Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Naturforhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
siden 13. Aarhundrede; sydligere følger
Kulfeltet i Yorkshire (West Riding), som
betinger en vældig Uld- og Jernindustri (Leeds,
Bradford, Sheffield). Mod V. ligger Lancashires
Kulfelt, som maaske er den tættest befolkede
Egn i Verden; det Kul, som her brydes,
forbruges altsammen af den lokale Industri, der
især forarbejder Bomuld, og hvis Centrum er
Manchester, medens Liverpool er dens Eksport-
og Importhavn. Mod S. dukker Kultids-Lagene
under de næsten horisontalt liggende
Trias-Aflejringer i den centrale Slette, men kommer
op igen som Øer i Staffordshires og
Leicestershires Kulfelter, og mange Steder naas
Kullagene ved dybe Skakter gennem de
overliggende yngre Lag. Den penninske Kæde naar i
Cross Fell, oven for Edens Dal, 881 m. De
mange Floder, som udspringer paa Bjergryggen,
har gravet sig dybe Dale, og i Kalkstenen findes
mange underjordiske Vandløb og Huler.
Bjergryggens udstrakte Heder har fra gl Tid været
anvendt til Faaregræsning, og Uldindustrien er
gl her, skønt det først er i Maskinernes
Tidsalder, at den store Mineralrigdom har gjort
Lavlandet omkr. den sydlige Ende af den penninske
Kæde til E.’s vigtigste Industriomraade. -
Sødistriktet (Lake District), der skilles fra
den penninske Kæde ved Edens og Lunes Dale,
opfylder største Delen af Grevskaberne
Cumberland og Westmoreland og danner en Halvø
mellem Solway Firth og Morecambe Bay. Dette
lille Bjergland bestaar af en Kerne af eruptive
Bjergarter fra Silurtiden, omgivet mod N. og S.
af sedimentære Lag fra samme Periode og
længere ude af en Ring af Kultids-Aflejringer,
der mod NV. indeholder kulførende Lag. Fra
de vilde cumbriske Bjerge (Scaw Fell 978 m,
det højeste Punkt i E. uden for Wales)
strømmer Floderne ned til alle Sider, skærende sig
dybe Dale mellem Bjergene. Enhver af disse
Dale indeholder et aflangt Søbækken, som
stammer fra Gletschernes Virksomhed under Istiden;
ganske vist er Søbækkenet i nogle Tilfælde
udfyldt og omdannet til Enge, men endnu er Lake
District rigt paa Søer, deriblandt E.’s største
Sø Lake Windermere. Bjergdalene har aldrig
været tæt befolkede. Det overordentlig vaade
Klima gør Agerbruget næsten umuligt; men
p. Gr. a. sin Naturskønhed har Sødistriktet
siden Midten af 18. Aarh. været et
Yndlingsopholdssted for eng. Digtere og Malere og er
som Følge deraf ogsaa blevet et af Turister
stærkt besøgt Land. Kul brydes nær Kysten
mod NV., og i SV. brydes fortrinlig Jernmalm,
som udføres over Havnen Barrow in Furness.
- Wales omfatter som fys. Region hele
Halvøen mellem Severns og Dees Æstuarier, selv
om de østlige Grevskaber (Shropshire, Hereford
og Monmouth) ikke hører til Fyrstendømmet.
Dette Bjergland bestaar af gl. Dannelser, mest
tilhørende den kambriske og den siluriske
Formation, af hvilke den førstnævnte er opkaldt
efter det lat. Navn for Wales (Cambria),
medens den anden har faaet Navn efter det gl.
keltiske Folk Silures, som levede i SØ.-Wales,
og som en rom. Feltherre pralede af at have
tilintetgjort endog Navnet paa. Mod SV. findes
devoniske Dannelser (old red sandstone). Gamle
eruptive Bjergarter (Granit) træder frem i
mange af Wales’ Bjerge, deriblandt ogsaa i
det højeste Fjeld, Snowdon (1085 m), der bærer
stærke Spor af tidligere Tiders
Gletschervirksomhed; disse Massiver og Gange af indtrængte
eruptive Bjergarter har gjort Halvøens
sydvestlige og navnlig dens nordvestlige Del særlig
modstandsdygtige mod Havets Angreb, hvorimod
Brændingen derimellem har nedbrudt Kysten
og dannet den flade og havneløse Cardigan
Bugt. Menai-Strædet, der mod NV. skiller Øen
Anglesey fra Hovedlandet, og Holyhead Bay,
der skiller Øen Holyhead fra Anglesey, er begge
meget smalle og krydses af Jernbanen til
Holyhead, som er en Del af den vigtige Postrute
fra London til Dublin. Wales’ Bjerge var
tidligere dækkede af Skove, som dog Englænderne
for længe siden har ryddet for lettere at kunne
bryde Walisernes Modstand, og nu er
Bjerglandet for største Delen dækket med Hede og
temmelig tyndt befolket. Men langs Kanterne
af Wales’ Bjergland findes Aflejringer fra
Kultiden, og af overordentlig stor Bet. er det
henved 2600 km2 store Kulfelt i Sydwales, som
ifølge Beregning indeholder over 6 Milliarder t
Antracit samt 8 Milliarder t alm. Stenkul; dette
Kulfelt naar helt ud til Havet ved Swansea og
Carmarthen Bugterne og gennemskæres af fl.
dybe Floddale, som giver let Adgang til
Kullagene, og som rummer den tætte Bebyggelse
og Jernbanelinierne. Der, hvor Floden Taff
træder ind i Kulfeltet, ligger den store
Bjergværksby Merthyr-Tydfil, og ved dens Munding ligger
den store Industriby og Kuleksporthavn Cardiff.
Ved den østlige Rand af Wales’ Bjergland, i
Dees og Severns Dale, ligger fl. mindre Kullejer,
der betinger Udviklingen af smaa, men travle
Bjergværks- og Industribyer. I det nordlige
Wales er fortrinlige Skiferbrud, hvis Produkter
udføres over fl. smaa Havne paa Nordkysten.
Wales’ Nord- og Vestkyster er kendte for deres
Naturskønhed og milde Klima og derfor stærkt
besøgte af Turister. I SV. skærer sig en dyb
Fjord ind i Halvøen Pembroke, Milford Haven,
en udmærket naturlig Havn, der er begyndt at
blive Anløbssted for transatlantiske Dampere,
men dog ikke endnu har faaet stor Bet., da den
ligger forholdsvis langt fra Mine- og
Industridistrikterne. - Halvøen Cornwall
(Grevskaberne Cornwall og Devon samt en Del af
Somerset) bestaar hovedsagelig af Aflejringer
fra Jordens Oldtid; særlig rigelig repræsenteret
er den devoniske Periodes Dannelser, som har
faaet Navn efter Grevskabet Devon. Fra
Kultiden findes betydelige Kalk- og
Sandstensaflejringer, men kulførende Lag mangler.
Devoniske Skifre hæver sig mod N. i Exmoor til
520 m og danner en stejl Kyst mod
Bristol-Kanalen. Mod S. ligger de devoniske Dannelser
lavere, men er her gennembrudte af en Række
betydelige Granitmassiver, af hvilke det største
er det øde Bjergland Dartmoor, som naar 621 m.
Halvøens vestligste Del med Lands End er
ligeledes Granit og kan derfor ligesom Lizard Head,
der bestaar af Serpentin, gøre Modstand mod
Bølgernes Angreb. Nær Granitmassivernes
Grænser er de rigeste Forekomster af Kobber og
Tin, som tidligere udgjorde Cornwalls Rigdom,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
