Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Teater - England. Presse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Samtidig med denne Teatrets Genopstaaen
præsenterede Davenant som den første
Skuespillerinder i Stykkernes Kvinderoller, der tidligere
udførtes af unge Mænd ell. halvvoksne Drenge,
og fl. af den Tids Skuespillerinder vandt sig
Berømmelse langt ud over deres Tid, de
bekendteste er Mstr. Betterton, Barry,
Leigh, Butler, Montford og
Bracegirdle. Ogsaa paa Mandssiden talte Teatret
ypperlige Kræfter paa denne Tid, saaledes
nævnes med Hæder: Taylor som en
udmærket Hamlet, Montford som Elsker, Nokes
som Komiker, Betterton lige ypperlig som
Othello og Macbeth.
Den voldsomme Reaktion mod Puritanismen
med al dens Strenghed og Tysthed, der brød
frem under Karl II, paavirkede ogsaa den Tids
dramatiske Digtning: Patos’en dreves ud i
Unatur og Svulst, og Komikken sank ned til
Plumphed og Uanstændighed; dette viste sig tydelig
i Tidens betydeligste Dramatiker John
Dryden’s (1631-1701) Arbejder, ligesom ogsaa hans
Samtidige som f. Eks. Otway (1651-85) og
Nathan Lee (1657-95) lod sig smitte af
denne Strømning. Den alvorlige Stil rettede sig
hurtigst, ganske vist i den fr. Tragedies stive
Former og kolde Linier, men der fandtes dog
i J. Addison’s (1672-1719) og George
Lillo’s (1693-1739) Tragedier baade
Oprigtighed i den tragiske Skæbne og Sanddruhed
i de ophøjede Følelser. Komedien derimod
blev mere og mere en fotografisk og fonografisk
Gengivelse af den omgivende Virkelighed;
Forfattere som Georg Farquahr (1678-1707),
William Wycherley (1640-1715) og
William Congreve (1672-1729)
behandlede i deres Komedier de uanstændigste Forhold
med en drøj Lystighed, en burlesk
Ligefremhed, der intet kendte til Skam og
Blufærdighed, men de besad tillige i Skildringen af
disse forargelige Scener en kraftig
Virkelighedssans, der med fast Tag greb alle de mange
Enkeltheder, hvori Raaheden og Lavheden
ytrede sig, og ubarmhjertig støbte de deres Figurer
over disse hæslige Modeller. Efterhaanden
paavirkedes denne Retning af en moraliserende
Retning, der udgik fra Frankrig, hvor Teatret
var saa at sige taget i Folkeopdragelsens
Tjeneste, og Forfatterne søgte ikke saa meget at
afbilde Virkeligheden i deres Stykker som at
forbedre Menneskene ved Fremstilling af
menneskelige Daarskaber uden dog at fordybe sig i
det forargelige. I E. vandt denne Smagsretning
stor Indgang, og fortrinlige Lystspilforfattere,
som Oliver Goldsmith (1728-74),
Richard Cumberland (1732-1811) og
Richard Sheridan (1751-1816), gav i Slutn.
af 18. Aarh. Teatret et stærkt Opsving ved en
Rk. Komedier, hvis hjemlige Indhold
underholdt Tilskuerne, hvis brede, som oftest
godmodige Humor dækkede Tendensen, og i hvis
djærve Karakterudkast Skuespillerne fandt
taknemmelige Opgaver. Og E. talte netop i 18.
Aarh. en Mængde dygtige Skuespillere; nogle
af de bekendteste er: Colley Cibber,
Barton Booth, Farquahr, Miss Horton
og Mrs. Porter og fremfor alle David
Garrick, der fra Midten af Aarhundredet
dominerede Skuespilkunsten, og om hvem en Skare
betydelige Kræfter flokkedes, som f. Eks.
Spranger Barry, Foote, Quin,
Macklin, Miss Clive og Miss Bellamy. Da den
alvorlige Poesi ved Overgangen fra 18. til 19.
Aarh. og end mere i Beg. af 19. Aarh. tog et
stærkt Opsving, kom dette ikke Teatret til
gode, Tidens store Digtere benyttede sjælden
den dram. Form, skønt det eng. Teater netop
paa den Tid talte ypperlige tragiske Fortolkere
som Brødrene John og Charles Kemble
samt deres Søster Mrs. Betty Siddons, der
anses for E.’s største tragiske Skuespillerinde,
fremdeles Edmond Kean og hans Søn
Charles Kean, William Macready,
Sheridan Knowles, Miss Warren, Miss
O’Neil, Mrs. Hartley o. m. a. Heller ikke
senere i 19. Aarh. kom Teatret i nærmere
Forbindelse med den levende Litt. Digterne
foretrak andre Former fremfor den dram., og
Teatrene maatte hente deres Repertoirers Fornyelse
væsentlig fra Dramatiseringen af yndede
Romaner og Oversættelser fra Fransk. Publikum
yndede de lettere Skuespilarter og foretrak langt
Operetter og Farcer for alvorlige Dramaer, ja
en Tid lang maatte der i ældre klassiske
Stykker indlægges Sang- ell. Dansedivertissementer,
der var Stykket ganske uvedkommende. Først
i Slutn. af Aarhundredet gjorde moderne
udenlandsk Dramatik af alvorligere Art Indtryk i
E. Shaw optræder med sine sarkastiske,
samfundsrevsende og problemdebatterende Skuespil,
selv Ibsen’s Dramaer finder et lydhørt
Publikum, og Skuespillere som Irving, Ellen
Terry, Beerbom Tree o. a. giver den eng.
Skuespilkunst ny Tiltrækning. Hertil bidrager
ogsaa en Kritiker som Will. Archer, der
maner Teatrene om at søge nye Veje og
stiller ideelle Fordringer til dem. (Litt.:
A new theatrical dictionary [London 1792];
Baker Reed and Jones, Biographia
dramatica, I-III [London 1812]; Collier, History of
English dramatic poetry to the time of
Shakespeare and Annals of the stage to the
Restoration, I-III [London 1831]; Doran, Their
Majesties’s servants, I-II [London 1863]; Samme,
Annals of the English stage from Betterton to
Kean, I-III [London 1887]; Ward, A History of
English dramatic litterature, I-II [London 1875]
Hamilton, The Drama in E. during the last
three centuries [London 1891]; Fitzgerald,
A new history of the English stage from the
Restoration to the liberty of the theatres, I-II
[London 1882]; Klein, »Geschichte des
Dramas«, XII-XIII: »Geschichte des engl. Drama«
[Leipzig 1876]; Gaedertz, »Zur Kenntnis der
alt-engl. Bühne« [Bremen 1888]; Baker, The
London stage, I-II [London 1889]; Mathews,
Actors and Adresses of Great Britain, I-V [New
York 1886]; Karl Mantzius,
»Skuespilkunstens Historie« III, V og VI).
A. A.
Presse.
Forud for de regelmæssig trykte Aviser
har man i E. dels de saakaldte newsletters,
haandskrevne Breve, som Undergivne skrev til
deres Herrer for at holde dem à jour med,
hvad der foregik i Hovedstaden og ved Hoffet,
dels trykte news-pamphlets, smaa Hæfter i 4°
paa 12 Sider ell. mere, der væsentligst indeholdt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
