Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Musik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Episoder. Han er E.’s første og i lang Tid eneste
dram. Komponist af Bet. Efter hans Død var der
ingen til at tage Arven op. Nogle kummerlige
Forsøg af Thomas Clayton (»Arsinoë«
[1705] o. a.) naaede kun en stakket Levetid. Fra
denne Periode byggede E. sit Musikliv væsentlig
paa fremmed Import.
Den ital. Opera var dengang en Verdensmagt,
og det blev ital. Komponister, Sangere og
Virtuoser, som nu kom til at give Tonen an i Øriget,
lokkede i store Skarer til Landet af det gode
eng. Guld. Hvad der glimtvis dukkede op af
engelsk Musik, toges der kun ringe Notice af
(Henry Carey, d. 1743), og Komponisterne
maatte søge hen til Smaascener, bl. hvilke den
med sine muntre Folkemelodier og bidende
Satire ejendommelige Beggars opera efter 1728
naaede enorm Popularitet.
I første Halvdel af 18. Aarh. er det
Händel’s mægtige Skikkelse, der rager op, først
som Leder af og Komponist for den ital. Opera
i London, senere - efter i denne Stilling at
have tilsat sin hele Formue - som den store,
efterhaanden af alle fejrede Oratoriekomponist.
Det var i øvrigt nu som før Italienere ell.
italieniserede Musikere fra andre Lande, der førte
Ordet og gjorde London til et af
Hovedmarkederne for ital. Musik. Om Landets livlige
Musikinteresse vidner dog de store Institutioner,
der i det nævnte Aarh. blev oprettede og endnu
for en Del er til, takket være den eng.
Konservatisme. Allerede siden 1683 virkede det
udbredte Cecilian Society med store Musikfester.
1710 stiftedes Academy of ancient music, 1720
Royal Academy, 1738 Musical Fund for
erhvervsudygtige Musikere, 1741 Madrigal Society, 1761
den første »Catche-Club«, der dyrkede den
ejendommelige Glee-Song (flerstemmig), en national
Specialitet, en Levning fra Madrigalernes
Tidsalder, 1784 Commemoration of Händel med
Monstreopførelser af Mesterens Oratorier. Henad
1732 syntes den eng. Opera at skulle tage et
vist Opsving, især ved den frugtbare Dr.
Thomas Augustin Arne (1710-78). Navnlig
hans Opera Artaxerxes og de lette Melodier,
han komponerede til Londons »Vauxhall«, vandt
megen Indgang - han er bl. a. Komponist til
Rule Britannia. Nogen varig Indflydelse fik disse
Forsøg dog ikke. De andre Komponister fra
Slutn. af Aarh. er uden større Bet. Dr. Arnold,
Dr. Greene, Will. Boyce, Stephen Storace, der
døde ung, Chs. Dibdin, baade Sanger, Digter og
Musiker, W. Shield, I. C. Smith, Th. Linley og
S. Webbe. To store, for Videnskaben
betydningsfulde musikhistoriske Værker stammer dog fra
denne Tid, et af John Hawkins (1776) og et
andet af Charles Burney (1776-89). Karakteristisk
for Tilstanden er det, at den sidstnævnte Forf.
bruger 350 Pagina for at skildre sin Tids ital.
Opera, men kun har 50 Pagina for »eng. Musik«,
der tilmed mest omhandler Fremmede.
Heller ikke om den første Halvdel af 19. Aarh.
er meget at berette. Den frugtbare
Operakomponist Henry Rowley Bishop (1786-1855) staar
tydelig under ital. Paavirkning, og Komponister
som Dr Will. Crotch (1775-1847) ell. Ciprian
Potter (1792-1871) naar ikke ud over Landets
Grænser. I Operaer af Barnett, Balfe, Wallace
o. a. gik mere ell. mindre udenlandske
Forbilleder igen. Først i William Sterndale Bennett
(1816-75), der slutter sig nøje til Mendelssohn,
fik E. et Navn af international Rang. Ligeledes
Irlænderen John Field (1782-1837), hvis irske,
følsomme Naturel skabte en ny Form i
Klaverlitteraturen, »Nokturnen«, hvilken har tjent
Chopin som Forbillede.
I 1830’erne begyndte i det hele et vist
Opsving. En begavet Sangkomponist (To Althea o.
a.) har E. haft i John Liptrot Hatton (1809-
86); yngre Talenter i denne Retning er Fr. Clay
(1840-89), den skotske Hamish Mac Cunn og
Somervell. Med store Værker, baade Operaer,
symfoniske Arbejder og navnlig Korværker
mærkes G. A. Macfarren (1813-87). I det hele
gælder det, at E. lige indtil de seneste Aartier som
Musikland har været langt mere modtagende
end frembringende. Dets fornemste Indskud var
i Grunden det: i Egenskab af international
Kultur- og Pengemagt at krone de store Heroer,
som kom fra Udlandet. For disse var det at
drage til London det samme som at naa til
Berømmelsens og Belønningens Tinde. Gennem
lange Tider kan de nævnes, der lige fra Händel’s
Tid er dragne denne Vej: Haydn, Weber,
Mendelssohn, Spohr, Meyerbeer, Gounod, Liszt,
Rich. Wagner, Gade, Rubinstein, Tschaikowsky,
Brahms, Saint-Saëns, Dvorák, Grieg o. m. a. Det
var i Glansen fra disse fremmede Storheder og
fra de talrigt i E. bosiddende udenlandske
Kunstneres Virken, at det eng. Musikliv vandt sin
musikalske Prestige, derimod ikke fra sine egne
Kunstnere. I dette lange Tidsrum stod disse
tværtimod i Skygge, hvoraf Følgerne endnu
mærkes. Det er saaledes karakteristisk, at det
indtil nu, trods en Mængde Forsøg, og meget
store Pengeindskud, har vist sig umuligt at
grunde en eng. Operascene, end ikke i Landets
Hovedstad. Kæmpebyen London ejer endnu ikke
en saadan! Der findes kun de gl. Operascener,
Coventgarden og Drurylane o. a., drevne mest af
fremmede Impresarioer med Gæstespil af det
løbende, internationale Operarepertoire paa
Italiensk, Fransk og Tysk, kun ganske
forbigaaende paa Engelsk.
Trods alt dette har der dog i det sidste
Slægtled gjort sig en national Rejsning
gældende, som det er vel værd at lægge Mærke til.
Den er udgaaet fra de store, ja vældige
Musikfester i London, Birmingham, Gloucester o. a.
St., med Monstreopførelser af store
monumentale Korværker, ægte eng. Fremtoninger. Med
Støtte herfra er det omsider lykkedes den
eng. Tonekunst at faa fast Fod i sin egen
Jordbund. Den interessante Fremtoning af en ny
national eng. Skole har derfor begyndt at træde
ud i Livet, er hilset som saadan med Begejstring
og Stolthed i E. og har begyndt at vække
Opmærksomhed ogsaa uden for Landets Grænser.
Den ny-engelske Skole fortjener dette i Kraft af
sine egne indre Værdier, repræsenteret af
Komponister som Sullivan, Hubert Parry,
Williers Stanford, Mackenzie,
Corder, Cowen og en Mængde yngre med
Edv. Elgar og Fr. Delius i Spidsen. Den
ny Skole mangler hverken kunstneriske
Aspirationer ell. høje Maal, og den hilses i E. som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
