E. omgives af næsten
lodrette Breccieklipper, men Fjeldets øverste,
kuppelformede Del dækkes af en blændende
hvid Firnhætte, der har et Areal af omtr. 100
km² og udsender et Par smaa Gletschere.
Th. Th.

Eiriksmál [’æjri.ksma.l], et Digt af en
ubekendt Forf. om Erik Blodøkse’s Fald (950 ell.
954), forfattet paa Foranstaltning af Erik’s
Dronning, Gunhild Kongemoder. Af Digtet er kun
nogle Strofer bevarede. Digteren lader Erik blive
modtaget i Valhal af to af de berømteste
Oldtidshelte, men vi ved desværre ikke, hvori dets

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>