Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elektricitetens Teori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Retninger, uden at der nogetsteds forsvinder
ell. opstaar ny Linier. Det kan vises at være
en Konsekvens af Coulomb’s Lov, at de elektriske
Kraftlinier i et hvilket som helst Felt kun
kan begynde og ende i elektriske Ladninger
(ell. eventuelt i det uendelig Fjerne). Man kan
derfor kalde de elektriske Ladninger for
Kildepunkter for de elektriske Kraftlinier. Saalænge
E.-Mængden bliver den samme, vil der ogsaa
udgaa det samme Antal Kraftlinier fra den.
Ved Hjælp af de elektriske Kraftlinier lader nu
ethvert elektrostatisk Problem sig løse, idet
disse, for at Elektriciteten skal være i Hvile,
maa tilfredsstille visse Betingelser, f. Eks. maa
de gaa vinkelret fra og til en Leders Overflade,
men ikke fortsættes ind i Lederen. Resultatet
bliver dog det samme, hvad enten man
benytter de Faraday-Maxwell’ske Kraftlinier ell. den
Coulomb’ske Fjernvirkningslov, saa længe man
kun behandler hvilende elektriske Systemer.
Gaar vi til elektriske Ladninger i Bevægelse
ɔ: den elektriske Strøm, er de elektriske
Kraftlinier ikke længere tilstrækkelige til at
karakterisere Feltet. Ved Ørsted’s Opdagelse af
Elektromagnetismen føjedes nemlig den ny
Fundamentalegenskab til E., at en bevæget
E.-Mængde frembringer et Magnetfelt uden om sig,
der for stationære Strømme kan beregnes ved
Biot og Savart’s Lov. Foruden de
elektriske Kraftlinier maa der derfor yderligere
tilføjes magnetiske Kraftlinier, der
bestemmes paa analog Maade ved den mek.
Kraft paa en Enhedsnordpol. Ved en enkelt,
jævnt bevæget elektrisk Ladning vil de
elektriske Kraftlinier for Hastigheder, der er smaa
i Forhold, til Lysets, straale ud i alle Retninger,
omtr. som om E.-Mængden havde været i Hvile,
medens de magnetiske Kraftlinier vil være
Cirkler vinkelret paa Bevægelsens Bane og med
Centrerne i denne. Dette Magnetfelt har ingen
Lighed med en alm. permanent Stangmagnets,
men, som først vist af Ampère, vil den
elektriske Strøm i en lukket Bane, f. Eks. en
Traadrulle, frembringe et Magnetfelt, der udadtil
ganske ligner de permanente Magneters.
Ampère antog derfor, at disses Magnetfelt ogsaa
var frembragt ved elektriske Strømme, nemlig
ved Strømme i Jernets Molekyler, og ganske
nye Undersøgelser har direkte bekræftet denne
Antagelse. Herefter maa da det magnetiske
Felt opfattes som en Egenskab, der alene er
knyttet til bevæget E. De magnetiske
Kraftlinier fra Strømme vil altid løbe tilbage
i sig selv, altsaa hverken have Beg. ell. Ende.
Da virkelige magnetiske Kildepunkter saaledes
ikke eksisterer, eksisterer der heller ingen egl.
Magnetpoler. Naar vi alligevel taler om
Magnetismemængder, er det, fordi det er bekvemme
Hjælpestørrelser, men nogen reel Eksistens har
de ikke.
Faraday’s Opdagelse af Induktionen
føjede endnu den Vekselvirkning til imellem det
elektriske og magnetiske Felt, at et Magnetfelt,
der forandrer sig, fremkalder, inducerer,
elektriske Kræfter. I Alm. iagttages Induktionen
derved, at der paa det betragtede Sted findes
en sluttet Ledningskreds, hvori de inducerede
elektriske Kræfter frembringer en
Induktionsstrøm, men selv om der ingen Ledningskreds
findes, vil de elektriske Kræfter alligevel være
til Stede. De elektriske Kraftlinier, der opstaar
ved Induktionen, er i Modsætning til de
elektrostatiske uden Kildepunkter; de er Hvirvellinier,
der løber i sig selv ligesom de magnetiske
Kraftlinier.
Til disse elektromagnetiske Grundlove, der
hviler paa direkte Forsøg, har nu Maxwell
føjet den Antagelse, at analogt med, at en
Forandring (med Tiden) af den magnetiske Kraft
paa et Sted frembringer en elektrisk Hvirvel
om sig, vil ogsaa, en Forandring af den
elektriske Kraft frembringe en magnetisk Hvirvel.
En saadan findes som omtalt ogsaa omkring
strømmende E., og en Forandring af den
elektriske Kraft skal derfor efter Maxwell virke
som en elektrisk Strøm, den saakaldte
elektriske Forskydningsstrøm. Ved at
tage Forskydningsstrømmen med bliver alle
Strømme sluttede Strømme. Naar saaledes
en Kondensator lades, fortsættes den
elektriske Strøm i Tilledningstraadene som en
Forskydningsstrøm i det isolerende Mellemrum
mellem Kondensatorens Belægninger, og efter
Maxwell skal ogsaa den have et magnetisk Felt
om sig. Dette Magnetfelt er vel blevet paavist
ved direkte Forsøg, men da disse er saa
vanskelige, at de kun kan udføres med ringe
Nøjagtighed, maa det egl. Bevis for Rigtigheden
af Maxwell’s Antagelse søges i Bekræftelsen af
de Konsekvenser, der kan drages deraf.
De elektromagnetiske
Grundligninger. Vi kan nu formulere
Grundligningerne for den moderne Elektricitetsteori, de
berømte Maxwell’ske Ligninger, idet
disse kun er matematiske Udtryk for de fire
Grundlove, som vi ovf. har omtalt, og som i
Kraftliniesproget kvalitativt kan gengives
saaledes: 1) Elektriske Kraftlinier kan kun
begynde i positiv og ende i negativ E.
2) Magnetiske Kraftlinier er altid kildefri. 3) En
bevæget Elektricitetsmængde ell. en
Forskydningsstrøm frembringer en magnetisk Hvirvel om sig.
4) En Indtrædende Forandring af den
magnetiske Kraft (en magnetisk Forskydningsstrøm)
frembringer en elektrisk Hvirvel om sig. 5)
Hertil slutter sig endelig i Elektronteorien et
Udtryk for, at en bevæget Elektricitetsmængde
ikke blot paavirkes mekanisk af den elektriske
Kraft, men ogsaa - i Egenskab af
Strømelement - af den magnetiske Kraft.
Som man ser, er der i disse Ligninger ingen
Tale om Æteren og dens mek. Tilstand. Vi
er absolut uvidende om, hvorledes denne er,
og vi er derfor ogsaa ganske ude af Stand til
at give en mek. Forklaring af E. Teorien gør
blot det magnetiske Felt paa et Sted afhængig
af Ændringerne af det elektriske Felt paa
samme Sted og omvendt, men det er i denne
Sammenknytning - hvis mekaniske Forstaaelse
vilde kræve en ell. anden Art »Æter« - at
den Faraday-Maxwell’ske Teoris store
Fremskridt ligger lige over for
Fjernvirkningsbetragtningen. Tænker vi os f. Eks., at en
hvilende Elektricitetsmængde sættes i
Bevægelse, vil den som omtalt skabe et magnetisk
Felt om sig; men dette Felt vil ikke - som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
