Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 7) Luftens Ionisering. Den uselvstændige elektriske Strøm - 8) Den selvstændige elektriske Strøm, Stødionisering - 9) Den elektriske Lystaagestrøm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jod, Brom, Jodbrinte dissocieres derved, finder
man, at deres Ledningsevne vokser betydeligt,
medens dette ikke finder Sted ved Luft,
Kviksølvdamp ell. a. udissocierede Luftarter.
Undersøgelser ved højere Temp. kompliceres ved, at
glødende Elektroder selv udsender Ioner (se
Termioner). De Ioniseringsmaader, vi hidtil
har omtalt, har alle det tilfælles, at Ioniseringen
er frembragt ved udefra kommende Midler. Den
elektriske Krafts Virkning var kun at bevæge
Ionerne, ikke at frembringe dem. Man kalder en
Strøm i en saaledes ioniseret Luftart for en
uselvstændig elektrisk Strøm, idet den vil
forsvinde sammen med den ioniserende Virkning.
Den uselvstændige elektriske Strøms
Karakteristik, d. v. s. den Kurve, der giver
Sammenhængen mellem dens Spændingsforskel og
Strømstyrke, er allerede omtalt og fremstillet i
Fig. 3.
8) Den selvstændige elektriske
Strøm, Stødionisering. I den elektriske
Gnist og den elektriske Lysbue har vi
Eksempler paa Strømme, i hvilke Ionerne frembringes af
Strømmen selv, og som derfor kaldes
selvstændige elektriske Strømme. Ioniseringen sker her
ved, at de allerede tilstedeværende Ioner
skaber ny ved at støde saa stærkt imod de
neutrale Molekyler, at disse spaltes i Ioner. For at
Stødionisering skal være mulig, maa den
stødende Ions Hastighed være stor, og dette kan
kun opnaas, naar den elektriske Kraft er stor.
Man kan vise dette ved en Forsøgsopstilling
som i Fig. 2. Ioniserer man Luften ved
Røntgenstraaler, faar man som omtalt en Strøm i
Maalekondensatoren, der ved stigende
Spændingsforskel V naar en Maksimalværdi,
Mætningsstrømmen (se Fig. 9). Bliver man ved
at forøge Spændingsforskellen, vil Strømmen,
naar den elektriske Kraft imellem Pladerne har
naaet en vis Værdi, pludselig give sig til at
stige meget stærkt med Spændingen. Af
saadanne Forsøg har man kunnet beregne, hvor
stor en Hastighed de negative Ioner, der ved
saa stærke Felter altid er Elektroner, maa være
i Besiddelse af for at kunne frembringe ny Ioner
ved Stød. Den er c. 2000 km pr Sek. Man plejer
dog ikke at angive Hastigheden selv, men
derimod den Spændingsforskel, som vilde meddele
Ionen denne, saafremt Ionen gennemløb
Spændingsforskellen, den saakaldte
Ioniseringsspænding, uden Sammenstød.
Ioniseringsspændingen er for de negative Ioner c. 10 Volt,
for de tungere positive Ioner derimod c. 350
Volt. Begge Størrelser gælder for atmosfærisk
Luft. Da den Vejstrækning, som Ionerne
gennemsnitlig tilbagelægger mellem to paa
hinanden flg. Sammenstød med Molekylerne, den
saakaldte Middelvejlængde, er omvendt proportional
med Trykket, vil Størrelsen af den elektriske
Kraft, hvorved Stødionisering indtræder, være
proportional med Trykket.
Forøger man Spændingsforskellen mellem to
Elektroder, der befinder sig i ikke-ioniseret Luft,
vil der slaa en Gnist over imellem dem, naar
Spændingsforskellen har naaet en vis Værdi (se
elektrisk Gnist). Forklaringen er, at de
forhaandenværende yderst faa Ioner (se Afsnit
6) multiplicerer sig op, naar den til
Stødionisering nødvendige elektriske Spænding er naaet,
saa at Ledningsevnen pludselig stiger uhyre
stærkt. Karakteren af den lysende Udladning i
Gnisten kan være en Lystaagestrøm ell. en
Lysbuestrøm.
9) Den elektriske Lystaagestrøm.
Den selvstændige elektriske Strøms
Ejendommeligheder lader sig lettest studere ved den
elektriske Lystaagestrøm (eng. glow-discharge,
tysk »Glimmstrom«) i fortyndet Luft. Man lader
Udladningen foregaa i de saakaldte Geisslerrør,
opkaldt efter den tyske Glasfabrikant Geissler,
som først bragte dem i Handelen. Fig. 10 viser
et saadant Rør, et lukket Glasrør, indeholdende
fortyndet Luft og forsynet med to lufttæt
indsmeltede Metalelektroder. Tilledningerne
igennem Glasvæggen er af Platin. Da dette Metal
har meget nær samme Varmeudvidelse som
Glas, kan det indsmeltes, uden at Glasset
revner. Derimod er de Metaldele, hvorfra
Udladningen sker, i Almindelighed af Aluminium ell.
Magnium, da de fleste andre Metaller
efterhaanden vilde forstøve ved Udladningerne og
sætte sig som et spejlende Beslag paa Rørets
Inderside. Til at give Strøm gennem Røret maa
anvendes en højspændt Elektricitetskilde som
en Elektrisermaskine eller en Induktionsrulle.
Fænomenerne har i atmosfærisk Luft flg.
Udseende. Ved højere Tryk vil Udladningen, som
da kræver en stor Spænding, vise sig som en
tynd, rød, lysende Snor, der idelig skifter Plads;
efterhaanden som vi formindsker Trykket i
Røret, synker Elektrodespændingen, og samtidig
begynder den røde Snor at brede sig ud. Naar
Trykket kun er nogle faa mm Kviksølv, har den
bredt sig saaledes, at hele Røret er fyldt af en
Lystaage, i hvilken man lægger Mærke til flg.
Enkeltheder. Ved den negative Pol, Katoden,
kan man dele Lysfænomenet i 3 Lag. Det
første tynde Lag ligger umiddelbart op til
Katoden og er gulligt. Derpaa følger et mørkt
Lag, det Crookes’ske mørke Rum.
Endelig det tredie Lag, den egentlig negative
Lystaage (Katodelyset), et blaaligt Lys, som
er det eneste af de tre Lag, der iagttages
ved højere Tryk. Efter Katodelyset følger
atter et mørkt, mindre skarpt begrænset
Parti, Faraday’s mørke Rum, og derpaa
et rødligt Lys, den positive Lystaage,
der strækker sig helt hen til Anoden. Ved lave
Tryk (Fig. 10 c) vokser Længden af det
 |
| Fig. 9. Lystaagestrøm i fortyndet Luft. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
