Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elefanten, en lille Holm paa Kbhvn's Orlogsværfts nordvestligste Spids - Elefanter (Proboscidea) en artrig Dyregruppe, dannende en meget afvigende Underorden under Hovdyrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Elefanten, en lille Holm paa Kbhvn’s
Orlogsværfts nordvestligste Spids, dannet 1728 ved
Sænkning af det gl. Orlogsskib E. Den
benyttedes først til Kølhalingsplads, senere som
Anlægsplads for Skibene, medens de ekviperedes
til Togt. idet dens Beliggenhed tæt ved
Nyholms Kran gjorde den særlig egnet til dette
Brug. Nutildags er den Fortøjningssted for
Reservekaserneskibet »Fyen«, og desuden er der
paa E. blevet bygget et større Vaskehus, hvor
Mandskabet vasker Tøj. Forbi E.’s Vestside
fører Udsejlingsløbet fra Orlogsværftet, det
saakaldte »Fregatløb«.
H. E.
Elefanter (Proboscidea) en artrig
Dyregruppe, dannende en meget afvigende Underorden
under Hovdyrene; i Nutiden er denne
Underorden kun repræsenteret af 2 Arter, der som
meget specialiserede Former staar ganske
isolerede mellem de andre Pattedyr, vidt adskilte
fra disse i deres fleste Bygningsforhold, dog
nærmest beslægtede med de smaa Fjeldgrævlinge
(Hyrax) og særlig med Søkøerne (Manatidæ),
der maa opfattes som en yngre, yderligere
specialiseret Dyreform, udgaaet fra E. Gennem
en lang Række uddøde Slægter fra eocæne,
pliocæne og miocæne Lag finder vore nulevende
E. deres Tilknytning til Hovdyrenes ældste
primitive Stamformer. Proboscidernes mange
Slægter var hjemmehørende i den gl. Verden, blot
Medlemmer af de to øverste Slægter Mastodon
og Elephas var udbredt over Nordamerika, en
enkelt Art endog ned i Sydamerika.
Bl. de vigtigste Karakterer, der udmærker
Proboscidea i videste Forstand, altsaa samtlige
uddøde og de to nulevende E., saaledes at de er
tydeligst hos de nulevende mest specialiserede
Former og mindre fremtrædende hos de ældre,
kan anføres: Næse og Overlæbe er stærkt
udviklede, til en lang, muskuløs, knogleløs, meget
bevægelig og kraftig Tryne ell. Snabel, i hvis
yderste Ende de adskilte Næsebor ligger.
Fortænderne har faaet en særlig Udvikling, idet
de mellemste Fortænder enten i Over- eller
Undermunden er stedsevoksende og kan naa
umaadelig Størrelse, idet de rager langt
ud af Munden og er tagne i Brug som
Stødtænder; Kraniets Form er stærkt paavirket af
Snabelen og de umaadelige Tandhulers
Størrelse og har navnlig faaet mægtig udviklet
Mellemkæbeparti og store luftfyldte Rum i de
stærkt opdrevne Pande- og Ansigtsknogler;
Underkæberne er oftest i Spidsen lidt
nedadbøjede; Hjørnetænderne findes hos de ældste
Slægter som vantrevne, men forsvinder helt hos
de yngre. Kindtændernes Række var vistnok
fuldtallig hos de oprindeligste E., men de
enkelte Tænder naar senere uhyre Størrelse og
faar en afvigende kompliceret Bygning,
saaledes at kun 1 ell. 2 i hver af de forholdsvis
korte Kæber kan være i Brug ad Gangen stadig
fortrængte af de bageste langsomt
fremvoksende Kindtænder; Halsen kort med lidt
sammentrykte Halshvirvler; Legemet mægtig plumpt
og svært med massiv, kraftig Knoglebygning.
Nøgleben mangler; Lemmerne ejendommeligt
stolpeformede, strakte i Leddene, idet navnlig
de usædvanlig lange Overarms- og Laarknogler
er lodret stillede; i Modsætning til andre
Hovdyr er Albuebenet langt den kraftigst udviklede
Knogle i Underarmen, Spolebenet svagere,
begge Knogler stedse adskilte, ligesom Skinne- og
Lægben. Alle kendte E. er Dyr af betydelig
Størrelse og mange er mellem de største kendte
Landpattedyr. Proboscidea kan deles i to
Hovedgrupper ell. Familier: 1) Elephanthiidæ (ægte
E.), hvis vigtigste Slægter er Slægten Elephas,
hvortil vore nulevende E. hører, og Mastodon,
2) Dinotheriidæ med kun 1 Slægt, Dinotherium.
Nutidens E. har kun Stødtænder i
Over-munden, idet de to mellemste Fortænder
sidder vidt adskilte og rager langt ud af Munden
paa hver Side af Snabelens Grund, bøjede
fremad, lidt udad og opad; de bestaar af en fin
elastisk Dentinmasse; kun i Tandens yderste Spids
er den dækket af en tynd Emaillehætte, der
snart afslides. Stødtænderne er rodaabne og
stedsevoksende, deres Overflade jævn og
blankslidt; ofte ses Individer med afbrækkede
Spidser; før Stødtændernes Frembrud findes paa
disses Plads smaa Mælketænder, der tidlig
skiftes. Højst ejendommelig er Kindtændernes
Bygning; hver Kindtand bestaar af talrige,
tværstillede Dentinlameller eller Tandplader,
overtrukne med en tyk Emailleskal, kun
forbundne med hinanden nede ved Tandens Rod;
Mellemrummene mellem disse Lameller er
udfyldte af det blødere Cement (ell. Tandkit),
der ogsaa som en tyk Skal dækker hele
Tandens Yderside og uslidte Tyggeflader; paa den
slidte Tands Tyggeflade træder Emaillelisterne
frem i karakteristiske Figurer, forsk. hos
Arterne (smlg. Fig. 2). Enestaaende mellem
nulevende Pattedyr er Maaden, hvorpaa Tandskiftet
foregaar; Kindtændernes Tal er 6 i hver
Kæbehalvdel, ofte en lille 7. forrest i Kæben; kun en
ell. Dele af to af disse Tænder er i hver Kæbe
helt frembrudt og i Funktion ad Gangen, idet
 |
Fig. 1. Tænder af en ung Elefant. I hver Kæbe ses en ældre Kindtand og bagved den en yngre (»Afløsertand«). |
|
Fig. 2. En halvslidt Kindtand (Overkæben, højre Side) af afrikansk Elefant, fra Tyggefladen. Figurens venstre Side er Tandens Forrand, Undersiden dens Yderrand, c Cement; d Dentin; e Emaille. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
