Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Statsforfatning og -forvaltning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
findes saa mange Uregelretheder og Afvigelser fra
en systematisk Ordning, men dog alle
sammenføjede til en harmonisk Enhed. Meget erkendes
af Alverden for at være retsgyldigt, skønt det
ingen Lovhjemmel har; ja selv den
parlamentariske Styrelse, der udgør Statslivets Kerne,
hviler kun paa Overlevering og lader sig derfor
ikke udtrykke i bestemte Sætninger, medens
den altid overholdes af Statsmændene med en
vidunderlig Takt og Finhed. Man maa derfor
være varsom med at ville efterligne Formerne
for E.’s Statsordning, fordi man dog ikke kan
overføre, hvad der giver dem Kraft og Liv.
Skal man give et sandt Billede af denne
mærkelige Statsordning, der staar som et Mønster
for andre Folk, er man stadig nødt til at
henvise til den hist. Udvikling, og man forbavses tit
ved at finde de første Spirer paa saa tidligt et
Trin. Allerede 1297 fastslaas Parlamentets
Bevillingsmyndighed, og 1406 nævnes første Gang
»Tilliden« til Kongens Raadgivere som Grunden
til Underhusets Bevilling. Medens allerede
Vilhelm Erobreren ved at knytte de ringere
Lensmænd i Troskabspligt umiddelbart til Kronen
sikrede Statens Enhed imod den Opløsning,
Lensvæsenet forvoldte i andre Lande,
grundlagdes senere Folkets Enhed i Kampen for
Friheden imod Konge vælden; thi da Adelen, saavel
den højere som den lavere, tidlig lærte at gøre
fælles Sag med Folket og derfor blev dets Fører
i Kampen, uden at kræve særlige
Standsrettigheder, vandt den derved en Indflydelse og
Tillid, som har holdt sig indtil vore Dage til
Trods for den demokratiske Luftning, der er
gaaet hen over E. som over det øvrige Europa.
Denne har dog medført, at E.’s Statsforhold i
de to sidste Menneskealdre har undergaaet saa
mange og saa indgribende Omformninger, at
maaske ingen Fastlandsstat har oplevet større;
men selv denne Udvikling er foregaaet gradvis
og saa temmelig stilfærdig - Valgreformen 1832
dog undtagen -, medens de andre Lande har
egl. Revolutioner e. l. Omvæltninger at
henvise til.
Som den ældste Grl. regnes »det store
Frihedsbrev« (Magna carta libertatum), som
Adelen 15. Juni 1215 aftvang Kong Johan uden
Land, og hvori ikke alene dens egne, men hele
Folkets Rettigheder og Friheder hævdes. Der
var dog allerede 1101 udstedt et Frihedsbrev
af Henrik I, og hans tvende Efterfølgere maatte
gøre det samme 1136 og 1154. Af de senere Grl.
maa fremhæves Petition (ell. Bill) of Rights 1628,
Habcas corpus Act 1679, Declaration of Rights
1689, Act of Settlement 1701 (om at sikre en
protestantisk Tronfølge), den skotske Unionsakt
af 1707 og den irske af 1800, samt de tre
Valgreformer af 1832, 1867-68 og 1884-85 og den
nyeste, »Parlamentsloven« af 1911. Men
statsretlig gøres ingen Forskel mellem Grl. o. a.
Love, og de vigtigste Ændringer ell.
Ophævelser af hine foretages paa samme Maade og
under samme Former, som bruges ved enhver
alm. Lovs Vedtagelse. Hele Rigsstyrelsen
udgaar fra Parlamentet; den Adskillelse, som
man i andre Lande - til Dels i Tro paa, at
man heri fulgte E.’s Forbillede - har
gennemført imellem den udøvende, lovgivende og
dømmende Myndighed, er netop ikke gældende i E.
Parlamentet maa ikke tænkes som to Kamre,
staaende over for Kongen, men omfatter ogsaa
denne og er saaledes sammensat af tre
sideordnede Led. Dette stemmer vel med den
historiske Oprindelse; thi parliamentum (brugt
første Gang 1246) var Navnet paa de
Sammenkomster, som Kongen havde med sine store
Lensmænd (Jarler og Baroner samt Biskopper)
og med de valgte Repræsentanter for
Grevskaberne, og hvortil 1265 for første Gang ogsaa
kom Medlemmer fra de større Byer. Fra 1295
blev denne Sammensætning den regelrette
Ordning, og omtr. 1340 foregik Adskillelsen i de
to Huse, idet de valgte Medlemmer som
Repræsentanter for »hele Landets Almue«
(communitas) samledes i Underhuset (House of Commons).
Kongens Nærværelse ved disse Møder (senere
i Overhuset) krævedes lige indtil Henrik VI’s
Tid og faldt ikke helt bort før det stuartske Hus’
Uddøen 1714; dog tænkes han endnu stadig
nærværende (ligesom den danske Konge i
Højesteret indtil 1848). Oprindelig var
Forsamlingen snarere raadgivende end besluttende, og
der hengik lange Tider, inden Kongerne blev
bundne ved Parlamentets Afgørelser. Der
kræves Samstemning mellem alle Parlamentets tre
Led for at fremkalde en gyldig Beslutning; men
paa den anden Side er det enige Parlament
almægtigt. Det kan ændre ikke alene Lovgivning
og Beskatning, men ogsaa Forfatning og
Tronfølge (allerede 1327 vedtog det Kongens
Afsættelse, og 1387 udtales dets Ret hertil som en
Grundsætning; øvedes sidste Gang 1689); ja det
kan, som et eng. Ordsprog siger, »gøre alting,
kun ikke en Mand til en Kvinde«. Det kan
ogsaa uden Domstolenes Mellemkomst ikende
Straf, selv Dødsstraf (ved en saakaldt Bill of
Attainder) mod Statsforbrydere (saaledes 1641
mod Jarlen af Stratford).
Kronen er arvelig efter Førstefødselsretten, og
Arvegangen er streng lineal. Mand gaar kun
forud for Kvinde, naar de er Søskende (derfor
gik Edvard VI 1547 forud for Maria og
Elisabeth), men ellers arver den ældre Broders
Datter forud for den yngre Broder og hans Sønner
(derfor skiltes Hannover 1837 fra E.). Kongen
er myndig ved sin Tiltrædelse, med mindre der
forud er truffet Bestemmelse om Regentskab.
Ifølge Forfatningen tænkes Kongen udstyret med
en umaadelig Myndighed. Han har retlig hele
den Magtfylde, der tilkom de normanniske
Konger i Middelalderen: er Folkets eneste rette
Øvrighed og dets Repræsentant over for
Udlandet; Lovgivningsmagtens Bærer, idet han
indkalder og hjemsender Parlamentet, udnævner
Peerer og kan opløse Underhuset; Rettens
Haandhæver og Handelens Ordner; Troens
Forsvarer og Statskirkens Hoved; Hærens og
Flaadens øverste Befalingsmand; Uddeler af alle
Embeder, Æresbevisninger, Særrettigheder og
Benaadninger; ja egl. Ejer af al Grundejendom,
thi Jorden haves strengt taget kun i Len, om
end Lensafgifterne er bortfaldne for over 250
Aar siden (1661). Der vises ogsaa Kongen en
uindskrænket Ærbødighed, og denne udarter let
til en kunstlet og for Udlændinge unaturlig
Hyldest over for Kongehusets andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
